(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)

1 / 13

2 / 13

3 / 13

4 / 13

(placeholder)

5 / 13

6 / 13

(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)

7 / 13

9 / 13

(placeholder)
(placeholder)

8 / 13

(placeholder)

10 / 13

11 / 13

13 / 13

12 / 13

(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)

  

(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)

Huse og Rum:

Verden har jeg erobret gennem bevægelse og sanseindtryk skiftende fra rum til rum, fra ude… inde og ude igen, eller oppe og nede… og gennem farverne, lydene og lugten og alle andre følesanser. På det lille husmandssted, hvor jeg i første omgang indtog verden, var det hele med… her var alt. Huset med menneskene, staldene med dyrene, markerne med planterne og mosen med dunhammerne, haletudserne og karusserne. Den store verden og den lille dreng. Henne efter svinget på den lille grusvej var der et andet hus og dermed også en anden verden, det var Kristian og Margrethes… og efter deres, kom endnu en verden… den ene efter den anden, og sådan blev det ved. I hver verden var der et hus hvor der boede andre mennesker… og huset og menneskene gik i et… på den måde at billedet af et hus fortalte om menneskene, ligesom synet af menneskene også fortalte om husene… plus alt det løse, stadig med masser af levende dyr og stalde samt udhuse og gamle redskaber og køkkenmøddinger under vilde hyldetræer og hvor hunden lå og sov i solen.

Rummenes forløb, ude som inde, og alle vegne var og er stadig uendelige… så hvor skal man begynde og hvor skal man ende? Én rumoplevelse kunne være høloftet, der hvor katten gemte sine killinger og hvorfra man, gennem et hul i gulvet, kunne fire sig ned på køernes fodergang og snige sig om i grisestien med den gamle so og smågrisene, som man så lige kunne nappe en tår sammen med, alt medens hestene kunne høres gumle hø inde i deres stald ved siden af… hvis de da ikke var spændt for ploven og gik op og ned på en af markerne, med min bedstefar tumlende efter, kæmpende med at holde ploven lige i furen. Eller… jo, en anden rumoplevelse kunne være det kolde soveværelse hvor man blev puttet om aftenen sammen med en varmedunk og en god historie om rødhætte og ulven, hvis der da ikke lige var morgen og turen i stedet foregik op af den varme seng og ud i det dampende køkken hvor det halve liv levedes, og hvorfra man kunne sidde på potten midt på bordet og gennem vinduet se på hanens regimente over hønsene der vellystigt gik ned i knæ og rystede sig bagefter, medens kokken stoltspankulere videre i haremmet for at gale blæret, helt til den om aftenen var gået i seng med både høns og duer… der hvor folk endelig var samlet i den glohede lille dagligstue med lysedugen sirligt placeret under brevfadet midt på bordet og med radioen kørende i hjørnet næst kakkelovnen… her hørtes "præstens radioavis" og måske et hørespil, hvis der da ikke vankede et spil kort indtil dagen under alle omstændigheder sluttede præcist når stueuret slog 10.

På denne fredsfyldte måde fyldte mennesker og kræ deres rum overalt, med deres helt egen version af en lille verden, som så igen tilsammen blev til den store verden, hvor der bare var uendeligt mange rum, og hvor man fortsat producerede og nedbrød rum i store mængder. For mig personligt begyndte det med huler i høet og i træerne og når det gik højt, med et aflukke dannet af et tæppe lagt over spisebordet så der godt kunne bo et par børn i mørket inde mellem bordbenene… og sådan gik tiden med rum efter rum, lige ind til nogen havde fundet ud af, at få mig på søfartsskole som en kommende maskinmester! Da gik jeg hen til en murermester og lavede en aftale om at komme i murerlære… ikke fordi jeg havde videre planer eller ideer om det, kun i bedste fald at jeg instinktivt bare måtte i gang med noget hvor man lavede rum… og rum blev da også min skæbne, og jeg har fundet en evig tilfredshed ved at skabe og ved at indtage rum… især rum i forbindelse med menneskenes boliger og herunder så også de historier og den menneskelighed som huse og bopladser afspejler.

