(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)

8

(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)

2

4

(placeholder)
(placeholder)

3

5

6

(placeholder)
(placeholder)

7

(placeholder)

9

(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)

FØR FØR

"Janus", en 3000 år gammel  romersk gud for "begyndelse og afslutning" fundet i Kallerup, Thy 2019.

MYTERNES TID OG LIVET SOM VAR

  

Fundet af slægternes ældst kendte forfædre rækker tilbage til noget nær år nul i året 140 efter vor tidsregning.  Tiden er "før før", eller "forhistorisk tid"... den tid hvorfra der ikke er nogen skriftlige beretning om menneskenes gang på jord, men hvor der dog har forplantet sig stærke budskaber op gennem generationerne i form af arkæologiske fund og... ja man ved det knapt.

   Egentlig var det planen at begynde dér, i år 140, med den fundne forfar... den danske konge eller nærmere nok høvding "Gorret", hvis datter "Gonnor "blev født under  en rejse i det botniske Kvenland, hvor hun siden blev gift med den navnkundige kvenske høvding Fornjotur "Den Gamle Kæmpe"!

Men så skete dette, at man i 2019 oppe i Thy, fandt nogle efterladenskaber anvendt til formentlig religiøse cerenomier i bronzealderen omkring 1000 år før vor tid! Fundet bestod af en stor ceremoniøkse, et dobbelt menneskehoved og to lignende heste... alt støbt i bronze. Et fund af samme betydning som i sin tid  af de over ettusinde år yngre Guldhorn fra jernalderen Gallehus i Sønderjylland.

FØR FØR

Det lyder som en rigtig spændende historie, men lad os bare stoppe her og konkludere, at der selv for 3000 år siden har været en "global" åndelig bevægelse som har skabt sammenhæng mellem flere europæiske kulturer hvori også Danmark eller mindst dele heraf har været med.

Ja, vi vil jo så gerne sige "og det var Danmark"! Men det holder jo næppe her, for Danmark var endnu ikke "opfundet", og danskerne eller danerne rådede højst i Skåne, Sjælland og langs de Østjyske kyster, men ikke i det Vestjyske.

Danerne havde skilt sig ud fra nogle folkeslag som alle kom syd fra. Folk fra Mellemøsten og de Anatolske sletter der i sin tid, 10- 20.000 år før vor tidsregning, var trængt op til- og gennem Kaukasus . Ad flere omgange og omveje nåede de der senere kaldte sig danerne, frem til det "danske land"  via det "finske land" og vandringer tilbage mod syd, nu langs den Botniske bugt ned gennem de store skove på den skandinaviske halvø.

OG DET VAR DANMARK

(placeholder)

Såvel hestene, øksen og mennesket med de to hoveder leder tankerne direkte til "Janus... den romerske gud for al begyndelse og afslutning"..! og det kan konstateres at menneskefiguren også forestiller en mand med skæg der på en gang ser både frem og tilbage, og altså efter sigende relaterer sig direkte til Romerriget ca. syv- otte hundrede år før vor tid! Det vil sige, at figurerne i Thy kan være fra før guden Janus´ storhedstid i Rom! Det lyder vildt at sådanne effekter har haft spirituel betydning i Danmark før det måske skete i Rom! Lige sådan forholder det sig så nok heller ikke lige helt, men Janus var dog Romerrigets ældste gud og  kan således godt have huseret rundt omkring i det sydeuropæiske længe før sin romerske ophøjelse...! Og der er da også forskere der har fundet frem til at han før alt andet, som minimum på den Appenninske halvø, og nu vel egentlig også i Thy og på Sjælland, har været set og kendt og tilbedt som fadder til selveste oprindelsen til alt organisk liv, ja faktisk igen som, at han var selveste lysets og solens gud!

Ja og selvfølgelig, med sådan en karl installeret i templet er der da grund til, at forestille sig et rimeligt høj niveau for det datidige Thy samfund i det hele taget! Og ganske rigtigt viser det sig også, at netop Thy har været et af de danske højborge den gang og et par tusinde år frem, hvor vi i nabolaget kender vikingernes fantastiske  bygværk Aggersborg med bygninger der i form godt kan minde om de gårde og lader som netop også allerede var fremherskende i bronzealderen, der også er kendt for de mange gravhøje, der stadig pryder landskaberne i Thy og i Danmark. På billedet til højre herover ses en rekonstruktion af formentlig en høvdingegård med en af de karakteristiske gravhøje i baggrunden (Borum).

  

Det særligt bemærkelsesværdige ved bronzefigurerne fra Thy m.fl. er, at de indikerer en langt højere kulturel udvikling end man måske umiddelbart forestiller sig er gået for sig på dette sted og i denne tid, præcist som også det tidligere fantastiske  bronzealderfund "Solvognen" har indikeret. Den vogn blev fundet i Trundholm Mose mellem Vig og Højby i Odsherrred... og begge disse samtidige fund, har sandsynligvis været relateret til og indgået i en, på den tid udbredt, europæisk religion med fokus på soldyrkelse... lysets og mørkets magter.

