TEMA EMNER OG AFSNIT

Om webstedets disponering af indhold!

Ja, webstedet er stort, og lige her har vi altså temaet "PROJEKTER", med underliggende emner og afsnit om personligt udførte opgaver, først og fremmest af fysisk karakter, og lejlighedsvist suppleret med de tanker der har ligget forud, under  eller, som har udviklet sig siden

Gennem tiderne har der været gang i flere typer af dominerende aktiviteter, som for det meste har fyldt alt i en periode, men som også godt kan have forekommet i diverse overlap. Defor er der søgt at lægge fokus på såvel de enkelte emner som på den tid eller de tider hvor de har været i spil.

Som titlerne i anden linkrække skal antyde, så består de udvalgte emner eller livsfunktioner, om man vil, af følgende betegnelser:

Kunstneren, Aspiranten, Studenten, Murermesteren, Arkitekten, Bygmesteren, Projektudvikleren, Rådgiveren, Vejlederen, Selvbyggeren og Forfatteren.

Hver funktion vil blive omtalt nærmere på deres respektive selvstændige websider og -blade, hvor de kan tilgås direkte! Men af hensyn til en hurtig helhedsoplevelse af mit livsforløb for uindviede besøgende, gives her et kort resumé baseret på webstedets tema SELVBIOGRAFIEN ...med et særligt fokus på netop de vilkår og interesser, som må formodes at have medført- og dannet rammen om de "projekter" hvis resultater der er valgt at fortælle om.

BAGGRUNDSRESUMÉ

En kort gennemgang af min selvbiografi i relation til udførte projekter!

Det gik længe vældigt for mig med bare, at dyrke mine første passioner for kvinder og huse, som jo iøvrigt kan studeres under det forrige tema PASSIONERNE! Inden for disse to passioner kunne drømmene mageligt række langt væk fra den kedelige hverdag… alt medens jeg i virkeligheden livet igennem, uden at overdrive, dog også har været drevet af en trang til at være med på den alvorlige side af livets udfordringer... at bidrage, at arbejde i mit ansigts sved!

Pottetræningen husker jeg knap, men ifølge overleveringen kunne jeg sidde pavestolt på den lille spand midt på køkkenbordet og forrette, og modtage omgivelsernes ros af resultaterne, alt medens jeg begejstret fulgte hanens præstationsræs blandt hønsene ude på gårdspladsen!

Ja det begyndte nok altsammen med oplevelsen af disse basale livsfunktioner, at skide og kneppe! Men siden er der jo kommet træk og slip, og selvom jeg ikke anede... hverken hvad hanen eller jeg selv havde gang i, så blev jeg i den grad polygamisk kodet, at jeg siden har haft morderlig svært ved helt at forstå, at ikke alle kvinder var potentielle medier for mig i min jagt på beundring!

Op al den ting... som verden, den består!

Projekterne

Passionerne

Velkommen

Biografien  

Jokere

Blogen

Hændelser

Familien  

Slægterne

ALTMULIGMANDEN

INTRODUKTION

SE MIG, SE MIG..!

   koner deltog. De var alle iført deres mænds kasserede og overlappede tøj, så de mest af alt lignede en flok levende fugleskræmsler! Således velforberedte på det hårde og snavsede arbejde det var at samle kartofler op fordelte de sig så på knæ i kartoffelrækkerne, hvor jeg og andre skæve eksistenser gik dem til hånde.. bla.a. ved at slæbe kurve med kartofler ud til siden, fri af de ned- og sammenbøjede  kvinder.

Kartoflerne blev derefter kørt bort i en fladbundet kasse på gummihjul... altså en "gummivogn"... en moderne udgave af tidligere omtalte "stivvogn"! Siden, under min første kartoffelferie, som nutidens efterårsferier den gang benævntes... og efter flere dages hårdt slid, kom gårdmanden hen og gav mig en krone, samtidig med, at han roste mig for min indsats! Det var min aller første arbejdsløn! Det var stort, og på denne måde oplevede jeg den særlige følelse som også kaldes arbejdsglæde, bestående af opfyldt fællesskab og kontant belønning! Og så var  det jo også sejt, selv at tjene til det daglige brød... og ikke bare at leve på nas! For en sådan tænkning gennemsyrede alt dengang hos almuen... der blev lagt mærke til om man kunne arbejde... for så var selv en syvårig også noget!