Nogenlunde systematisk har jeg nu forsøgt i billeder og korte tekster , at skabe en kavalkade over "Hus og Rum" sådan som det er sket på det basale plan siden tidernes morgen, først med en rede eller en hule i terrænet og videre gennem udviklingen af nogle få grundlæggende byggeprincipper og deres utallige variationer og potentialer. Det ville naturligvis have været stort at kunne lave gennemgangen som en anden Attenborough på en af hans legendariske jordomrejser, men af gode grunde er der i stedet valgt at benytte mit livs allerede indsamlede materiale samt at supplere dette med komplementært og tilpasset stof fundet på nettet og måske i fantasien.

BAGGRUND

Lidt om tilblivelsen af mine passioner!

Der var gået flere dage... ja måske nærmest uger efter at jeg var begyndt på Arkitektskolen i Aarhus før jeg gav mig til kende over for en ældre studerende... jeg var frustreret over alt det nye, og ikke mindst måden man talte om huse og byggeri på! Ikke fordi jeg var en ren novice... for jeg var trods alt uddannet både murer og bygningskonstruktør, så jeg vidste nok hvad det hele drejede sig om! Ja, selv kunst var min varme interesse!

  

Alt hvad en mand har brug for! Et lille hus og en stor kvinde

Historien:

Historien er muligvis min senest tilkomne passion.

Det vil sige… interessen har vel altid været der, men nok mest som udpluk af hændelser og personer der har fanget min opmærksomhed, så som Uffe hin Spages kamp mod de grumme Saksere på en ø i Ejderen eller Davids kamp mod Goliat, for ikke at nævne den største helt af dem alle… Robin Hood og hans driven gæk med den onde Sherif fra Nottingham. Altid de gode mod de onde eller måske mere præcist "de små mod de store", og med mig på de smås side. En position jeg da også efter evne og skiftende held har søgt at fastholde livet igennem.

Senere har min interesse for slægternes gang så desuden bragt mig ud i fantasier om hvor lige mine egne forfædre måske bevægede sig rundt i klodens forskellige historiske perioder og kulturer, lige fra nutiden og helt tilbage i urtiden.

Det har været svært at beslutte sig for hvordan historiske facts og hints skulle indgå i de samlede værker, og derfor er det blevet sådan lidt klemt ind over det hele, og endelig med resten i et selvstændigt afsnit.

Samfundet:

Midt i al balladen… i opvæksten, under uddannelserne og der ude i byen har jeg jo så også mødt drømmene. Drømmene om en bedre verden, som dukkede op og især handlede om alle de steder og forhold hvor verden ikke helt var som den kunne eller burde være. Ikke at forstå at jeg var meget politisk… det vil sige, at det var jeg jo nok, for jeg meldte mig da ind alle steder… et sted ad gangen forstås… parti for parti til højre og venstre. Men hver gang fik jeg overdosis af den selvfedme og det begrænsede udsyn som tilsyneladende hersker i ethvert parti og jeg måtte ud igen… for at få luft. Nej min virketrang har mere end politisk været en renlivet upartisk indignation over at noget ikke fik lov at virke optimalt.

Muligvis har jeg været en forvirret sjæl, men det har dog resulteret i, at jeg nu efter et hel livs research ikke kan få øje på mere tiltalende systemer end demokratiet… og præget som jeg er af den gamle Palle Lauring's ord, om at man skal elske og hade med et øje på klem, har jeg i min gerning, når det kom til det, søgt at holde mig på fornuftens vej, uafhængig af- eller med distance til magtfuldkomne særinteresser, følgende en rød tråd, om så vidt muligt at bidrage til en velafbalanceret verden hvor alles interesser søges tilgodeset med et indhold af såvel fællesskab som individualitet baseret på ægte humanistiske spilleregler! Ja hov, det var da noget af en mundfuld, og der er da heller ingen grund til at påstå at det er lykkedes hver gang, men jeg synes at forsøgene har været umagen værd, om end at det også har måttet konstateres, at det optimale vel knap eksisterer.

Muligvis tager jeg munden for fuld, men mit måske sidste større projekt vil jeg gerne forsøge at gennemføre som et manifest for en idealistisk/utopisk samfundsmodel hvor alle i samfundet forudsættes at være med. Men for at kunne gøre dette har jeg lige måttet kigge min samfundshistorie lidt efter i sømmene, for at kunne stramme lidt op på visionerne, og hvad ville nu kunne være mere interessant end at line nogle af de gamle samfundsmodeller eller -visioner  op i den sidste kavalkade som jeg så vil kalde "Gamle mønstersamfund".