Ind imellem, og på den vestlige side af den Jyske højderyg og nord herfor fandtes imidlertid en række andre stammer som mere havde deres oprindelse tilbage i det sydvestlige Europa og helt nede fra den Iberiske halvø, hvorfra de via  den dengang mest udbredte jægerkultur... Madeleinekulturen i de europæiske bjergkæder, for også ca. 15.000 år siden, gradvist har bevæget sig mod nord og til sidst, i hælene på isen der trak sig stadig længere op gennem Jylland mod de landområder der skulle blive til Norge og Sverige.

Som formentlig også forfædrene i Kaukasus, så levede- og boede vestjydernes forfædre også i flere tusind år i bjerghuler som vist herover, i det vestlige Europa, hvor de i stort omfang kunne findes i hele det alpine og pyrenæiske bjerglandskab. Med hulerne som base drog de i lange perioder, ud på månedlange ja måske endda flereårige jagter på de store sletter mod nord... og stadig længere mod nord, op til isen og i første omgang uden om, langs kanten til Atlanten og indover de dengang landfaste britiske "øer", hvor der er fundet adskillige levn efter små landsbyer med runde huse bygget af tykke mure af sten og dækket med stråtag der minder meget om samtidige og tilsvarende bebyggelser rundt omkring Middelhavet.

Jægerfolkene bosatte sig dog ikke permanent. De drog rundt som nomader   medbringende et simpelt byggekoncept for små runde strå- og mosbeklædte teltlignende konstruktioner der dels var mulige at flytte, men som også var overkommelige at genskabe, når man så at sige hev teltpælene op for at finde nye jagtmarker". Og jo, hytterne eller teltene kunne også være beklædte med skind, og de kunne meget nær være lig de telte som vor tids samer har brugt og stadig bruger.

Det runde koncept udvikledes gradvist og blev større og større med plads til hele storfamilier sådan som netop samernes telte eller tipier... men der var også nogen der fandt ud af, at sætte to runde og mindre telte sammen med hver sin midterstolpe et par meter fra hinanden og med en overlæhgger som man kunnestille nogle grene op ad som spær, og vupti havde man i et snuptag et meget større rum der oven i købet kunne forlænges uden videre... plus, at man kunne øge rumhøjden ved at udgrave en gang på langs i midten af teltet eller huset som det nu også kunne kaldes. I det udgravede gangområde kunne beboerne stå op, og her kunne de lave bål og lade røgen sive ud af de naturlige utætheder indtil man opfandt "lyren" et hul i toppen af taget.

Sådanne huse kaldes for spændhuse, og den bygningstype bruges den dag i dag ved visse former for simpelt byggeri, men typen blev også videreudviklet med opførelse af vægge af såvel lerklinet træ og/eller af natursten stablet op og tætnet med jord og hvad man nu havde. En mur eller væg kunne løfte "taget" fra jorden, for igen at give bedre og mere komfortabel plads til ophold og arbejde inde i husene. Nåe ja, på samme måde kunne man naturligvis også udvikle de runde huse. Med det runde og det aflange ovale hus havde man således nu to grundtyper for husbyggeri i det fremtidige Europa.

  

Med det "nye" ø-rige således isoleret fra resten af "verden" forblev det runde hus det mest almindelige engelske/keltiske hus... frem til Romernes erobring af landet i år 43. Romerne kaldte deres nye provins "Britannia", og de iværksatte  straks nogle revolutionerende ændringer, hvor det mest synlige nok var introduktionen af det rektangulære hus, sådan som det gennem flere tusinde år, var blevet udviklet på kontinentet! Inklusive det danske længehus som dog først seriøst ankom til øerne sammen med vikingerne omkring 750 år senere.

Det vil sige udgaver af det danske længehus som nu havde været udviklet og anvendt uafbrudt fra det lille runde jagttelt over bronzealderhøvdingernes store stråtækte og valmede gårde som i Borum og nær fundstedet for de flotte Janus-figurer oppe i Thy. Eller hvorfor ikke?

Som nedenstående fantasi over en større gård for en vikingehøvding!

  

Det runde hus var længe den mest dominerende hustype, men langsomt blev det afløst af først det ovale hus og siden det rektangulære hus. Mange steder  fortsatte det runde hus dog punktvis med at være det foretrukne! Således ikke mindst på de britiske øer, der under kraftige klimapåvirkninger i sammenhæng med isens tilbagetrækning meget længere mod nord, var blevet adskilt fra det europæiske fastland og kontinentet.