Heldigvis betød dette at arbejde dog ikke alt, der var også tid til at kigge ud i luften, klappe hunden eller, at lege med katten og dens killinger... og en sjælden gang kunne man også støde på en blyant og en tom side i en bog! Jo, papir-ark ad libitum flød ikke rundt i min verden dengang, så min allerførste børnetegning og dermed kunstværk, så jeg mit snit til at tegne på en tom side i en lille poetisk bog  som jeg havde fået af min moster Anna i 6års fødselsdagsgave. Bogen har jeg uventet fundet blandt mine ting nu over 70 år senere, og motivet genkender jeg tydeligt... det er en tegning af en vejtromle der glattede udlægningen af en helt ny asfaltvej, der blev lagt oven på den gamle grusvej der passerede forbi mine bedsteforældres husmandssted. Med undtagelse af tog og rutebiler havde jeg aldrig for alvor set et sådan maskineri! Det var fagre nye verden for mig på en tid hvor alt jo ellers blev trukket af heste. Ganske vist vidste jeg godt hvad en bil var, og jeg havde da også prøvet at køre med sådan en! Men jeg kendte absolut ingen der selv havde en sådan... eller for den sags skyld heller ikke en traktor.

Det var måske ikke her jeg fik min første vision om at blive kunstmaler, men det kan nu heller ikke udelukkes! Men reelt havde jeg ikke nogen forestillinger om, at man kunne lave andet end at være bonde, og således blev der da også allerede skæmtet med, at jeg kunne blive karl hos min morbror Henry! Siden! Eller nærmere overlappende med mine ophold hos mine bedsteforældre, kom jeg imidlertid til at følge min mor rundt i Jylland, i hendes karriere inden for husholdning og restarationsbranchen! Og da kan det nok være, at mit udsyn blev udvidet, for pludselig kendte jeg både lastbilschauffører, hotelkarle, smørrebrøds- jomfruer og pianister m.m. Ja, og med kendskabet til en sådan mangfoldighed af muligheder dukkede ideen op om at blive kunstmaler! En tid boede vi et sted hos en rar mand hvor den forrige husbestyrerinde havde været kunstmaler, og det kunne stadig fornemmes og duftes. Hun havde efterladt både et par malerier og lidt indtørret grej hvilket var nok til... i det mindste, at sætte

mine fantasier i svingninger.

Som syttenårig var jeg, om ikke rigtig voksen, så dog udvokset og klar til at erobre verden..! Både min mor og mine bedsteforældre havde i deres tid  forladt skolen som 14årige hvorefter de fra dag ét, eller før, havde forsørget sig selv... så hvorfor skulle jeg så ikke bare kunne gøre det samme? Tilbage i Struer havde jeg da været bybud efter skoletid, og når det ellers havde været muligt havde jeg givet den som tjener både på Folkets Hus i Struer og på Kongenshus Hotel hvor min mor og hendes mand nu var forpagtere.

Selvfølgelig kunne jeg forsørge mig selv! Om så jeg skulle sprede møg, så havde jeg prøve det før... min optimisme var stor, indtil jeg efter hjemkomsten fra kostskolen forelagde mine løse forestillinger for min mor og Valdemar eller Valde, som min stedfar hed. Da blev jeg kort og godt mødt af et, "Den har vi klaret"! Til efteråret kan du begynde på en søfartsskole i Svendborg... du skal bare lige skaffe dig en søfartsbog først, for at komme ind der". Hov! hvor kom den idé lige fra? Det viste sig så, at være noget som kostskolen og mine ellers fraværende forældre havde brygget  sammen! Men hvad med at de have spurgt mig! Ok. jeg tyggede noget på deres forslag, og alene dette at det ikke handlede om at komme i tjenerlære hjemme eller et eller andet andet sted formildede mig, så jeg accepterede at skaffe den skide søfartsbog og så se hvad der skete.

Men "godaw do". Det første jeg fandt ud af var, at man ikke kunne få en søfartsbog før man havde været ude og sejle... og at man iøvrigt heller ikke kunne komme ud at sejle uden en søfartsbog! Hva ba? Tak for kaffe sagde jeg bare... jeg står af her! Og for at gøre en lang historie kort tog jeg rutebilen til Holstebro, der havde jeg en livline i form af min moster Bodil. Hun var den eneste som havde sprængt familiens standard med at forlade al skolegang efter 7. klasse. Hun var nu socialrådgiver i Mødrehjælpen der havde kontor oven over Arbejdsformidlingen i byen, og hvad var så mere ligetil end at banke på hos dem, når de nu var så tæt på!