Kunst der vækker:

Måske er det lidt af en tilsnigelse at påstå at jeg interesserer mig for kunst… sandheden er jo nærmere, at jeg har interesseret mig meget for selv at blive kunstner, samtidig med at jeg desværre også bare lige har manglet modet… og hvem ved, muligvis også talentet. Når jeg har set på kunst og for det meste endda med begejstring, så har fornøjelsen således også altid været tilsat en snert af misundelse på de modige som turde og kunne.

Det har især været billed- og billedhuggerkunst med hang til skraldeskulpturer som har fascineret. I første omgang vakt af malere som Henry Bailum, Jens Søndergaard og Henry Heerup samt i det hele taget den slags stille, naiv og glad kunst som de med flere lavede… nok fordi den slags værker meget fint spejler hvad der måske måtte gemme sig inden i mig selv, eller som jeg gerne vil have gemmer sig der. Gradvist er spændvidden så øget i forhold til hvad der på den ene eller anden måde vækker mig, men grundlæggende reagerer jeg uden nærmere analyser på de umiddelbare indtryk af farver former og humor, som i de rette konstellationer kan virke vildt saliggørende.

Med det lille webgalleri med "Kunst der vækker mig", som jeg har rodet med har jeg ønsket lige at gense og vise nogle af de ting som stadig er husket og/eller som stadig findes i gemmerne. Galleriet er samtidig min ringe hæder til de pågældende kunstnere.

Kvinderne

Før mennesket, eksempelvist hos primaterne, foregik livet ved instinkt og på grundlag af genetisk arv, sådan som vi fortsat kan se det hos dyrene! Alle var forudbestemt for sin rolle i livet og ingen stillede spørgsmål ved naturens orden. Den stærkeste havde altid magten, og den stærkeste var med få undtagelser den største han.

Muligvis var ikke alle dyr tilfredse med dette, men de fleste rettede ind, hvad mennesket langt hen ad vejen også siden er fortsat med... men med den "nye" potentielle tankevirksomhed kom der alligevel gradvist hul på bylden! De svagere og især kvinderne begyndte at gøre indsigelser og protestere mod mændenes vanlige vold og andre uretfærdigheder etc.

Det var så ikke lige noget de dominerende mænd blev alt for begejstrede for... nu havde de det lige så godt! Men de lærte at bøje sig, eller måske ligefrem, at modargumentere og forhandle, hvilket måske nok kunne føre til konflikter, men dog sjældent værre end, at de stridende parter fandt en løsning og blev gode venner igen.

Fordrageligheden var opfundet sådan som den også generelt er gældende nu om stunder. Om end der altid kan findes krig, ufred og skiderikker, så er Idealet nu hos de fleste "det samarbejdende folkestyre" baseret på generelle humanistiske værdier og socialliberale strategier, der ikke mindst er formuleret og iværksat af kvinder.

Kvinderne har således gennem menneskehedens historie bevæget sig fra fødegangene og køknerne og frem i det moderne samfund... nu som toneangivne medlemmer på alle niveauer, sådan som de iøvrigt må anses at have været det længe internt i familierne hvor de i et væsentlig omfang har været bosserne, nok hele vejen fra urtiden og til nu.

Lad mig straks bekende (og for nogle læsere... gentage), at jeg er født af en enlig mor og opfostret af hende med støtte fra hendes mor og tre søstre samt veninder og arbejdskammerater... alle var de magtfulde kvinder der, sammen med andre kvinder, gav deres bidrag til min opvækst og udvikling.

Det faldt mig således aldrig ind, at kvinderne skulle være det svage køn. Tværtimod oplevede jeg dem som stærke furier i forhold til mændene, der trods brummende modstand, undvigelser og halvhjertede tilløb til opstand altid, bogstaveligt talt, endte med at falde til patten! For mig at se bestod mandelivet derfor først og fremmest i altid, at skulle behage kvinderne for at opnå deres anerkendelse og beløninger... sådan var det jo også for mig selv!