LÆNGEHUSET

  

Højremskonstruktionen var den bærende bygningsdel og den gav langhuset øget stabilitet og styrke i forhold til vejr og vind, og samtidig gav den mulighed for at øge såvel bygningshøjde som -bredde med det resultat, at der nu kunne produceres og opbevares flere af landbrugets produkter, hvilket igen gav anledning til øget handel med omverden.

Denne tendens udfoldede sig i særlig grad i bronzealderen hvilket ikke mindst vore fundne bronzeskatte kan bevidne, og udviklingen inden forr både byggeri og handel fortsatte, heller ikke overraskende, ind i jernalderen og senere i vikingetiden, og så kender vi jo godt resten af den kollosale udvikling frem til i dag. Ikke mindst kan man hele vejen følge, hvordan bygningskonstruktionerne til enhver tid ændrer sig fra generation til generation.

Særlige ryk har det naturligvis givet når der har været paradigmeskift i sam- fundet! Det skete "første" gang for alvor, da de første jægersamfund oprettede faste bopladser formentlig i form af et par sæsonbetonede steder i forhold til sommer og vinter. Et sådan eksempel kunne godt have været den herunder viste bebyggelse med toskibshuse, hovedsageligt bygget af træ, fletværk og lyng for 7.000 år siden under ærtebølle kulturen i Himmerland.

Herefter tager vi lige nogle store spring direkte til "næste" helt store skift, da man i bondestenalderen kom til, at ændre den basale bygningskonstruktion til tidligere omtalte højremskonstruktion. Hidtil havde man i stort omfang bygget sine bosteder som spredte bebyggelser, men nu kom også de tætte landsbyer til! Det var åbenlyst ikke nok med, at man nu individuelt kunne samle og oplagre sine redskaber og produkter på hølofter og i husenes udskud, man har også set et behov for at rykke sammen for at stå stærkere mod udefra kommende trusler og har muligvis også haft øje for de sociale gevinster ved det tættere samvær.

  

Apropros det danske længehus, så har det udviklet sig støt og roligt gennem vel mere end 10.000 år, og den her viste model fra 800tallet er bare et af de seneste trin, som iøvrigt stort set ikke blev ændret før ideen med skorstene fandt almindelig indpas på landet i 1700tallet! Ja og knap nok forandrede det noget! For mønstret med beboelse mod vest, indgang og arbejdsrum i midten og staldfunktioner mod øst kan endda stadig genkendes i nybyggerier helt fremme i begyndelsen af 1900tallet. På det tidspunkt fik industrisamfundet overtaget inklusive, at også bondelivet, som det indtil da havde været kendt, i det hele taget gradvist overgik til specialisering og industrialisering.

Som omtalt fandt begyndelsen af udviklingen med langhuset sted langt tidligere, helt tilbage i jægerstenalderen hvor det fra, at én tipi blev sat sammen med én eller et par tipier mere, i løbet af et par årtusinder, forvandlede sig til det første toskibede langhus... først som et spændhus, og siden forsynet med lave bærende ydervægge og afrundede hvalmede gavle, som den mest udbredte bygningstype langt ind i bondestenalderen hvor behovet for større rum pressede på og gav anledning til udvikling af højremskonstruktionen som også vist her i 800talsmodellen.

En sådan landsby kunne være Galsted ved Spjald midt i Hardsyssel. Den har været på stedet i mange generationer og herover vises en forestilling om stedet i den seneste bronzealder 900 - 500 år før år0. Som noget særligt kan bemærkes den stærke arkitektoniske effekt der er opnået ved at have bygget landsbyen op omkring en centralt beliggende gravhøj. Æstetikken er muligvis tilfældig, men er dog et resultat af en den ærbødighed der er vist afdøde som meget vel har været en kendt forfader eller flere.

Gravhøjen ligger på landsbyens fællesejendom "forten" omgivet af "landsbygaden" og med det ligeledes fælles jordstykke "overdrevet" liggende i baggrunden. Sandsynlig har der været et fælles mødested og et gadekær i forbindelse med forten. Gårdene lå på hver sit grundstykke som et privat domæne "en tofte" hvorfra alle gårde havde direkte adgang til et tilhørende landbrugsareal der typisk kunne bestå af flere mindre stykker jord af forskellig beskaffenhed, således at at alle ville have nogenlunde lige vilkår. Driften af agrene blev varetaget af de enkelte familier på gårdene medens man deltes om overdrev og evt. andre uopdyrkede arealer til græsning. Som værende en del af et landsbyfællesskab kunne man som regel regne med gensidig hjælp ved sygdom og anden fortræd, og alt i alt var der således et omfattende samarbejde om det samlede liv i landsbyen.

Det kan antages, at den danske kultur med stor overvægt er dannet ud af spillereglerne for sådanne landsbyfællesskaber hvortil så kommer variationerne sat af skiftende ejerforhold, teknologier og forskellige tryghedsfaktorer.

Middelklassen