Voila, Arbejdsformidlingen havde  en kartotekskasse med en masse små kort om "Hvad kan jeg blive?" og den fik jeg at bladre i! Hvad med mekaniker spurgte jeg... det skulle være muligt om fire måneder var svaret! Hvad med tømrer spurgte jeg... det skulle være muligt om to måneder var svaret!  Hvad med murer spurgte jeg... der er en murermester der heder Tage, han søger en lærling nu, var svaret! Ham tager jeg ud og snakker med sagde jeg så! Det var en torsdag eftermiddag, og en time før butikkerne lukkede havde jeg lavet en aftale... og fredag morgen klokken syv stod jeg parat i et komplet nyindkøbt sæt murerarbejdstøj på min første byggeplads... reparation på en ældgammel ottelænget købmandsgård "Schousens Købmandsgård" i Holstebro's centrum.

Det var bare super, på rekordtid identificerede jeg mig med at være murer, også selvom jeg havde et lille udfald til kunsten hvorunder jeg rejste til Paris for at rekognoscere alternative løsninger til mureriet! Det lå ikke lige på den flade hånd at skifte bane, og enden på springturen blev, med hjælp fra mesters kone, Ester, at jeg genindtrådte i min lærerplads og færdiggjorde min mureruddannelse, men nu dog også rig på erfaringer som dørsælger og slagteriarbejder i Sverige!

Ellers må man nu nok sige, at det ikke var fordi den slags nykker mødte nogen nærmere goodwill i omgivelserne! Dels var jeg først lige ved begyndelsen af min skoletid og dels var karriereplanlægning slet ikke noget der havde sin gang i mine kredse... altså med mindre det da lige handlede om at blive bonde! Alligevel optog ideen mig et par år senere. Efter en tredje flytning sad jeg i et hotelkøkken i Struer og skulle have tiden til at gå medens min mor arbejdede. Der så jeg nogle ugebladsannoncer om muligheden for at følge et brevkursus i tegning hos noget der hed "Mønsteds Kursus" og! Tjae, allerede her viste det sig, at jeg var foran min tid... den slags var der simpelt hen bare ikke råd til!

I stedet gik jeg ud på gaden og erobrede mig en helt fantastisk barndom, hvor jeg sammen ned mine bedste venner frem til 6. klasse... Keld Plougmann og Leif Højbjerg (Senere Leif Thomassen) støvede alle Struers gader af for selv de mindste oplevelser af enhver slags. Med basis i en ruin af et gammel vaskeri og dueslag i hotellets gård og ved hjælp af gamle marmeladeblikspande, slog vi på tromme for at blive bemærket rundt i Struers midtby, og ikke mindst nede på havnen blandt fiskerne og slagteriarbejderne som også var dem Leif og Keld kom af. Vi var ganske vist alle tre hæmmet af nogle hjemlige pligter, men ellers var tilværelsen en stor "fact-finding mission" gående ud på at afkode hele verden og så, at sætte sig på den!

Men alt skal jo have en ende, og pludselig en dag, halvvejs gennem 5. klasse, var der optagelsesprøver til mellemskolen, hvilket betød, at halvdelen af klassen skulle til prøve medens resten og herunder mig havde fri! Denne viden havde dog forbigået min opmærksomhed, jeg havde vel instinktivt tænkt, at det ikke var nødvendigt at gå i mellemskole når man skulle være bonde! Under alle omstændigheder troppede jeg uanende op på skolen om morgenen før prøverne, hvor jeg blot mødte et tomt klasselokale... højtideligt  klargjort til den nerveprægede begivenhed, en time senere end sædvanlig mødetid!

Lidt betuttet har jeg nok set ud da situationen gik op for mig, hvilket min klasselærer frk. Skovdam må have bemærket, hvor en tanke må have slået ned i hende! For enden på historien blev, at hun sagde... "Ja men Jørgen, når du nu alligevel er her, så synes jeg da, at du skal blive og deltage i prøven! Der er fint plads til dig også"... og ja! På den måde kom jeg så i mellemskolen!