Min bedstefar fik godt nok to frikadeller hvor alle andre kun fik en, og mine morbrødre lallede bare rundt for, med min bedstemors hjælp, at gøre sig lækre over for deres kærester... men det var jo altså bare en service de fik, som tak for at gå og hakke roer hele dagen, kun afbrudt af at moge ud hos køerne. Dem var jeg ikke imponeret over, men jeg kunne godt lide dem, og jeg studerede dem, for jeg ville også gerne lære at arbejde!

INTERESSER GLÆDER OG LYSTER

INTRODUKTION

EKSISTENS, KVINDER, HUSLY OG GODE HISTORIER

...så kan lysten driver værket.

  Altså, jeg kedede mig! Og så var det, at jeg også røbede mig!

Hvad fanden er det for noget langhåret snak? Jeg forstår ikke et hak... hvordan kan folk tænde på den form for drømmebilleder...?  Ved du hvad svarede fyren! "Du mangler simpelthen at modne"! Hva ba... sagde jeg og så undrende på ham! "Jo, ligesom da du skiftede fra at være en lille dreng der så kvinder som nogen der vaskede tøj og smurte madpakker, og du pludselig fik øje for helt andre fortrin... og de muligheder der var forbundet hermed! En god røv og vilde bryster... for ikke også at tale om søde smil samt farlige dufte og hvad har vi? I dag, som en ung mand, kan du på ingen tid reagere med hjertebanken på en kvindes signaler efter blot et splitsekund i selv den flygtigste  forbifart. For nu er dine fornemmelser nemlig noget du kender og frydes ved"!

"På samme måde er det med huse og arkitektur..."! Fortsatte han. "Lige nu står du over for, at skulle føle dig frem og få nogle erfaringer og øget viden! Det kan virke uoverskueligt, men langsomt vil du også her udvikle sym- og antipatier, hvorefter et enkelt hurtigt blik på et arkitektonisk værk vil være nok til i bedste fald, at tænde dig".

Det var en fortælling jeg forstod, og snart efter var jeg da også så godt som helt afklaret med, at min kæphest var og blev "Den traditionelle folkelige arkitektur". Denne anonyme form for bygningsdesign har lige den rytmik og ordnede uorden der altid har fascineret mig... dikteret, som det er i alle tider, af lokale menneskelige- og materielle ressourcer! Og hvem tænker så på famøse tyvendedelssnit! Den slags er jo blot et middel og slet ikke målet!

Således vækket og guidet ind i et nyt univers, hvor jeg i virkeligheden havde været længe, var min passion for kvinder og andre mennesker nu håndfast udvidet til en lignende begejstring for også den æstetiske og funktionelle nydelse ved god arkitektur...

...og for i sidste ende, også at komme tættere på en forståelse af det hele, er der siden til og med stødt et par sekundære passioner til... sådan at det færdige sæt af emner for mine passioner er blevet "Skabelsen", "Menneskene", "Bosætningen" og "Historien".

Klar

Parat

Vi fulgtes ad i Mellemskolen Vibeke og jeg, men pludselig var hun fast kæreste med Gert oppe fra Vestre skole! Det var ikke fordi det burde ryste mig, for jeg havde da selv rigtig godt gang i Ruth, mejeribestyrens datter på den anden side af gaden over for Folkets Hus, som min mors nye mand i mellemtiden havde omdøbt til Teglgården. Men Ruth var bare igen et platonisk forhold hvor jeg ikke lige formåede at bryde isen, så jeg indledte et bekendtskab med den dejligste pige oppe fra Jegindø. Hun hed Marion og var lige kommet i lære i en tøjbutik i Struer, og så var hun fire år ældre end jeg!

Med andre ord var hun et andet sted i livet end jeg... men uden videre var jeg der så også





Man har simpelthen  lært, at det kan betale sig, at blive god igen, hvad der kan virke indlysende. Som tænkende væsner kan enhver jo forstå, at fred og fordragelighed er nemmest og behageligst for alle! Ikke mindst ude blandt andre mennesker men også i familien og i parforholdet.



      Kvinden mellem urtid til fremtid

Et af de områder hvor mennesket har adskilt sig fra andre levende væsner er på det erotiske område. Naturligvis parrer vi os som alle andre for at få børn! Men herudover er vi også sexuelle væsner, der lige fra fødslen nyder berøring og kærtegn blandt de andre mennesker der betyder noget for os. I første omgang er det i almindelighed vores mor vi nyder at lægge os ind til, og i sidste ende er det den partner vi måtte vælge at leve sammen med, der er den attråede... hvilket dog ikke afholder os fra at lege med andre også!

Mennesket er kendetegnet ved at vi har sex for sjov! Mest betyder det noget i forhold til partneren hvor sex for mange er selve drivkraften i forholdet! Harmonerer seksualiteten vil det typisk kunne få os til at acceptere alle mulige modsætninger hos den anden. Vi er så at sige styret af seksualkraften.


Det begyndte tidligt... det med fristelserne! Dem fra det modsatte køn!

Som toårig blev jeg fotograferet hånd i hånd med min jævnaldrende kusine Tut, og det var nok der det begyndte! Det kan jeg ikke huske, men jeg kan huske, at da vi et år eller to senere legede i høet i laden på deres klitgård oppe midt i det landskab der nu udgør Løkkens pulserende sommerhuslandskab.... da havde vi opdaget den lille forskel, og jeg havde forlist min ene kludesko... og fanden var løs! Kludesko var ikke gratis i de tider, og min mor ledte den halve nat... uden resultat, medens Tut og jeg blev puttet i seng sammen med vores store Hemmelighed!

Fra da af var Tut og jeg hinandens fortrolige, men naturligvis uden at ane hvad erotik måtte være! Besatte var vi bare, og besat og uvidende var jeg også da jeg senere legede far mor og børn med naboens datter i Silstrup hvor min mor havde taget et job som husbestyrerinde og dermed banede vejen for min første guldalder sammen med den liden Karen Margrethe.

Men ingen lykke varer evigt, for da jeg efter en tid begyndte at gå i skole forelskede jeg mig pladask i Kirsten, en lille hvidhåret pige i min klasse. Det tog sin tid at krabbe sig tæt på hendes skønhed, men endelig lykkedes det mig, at indvolvere hende i et fælles projekt... en hule, bygget af kasserede begravelseskranse kun til os to, inde fra Skarrild kirkegård. Men ak, netop som jeg skulle til at erklære min kærlighed, da dukkede hendes far op! Han var degn og underviste de store børn, medens Kirsten og jeg og de andre børn i 1., 2. og 3. klasse havde den rare frk. Thygesen med det stive ben. En dag havde jeg set ham give en lussing til en af de store drenge! Og jeg, der aldrig havde set den slags før blev skrækslagen da han nu stod midt i et af mine store øjeblikke, stivnede... og sprang med ét op, som en agerhøne af reden, og spænede afsted ned af en skrænt og ud over en eng til jeg hverken kunne se eller høre nogen... hverken Kirsten eller far, og så satte jeg mig og faldt til ro ved vandets klukken ved en bugtning i Skjern Å... og der sad jeg så uden at vide, at jeg aldrig skulle se degnens datter igen, samt at jeg næste gang jeg forelskede mig ville befinde mig i 2. klasse på Struer Østre Skole.

Hun hed Vibeke og hun boede i nabolaget rundt om Tegltorvet hvor jeg også boede... først på loftet af Hotel Struer og siden i personalelejligheden på Folkets Hus, og så gik hun i min klasse... og nu gik jeg i skole hver dag og kun sammen med min egen årgang. Hun smilede sprælsk, både i skolen og når vi mødtes på marken hvor der før havde været teglværk... her var en skrænt nu overtaget af kvarterets børn som kælkebakke og Vibeke og jeg var ofte de sidste der forlod stedet hen på aftenen. Hun var enebarn som jeg, men havde åbenbart frie tøjler... og jeg havde ingen. Vi blev fortrolige.

Skuffet blev jeg jo så, da Vibeke forsøgte sig som Kirsten Giftekniv for tykke Ellen omme fra Bryggergade og jeg! Ellen ville gerne, men det var jo Vibeke jeg var forelsket i, så jeg afslog og slog mig til tåls med at vælge Vibeke hver gang vi havde sangleg i skolegården og sang "Det var på Frederiksberg jeg fik en pige kær, og det var dig"!