Omtrent samtidig, forud for denne uforvarende oprykning til "social højstatus" havde jeg iøvrigt været igang med et af mine mere spændende projekter... i form af en lille "boplads" bestående af fire jordhuler hvor vi, en lille selvbestaltet gruppe af 12årige drenge ville indrette "hovedkvarter" for vores nydannede klan! Hvad klanen iøvrigt skulle gå ud på nåede vi aldrig frem til, men inden gassen gik af ballonen nåede vi at bygge to huler hvoraf den hule jeg var med i, sammen med Keld og Leif, var den eneste der blev helt færdig. Hulerne blev bygget på en afsats midt oppe på en større skråning opstået efter et teglværk, der havde været der midt i Struer og hvoraf der nu kun var efterladt navnet på pladsen neden for... nemlig Tegltorvet, der udgjorde vor direkte udsigt over byen med fjorden og havnen i baggrunden.

Oven for vores "boplads", på toppen af skråningen, var der dengang en oplagsplads for et tømrerfirma, og fra den organiserede vi de nødvendige materialer... først og fremmest nogle bjælker til at lave tag af og et par cementrør der kom til at fungere som skorsten for hulens ildsted som var hyggesprederen i hulens opholdsrum. Man kom ned i hulen gennem en lem i taget, der var bygget i niveau med terrænet og dækket af græstørv, så hulen var usynlig for eventuelle fjender! Først kom man ned i et lille aflukke eller vindfang før man kom ind i "riddersalen" eller pejsestuen, hvor vi ofte overnattede og hvorfra vi også havde adgang til vores "våbenkammer" med pejsebrænde.

Bopladsens "beboere" var helt klart selv pionerer, men stemningen var også meget præget af menneskets aller første rigtige rundrejse omkring jorden ude i rummet hvor raketteten eller rumskibet Sputnik cirkulerede i de dage, og jævnligt kunne ses som en lysende prik på aftenhimlen. Det var nærmest som om prikken virkede som et varsel... eller var det en åbenbaring om, at der var et andet liv inden i os og uden om Struer? Det tænkte vi ikke nærmere over, men hulerne begyndte så småt at gå i opløsning... en ny tid var oprunden!

Det var ungdommen, og i kroppen buldrede ukendte safter med krav om egne præstationer, og pludselig stod der en nyvasket ung mand nede i byen og ventede på en ung kvinde... håret var farvet sort som Elvis Presley's og frisuren var som Tommy Steele! Kvinden kom, hun så, og hun steg ind i en bil og kørte bort med nogle voksne 16årige! Den sved, og snart skulle jeg konfirmeres! Det skulle man bare, og jeg anede ikke at det var noget jeg selv kunne bestemme! Nå, men nu var livet ellers bare en daglig udfordring... der skulle bygges op, og i de voksnes rækker var der ikke plads til hverken snotnæser eller Gud.

Kunsten som fremtidsversion var trådt i baggrunden, ja den var vel nærmest glemt, og i kraft af en dørsælger, blev jeg ejer af et skoleleksikon og et videre udsyn! Pludselig kunne jeg selv læse om alle de ting jeg ikke fattede i skolen, og efter en hel stribe af åbenbaringer forstod jeg, med ét og gradvist, hvad al ting drejer sig om! Det havde ikke ligget til mig, at høre efter hvad lærere doserede, flere af dem var jo bare voldspersoner når det kom til stykket! Men alene med en bog og et interessandt emne kunne alt ske, og på den måde gik det blandt andet op for mig, at aritmetik og geometri havde noget med hinanden at gøre, og at det hele kunne være samlet i én sætning, nemlig den af Pythagoras... om retvinklede trekanter og deres sider a, b og c der altid forholdt sig til hinanden sådan, at summen af de to mindste sider ganget med sig selv altid var lig med den længste side ganget med sig selv... og det kunne bevises! Hvor fantastisk... og nu kunne jeg så også pludselig genkende det, når jeg mødte det i skolen!

Herfra blev jeg overraskende nok også bedre henne i skolen... overraskende både mig selv og for et par af lærerne! Men det var nok til at jeg klarede mig rimeligt, blot jeg ikke blev udsat for autoritær adfærd, for så stak fanden mig med al for ukoordineret tale! Dette kunne måske sætte enhver på plads, men helt sikkert også altid mig selv bagud! Dog sluttede det med en realeksamen i 1962 efter at de sidste 2 1/2 år var foregået på en kostskole i Grindsted.

Måske skal jeg lige gøre opmærksom på, at min betagelse af at glæde kvinderne måske nok er vanvittig! Men den er altså ikke kommet ud af intet... frem til skolealderen oplevede jeg ikke andet end magtfulde kvinder! Det var naturligvis min mor som kunne alt, og det var min bedstemor der fortalte mig om livet, og mine tre mostre der styrede hver deres verden med fast hånd... ja, og så alle de suveræne plejemødre og nabokoner og min mors veninder med flere der stødte til undervejs.