MENNESKENE

Hominiderne og Homoerne

Heromkring er det lidt svært at skelne! For hvornår er det lige, at de sidste hominider overgår til faktisk at være homoer eller mennesker og ikke længere at være hominider! Det er det evige spørgsmål om "The missing link", som i realiteten kan stilles igen hver eneste gang det i givet fald bliver fundet... for da mangler man jo lynhurtigt og evigt en ny "mellemregning" mellem den senest fundne artsudgave og sammes nærmeste forfædre og efterkommere!

Ja... den lader vi lige stå et øjeblik!

Altså meget vil vedblivende stå hen i det uvisse, men nogenunde sikkert antages det, at hominiderne trådte ind på senen i Afrika  for knap 2 millioner år siden og, at mennesket alias Homo Sapiens kom til for godt 500 tusind år siden. Det vil blive kommenteret nærmere inden for afsnittet...

Arterne

...underforstået menneskearterne, hvor såvel hominiderne og homoerne præsenteres nærmere. Dog nok uden at give nær så mange svar som det giver spørgsmål. Sådan må det jo nok være.

Generelt står udviklingen af samtlige arter og mellemarter jo aldrig helt stille, omend de mest synlige forandringer nok er sket ved såvel små som store mutationer... og her hændte uden tvivl den største og afgørende forandring, da en hominide fik et afkom med en markant afvigelse i kromosomsammen- sætningen! Et skift der skal have sat skub i den menneskelige udvikling med forøget hjernevægt etc. hos hendes efterkommere.

Det er noget indviklet og ligger lidt uden for min rækkevidde at forklare, men ud af denne hændelse opstod Homo Sapiens og dermed menneskeheden!

Og så er det jo, at man kunne tro, at de første mennesker nok har været noget "bagefter" vor tids mennesker! Men det er helt forkert... målt på hjernens størrelse og vægt, så er vi alle født lige! De første har bare ikke haft den samme ophobning af fælles viden og erfaringer. Grundlæggende var de første mennesker fuldt ud på samme udviklingstrin som  nutidens.

Alligevel er der dog i beskrivelserne af menneskets efterfølgende udvikling skelnet mellem de første Sapiens kaldet "CroMagnum" eller "Tidlig Sapiens" og de sidste 10tusind års Sapiens, som er betegnet som "Moderne Sapiens".

En væsentlig forskel på hominiderne og menneskene er en stærkt øget bevidsthed om egen eksistens, og det har sluppet fanden løs. Det er vel nærmest dette tema der også bearbejdes i kristendommens beretning om Adam og Eva, hvor hun byder ham et bid af et æble fra visdommens træ, med det resultat, at de må forlade paradiset!

Sådan er det nemlig med visdom... det giver indsigt og tankevirksomhed, og det giver ofte ufred i kampen om "sandheden".

PASSIONERNES SCRAPBOG

..alt herunder skal flyttes til de dertil  dedikerede sider

SKABELSEN

Mange mennesker har rigtig svært ved at begrænse sig, og kan ikke fortælle en historie uden altid at begynde ved Adam og Eva! Til det kan jeg kun tilføje, at jeg er meget værre... for skal det være, så lad det være! Jeg begynder med...

Big Bang

...det var der det hele begyndte med "ingenting" og en lille uendelig tung kugle bestående af samtlige universets atomer komprimeret til en størrelse som en bordtennisbold... og bum! Så sprang den i luften, og rundt i universet flød det med al materien der skulle blive til både Jorden med måner, solen og mælkevejene samt alle de andre stjerner og deres systemer!

Ja, hvad skal man tro på? For med den fortælling kan jeg end ikke tro på videnskaben, og jeg har forlængst forkastet alle...

Guderne

...de er meget spændende at studere! De kæmper alle med, at pakke alle indlysende og sympatiske menneskelige værdier ind i en pakke af galoperende overtro i form af utømmelige ølhorn, gang på vandet og forventninger om frelse ved, at give gaver til de døde etc.

Det er meget sødt så længe de passer sig selv på deres hjemmebaner, men kan gå rivegalt når de blander sig og alle vil have ret! Det ender hver gang med død og ødelæggelse, og så er det, at jeg altid ender med at tro på...