Alle kvinderne fungerede suverænt alene eller på baggrund af grå og nærmest lavmælte mænd, som ikke gjorde meget væsen af sig, og som tydeligvis ikke havde meget at skulle have sagt, når det kom til stykket! Mændene skulle passe deres arbejde skulle de ...og der skulle de skaffe de nødvendige midler!

Så kunne de nådigt få ros og måske endda fred!

Altså fornemmede jeg tidligt, at lobbyvirksomhed til fordel for en øget personlig livskvalitet var bedst anbragt hos kvinder! Dette kunne selvfølgelig foregå ved fedteri og slesk tale, men jeg lurede nu også, at det bedre kunne betale sig at efterabe mændene og deltage i arbejdet på mark og i stald, for så fik man jo nærmest automatisk andel i den anseelse og anerkendelse de fik... for ikke at tale om alt det man kunne score, når man udtrykte glæde over kvindernes mad og spiste meget af den! Så var der ingen grænser for deres kærlighed. Siden har jeg så konstateret, at livet og magtdelingen er noget mere kompleks end som så! Men at kvinderne så godt som altid får det sidste ord oplever og imødekommer jeg stadig, som noget nær en rygmarvsøvelse!

Straks fra begyndelsen var der mange ting man kunne gøre ude i arbejdslivet! Eksempelvist som at gå med i roerne. Alle deltog jo i rensningen af de nysåede roer og det så nemt ud, men det var hårdt og svært, og jeg kunne slet ikke følge med de andre... så længe jeg selv kun var halv så lang som et hakkejern, det duede altså ikke! Men så kunne jeg heldigvis kompensere når roerne skulle tages op... hvis det var sukkerroer skulle de rykkes op med hånden, hvorefter de blev skilt fra toppene og kørt hjem på en stivvogn, af samme slags som man også brugte i mine oldeforældres tid, efterspændt et studespand...  

I min tid var det hestene der trak, og hjemme i stalden landede nogle af roerne i en bås med en rasper inde ved grisene og kalvene! Der kunne jeg så igen om aftenen få lov at dreje rasperens håndsving og omdanne roerne til grovsalat for både kalve og køer... grisene ville også gerne have, men de fik gråtning bestående af  kværnet korn og skummet mælk. Sådan noget kunne jeg også uddele, men det kunne være ret så stressende... for grisene råbte, skreg og skubbede for at komme først til truget. Men pyt, det var jo sjovt at være med  til arbejdet... og med lidt held kunne der jo falde lidt mere ros af oven i købet.

Ellers hjalp jeg også min bedstemor med at hente kartofler på marken... sommetider nær køerne, og så bar jeg toppene hen til dem, den slags var bare fryd og gammen og betragtedes da heller ikke som rigtigt arbejde... nej der skulle mere til, som da jeg senere, ude blandt fremmede oplevede... at være med min mor i kartoflerne på et par større gårde hvor også en masse andre

Ja, jeg var nået lidt omkring... men det sluttede skam ikke med det! Inden jeg havde set mig om lykkedes det mig også at blive gift med byens flotteste pige og at få en uovertruffet fantastisk søn, og så var min lykke jo sådan set på plads... Kun skulle jeg lige overstå min værnepligt før den lille familie kunne forlade Holstebro for at søge videreuddannelse! Planen havde ellers, lige siden Paris, været først at henslæbe to år som militærnægter for derefter at søge ind på Kunstakademiets Billedhuggerskole i København, men grundet den nye familiære status blev ingenting helt som planlagt.

Idealerne blev neddroslet, og en tjenestetid på 48 måneder som militærnægter, uden mulighed for at bo sammen med familien, blev vekslet til 14 måneder som Dragon i Holstebro hvor der, efter tre måneders rekruttid, var muligheder for at tage hjem til hustru og søn hver aften, hvis der da ikke var øvelser. Det var ganske vist en tvungen situation, men når det nu skulle være, så var det også min natur at tage den udfordring op, og soldaterlivet gav mig da også nogle supergode oplevelser og erfaringer inden for kategorierne bevægelse, orden og disciplin. Man ville da også gerne have mig som sergentelev, men det passede ikke ind i mine øvrige planer, så jeg endte med at være fungerende menig gruppefører! Det var hærens måde at håndtere folk på, der selv mente at vide bedst om hvad som helst.