Livet

...og det er der grund til at stole på! Det opstod en rum tid efter Big Bang og dannelsen af planeterne, og der er taget billeder af forløbet i form af forsteninger, så den er god nok! En kombination af noget der ligner kemiske forbindelser tilsat sollys synes, at have medført det første encellede liv.

Ja, og da bolden først var givet op gik det stærkt, og i løbet af bare nogle få milliarder år udviklede der sig først flercellede amøber og i sidste ende var kloden bare besat af alle...

Dyrene

...lige fra diverse bløddyr, insekter, fisk og dinosaurer samt til pattedyrene... ja selv de første primater og senere de næsten menneskelignende væsner hominiderne, der i årtusinder daskede rundt i Afrika indtil en af dem fandt på at samle en sten op for at knække en nød!

Da mistede de deres uskyld!

Hominiderne begyndte at lave værktøj og at tage magten over deres eget liv for dermed, at søge lykken ude i verdens nærmeste kontinenter..! Hvad de ikke vidste var så, at de på denne måde nærmest banede vejen for den afart af deres egen slags som, tusinder af år senere, skulle brede sig til selv den fjerneste krog af Jordkloden...

Menneskene!

Lad mig lige repetere, at Passionerne er et tema og Skabelsen m.fl. er emner!

Emnerne kan herefter være opdelt i afsnit og videre i...diverse!

PASSIONERNES SCRAPBOG

...på let tilgængelig ambitionsniveau!

...egentlig ville jeg gerne have lavet en række nærmest videnskabelige afhandlinger for samtlige afsnit inden for temaets fire emner! Men som det nok vil fremgå, så er jeg her løbet ind i en mur af manglende kompetencer for den slags ambitioner, der ret beset ville kunne rumme uendeligt mange årsværk selv blandt profesionelle... ja vel nærmest især blandt dem.  Lad mig derfor straks annoncere, at mine amatørindslag næppe vil udvide så manges horisont, som de vil give stof til en psykoanalytisk afhandling om min ringe person!

På trods er jeg dog indbildsk nok til, at håbe  på en vis interesse eller "nysgerrighed" hos mine efterkommere når vi kommer til dem, der aldrig får chancen for at møde mig, og så nogle nørder som om et par hundrede år og senere... når min tids måde at tænke og se verden på er gået i glemmebogen og derfor måske er blevet interessandt at grave i. Sådan havde jeg i det mindste gerne selv set, at der forelå nogle vidnesbyrd fra mine egne og mine børns forfædre.... hvorimellem der da ser ud til, at gemme sig en række spændende personligheder der nemt kan rumme rigeligt med stof til et helt bibliotek... men ikke et ord har de efterladt sig!

Derfor, fordi lidt er bedre end ingenting, vil jeg i første omgang indsætte nogle strøtanker til internt brug, som de er dukket op i forbindelse med struktureringen af webstedet her... og så må vi se om jeg på sigt får det hele bearbejdet til noget mere og bedre! I skrivende stund har jeg 77år på bagen, og går jævnligt til begravelser af jævnaldrende i familie og vennekreds, så man ved jo aldrig... heller ikke selvom jeg har sat arbejdets deadline ved min 100 års fødselsdag!


På næste blad...

...gives, i form af såvel billedlinks som linkrækker, et overblik over en række guder og halvguder som jeg mere eller mindre har strejfet på min vej gennem livet, og ledsaget af en lettere præsentation før et eventuelt videre studie på deres egne "sider".

Inger Christensens skønne slumdigt tilsat musik af Troels Trier og Røde Mor

Hudegården var en "alternativ" legeplads med rod i 1960ernes slumstormerbevægelse.

Alligevel følte jeg mig hægtet helt af hvad der foregik... der, i et miljø hvor en bagtrappe blev kaldt en vertikal kommunikationslinje! For ikke at tale om når talen blev mere følelsesladet om de arkitektoniske virkemidler! Det lød mere som forsøg på at digte... uafhængig af enhver form for tyngdekraft og da slet ikke egnet til afklaring af et tyvendedelssnit eller anden form for praktik...!

For "stamgæster" der gerne vil snuppe en genvej kan man allerede med billedlinksene her gå direkte videre til de enkelte emner!

Folk der ikke har været her før formodes dog at kunne finde ting og sager af interesse ved at følge den slagne vej!