Tilsvarende blev Kunstakademiet efterfølgende skiftet ud med Aarhus Tekniske Skole og en toethalvt års uddannelse som bygningskonstruktør. Et liv som kunstner føltes nu for usikkert i forhold til at kunne forsørge en familie, og min mor og Valdemar kom nu også på banen og købte et lille bondehus i Hesselballe ude bag Hjortshøj hvor fru Grethe fik arbejde som sekretær på kommunekontoret. Vi lejede huset, men overtog ejerskabet kun et år senere i forbindelse med Valdes død, og hurtigt blev vi på den måde en del af det lokale samfund i Hesselballe, med deltagelse i kaffeslabberas hos naboerne og den slags... som at være med i vandværkets bestyrelse etc. inklusive, at vi markerede os med politiske statements opsat på vores iøjnefaldende skorsten, hvor vi som de eneste lokale, agiterede for det nye parti

"Venstresocialisterne".

Føden måtte vi kæmpe lidt for. Det var før den tid hvor der var noget der hed SU eller Statens Uddannelsesstøtte! Bunden i økonomien var lagt med Grethe's løn, det var perfekt, men rakte ikke helt, men heldigvis lykkedes det så jævnt hen, når der var , behov for nyanskaffelser og lidt sjov i gaden med mere, at tage noget murerarbejde... både som svend og som mester. Det gav oven i nogle forbindelser med et begyndende netværk, og snart kom der også lidt  tegnearbejde indimellem... indtil jeg ved afslutningen af uddannelsen som bygningskonstruktør blev headhuntet til arkitektfirmaet Friis & Moltke. Det var det sejeste sted i byen at arbejde i de tider, også selvom jeg allerede så småt havde fået gang i mit eget... Jeg havde lige afsluttet mit aller første byggeri af et enfamilieshus i Hesselballe, og en opkomling af en kommende bygmester i Aarhus, Alex Poulsen, havde lagt billet ind på, at kunne opføre en børnehave som jeg havde tegnet som afgangsprojekt på konstruktørskolen!

Midt i det hele fik vi samtidig en lille dreng mere, og han var mindst lige så vidunderlig fantastisk som storebroren der nu var fire år... Jacob og Ole hedder de, og de er i dag begge oppe i halvtredserne og i fuld sving med deres eget liv som forældre, bedsteforældre og selvstændige inden for datalogi og filmproduktion samt lidt økologisk landbrug til den venstre hånd... Ja, kort sagt så har de betydet det hele for mit liv, hvor alt andet er og har været sekundært, bare lige for at det er nævnt, når jeg nu ellers er godt igang med at opremse alle mine iøvrigt fede oplevelser, som rigtig tog fart da jeg straks, allerede efter et halvt år igen slap arbejdsmarkedet for en stund. Mere ville have mere, og i mødet med branchen på en tegnestue og på byggepladserne ude i byen var jeg ikke i tvivl... jeg søgte ind på Arkitektskolen i Aarhus.

1970 blev således et skelsættende år. Dels blev jeg bygningskonstruktør og fastansat på en tegnestue, nærmest samtidig med, at min yngste søn kom til verden og dels oplevede jeg "et wake up call" via, sammen med kone og børn, at deltage i den legendariske Thy Lejr, før jeg så endelig også at begynde som studerende på Arkitektskolen. Var alt dette ikke min gamle drøm om at blive kunstner, så var der dog tale om at arbejde med bygningskunst, og det var for mig næsten på højde med den mere frie kunst, ikke mindst efter at have sniffet til de eksplosive nye samfundsvisioner som blev lanceret i Thy af "Det nye Samfund" og akkompagneret af den hidtil ukendte musikalske højdespringer inden for rockmusikken "Gasolin".

Således optændt af de nye vibrationer i samfundet, var alle sanser aktiveret da jeg mødte op på Arkitektskolen, og parallelt med vel 50 andre nye studerende fik til opgave, at give form til en ny by for titusinde mennesker på Yding Skovhøj, hvor byggeriet af motorvej E45 netop var vedtaget, at skulle passere forbi!

Opgaven løste jeg i et makkerskab med min gode ven fra konstruktørskolen, Søren Astrup. Han havde en baggrund som tømrer og var sindsyg dygtig til alt hvad han rørte ved, hvor jeg nok mere var den lidt flagrende type! Sammen udgjorde vi et stærkt makkerskab, og vi fik da også lavet en epokegørende fortolkning af et 2.5 tusinde år gammelt designprincip for en gridbyplan, der i sin tid bl.a. blev anvendt af den græske arkitekt Hippodamus fra Milet! .

Udover byplanen og den samfundsmæssige indretning lancerede vi også et stringent kubistisk byggekoncept som uden, at vi vidste det dengang, til forveksling kunne ligne et af verdens ældst kendte bygningsdesign dateret helt tilbage ved 6 tusinde året før vor tid, men først fundet et tiår tidligere i Çatalhöyük på den anatolske højslette. Dette har jeg siden fundet vildt interessant! Men dengang opfattede jeg vort eget forslag så moderne og avantgardeagtig i sit formsprog, at jeg nærmest fik dårlig samvittighed over dets totale mangel på dansk folkelighed! Det emne var jeg i stigende grad blevet optaget af... muligvis i kraft af, at min mor havde startet et nyt liv op, som krovært i Sønderjylland! Der nede og i Friisland syd for grænsen åbenbarede den folkelige arkitektur sig for mig som en uomgængelig inspirationskilde for

mit fremtiadige arkitektarbejde.

Nu havde jeg således to ret så modsætningsfyldte arkitektoniske forbilleder, dels baseret på den nu opblomstrende, men dog relativt sjældne sprælske og anarkistiske hippiekultur, og så den velordnede og langt mere ydmyge, men meget menneskelige og traditionelt baserede bygnings- og bebyggelsesdesign.

Begge tilgange legede jeg med i et par senere studieprojekter med fokus på såvel storbyfornyelse som moderne landsbyudvikling. Resultaterne her var nok i en noget blandet kvalitet, men dog ikke anderledes end, at jeg stadig ville anbefale substansen af begge forslag som mit bud på begge opgavetyper.

Undervejs arbejdede jeg senere med en studieopgave som efterfølgende blev anvendt ved deltagelse  i et par arkitektkonkurrencer. Overskriften var nu at bygge "Tæt Lav Dansk" som alternativ til, på den ene side, det ørkesløse parcelhusbyggeri som havde domineret i 60erne, samt det dødsyge etagehus- byggeri i form af især stokbebyggelser og i nogen omfang større bebyggelser af "New Town" typen, som trængte sig på ved begyndelsen af 70erne.

Studietiden afsluttedes med en afgangsopgave over et halvt år hvor jeg heltemodigt søgte at vise alt hvad jeg havde lært og nu troede på... og så, midtvejs blev hele det præsenterede koncept fejet af bordet som noget romantisk nonsens, under en kritik ved professor Yanos Politis! Ideen er god nok, men find en struktur skreg han og smed sig på gulvet og rullede rundt! For helvede... det skete på min 30års fødselsdag og der var kun en måned til aflevering!!! Ole var syg og vi boede i ruinerne af et gammelt byhus vi var flyttet ind i et par år før, da det blev moderne at bo i byerne, og jeg havde set det hele for mig på en studietur i London. Der havde jeg set gamle hestestalde bygget om til kunstnerboliger... Mews kaldte de dem, og de lå selvfølgelig inde i midten af de gamle luksus karreer i storbyen! Noget som vi ikke har i Aarhus, men jeg havde da fundet og købt noget der kunne ligne, og nu sad jeg så på en tom 1. sal, hvor udvalgte skillevæge var pillet ned og Ole var puttet i en seng mellem murbrokkerne, hvor der også stod et tegnebord... så kunne jeg passe ham medens jeg begyndte forfra på mit afgangsprojekt!

Opgaveprogrammet og hovedgrebet i min bebyggelsesplan var dog nådigt blevet godkendt, og så manglede der først og fremmest omtalte struktur for en moderne bygningskomposition! Tak, og som et lyn fra en klar himmel dukkede der i denne situation et uventet glimt op fra det fem år tidligere ophold i Thylejren! Et par unge københavnske arkitekter, Ussing og Hoff, havde deroppe lavet en vanvittig installation, som jeg havde beundret og rystet på hovedet over! Den idé havde de arbejdet videre med og genialiseret i en konkurrence om "Nye måder at bygge etagehuse på"... nu i form af en bærende konstruktion med al infrastrukturen af VVS, El og den slags klargjort som en første replik til de kommende brugere, der så selv, som jeg så det, kunne/måtte/skulle vælge en "hylde" og købe de nødvendige komponenterne til at færdiggøre lige netop deres egen nye bolig. Det var i 1973 og projektet vandt konkurrencen men blev aldrig blev bygget i fuld størrelse, men det blev dog model for- og et af startskuddene til den kommende bevægelse for "Tæt Lav" boligbyggeri... og nu altså også mit afgangsprojekt.

Således inspireret lykkedes det så mig de to år senere i 1975, at færdiggøre mit projekt, som helt sikkert ikke blev helt så sprudlende... det havde jeg ikke mod til, og i al beskedenhed ønskede jeg heller ikke at plagiere nogen! Til gengæld dedikerede jeg mit projekt til en idé om at danne et stort bofællesskab for 500 mennesker... og den dag i dag ville jeg være lykkelig om jeg boede i en realiseret udgave af det projekt. Vigtigst var dog, at det lykkedes mig at bestå med en enig dommerkomité, som var det højeste man kunne opnå! Enhver form for karakterer var afskaffet, og så ventede der ellers krise i byggeriet og bred arbejdsløshed... tiderne var skiftet!

Igen havde jeg så brug for min mureruddannelse og jeg kastede mig ud i en stribe opgaver... mest i kompagniskab med min gode ven og tidligere studiekammerat arkitekt Preben Andreasen. Opgaverne bestod mestendels i byggeprojekter vedrørende flere af vore kollegaers private boliger og andre udsøgte opgaver, hvor der efterspurgtes et kunstnerisk touch! Det var super, og gav brød på bordet, at realisere andres gode ideer. Men efter et 3årigt tilløb lykkedes det endelig at springe ud i mit eget byggefirma

"Mur og Rum Bygningskunst"

Premieren var, at bygge et demo-hus som en delvis virkeliggørelse af mit oprindeligt kasserede oplæg til mit afgangsprojekt, frit lanceret som en forlængelse af 1920ernes bevægelse for god "Bedre Byggeskik".

Huset var et toetagers hus med et køkken- trapperum bygget op i et åbent rum der forbandt overetagens værelser og underetagens pejsestue inklusive adgang til tilstødende kontor og servicefunktioner anbragt i udskud på begge husets langsider. Huset blev lidt af et tilløbsstykke og endte også som en artikel i tidsskriftet "Arkitektur", udgivet af Dansk Akademisk Arkitektforening.

Efterfølgende blev der bygget og solgt en håndfuld lignende huse i Aarhusområdet, alt medens det ikke lykkedes at markedsføre et Mur og Rum konceptet i større stil. Salgsarbejde har aldrig været min spidskompetence hvorfor karrieren i de følgende år blev udvidet med diverse undervisningsjob på Arkitektskolen i Aarhus og Aarhus Teknisk Skole samt på Aalborg Universitetet.

Efter et tiår i arkitektfaget på denne prekariate måde ramlede jeg, via Arkitektskolens afdeling for "Byggeri og Planlægning i Den Tredje Verden" ind i et job som teamleader for oprettelse af et hold unge i et jobtræningsprojekt som afdelingen havde fået mulighed for, at realisere i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke og Hjørring Kommune. Aktiviteten havde til formål at afprøve et afgangsprojekt af en ung arkitekt Bertrand Dubois, gående ud på at afprøve et passivt solvarmesystem i form af en såkaldt "Trombévæg" monteret på et traditionelt tibetansk landsbyhus blandt nogle tibetanske flygtninge bosat i Ladakh, Kasmir, Indien. Opgaven var et decideret eventyr for en hjemmeføding med stor udlængsel, som jeg... og oven i kom så endda, nogle ønsker om at lave forsøg med byggeri af huse, udelukkende bygget af soltørrede lerjordsblokke "adobes" anvendt til såvel vægge som til tagkonstruktion, og med forbillede i arbejder udført af den egyptiske arkitekt Hassan Fathy...!

Den opgave fik jeg tildelt... og hermed var jeg drejet ind på et nyt turnpoint i mit liv.

Ladakh-projektet blev en længere opgave med godt et års varighed inklusive forberedelser i DK, og for alle deltagere blev det en ilddåb i det helt specielle metier det er, at få ting og sager til at fungere i det fremmede! Men det lykkedes, og for mit vedkommende opnåede jeg en hel unik og håndgribelig erfaring med et "helt nyt", men reelt mindst 6.000 år gammelt byggekoncept. De gamle nubier i Egypten har således i årtusinder, uden andre hjælpemidler, bygget selvbærende lerjordstage af adobes opmuret som en parabelform hvoraf betegnelsen... et Parabeltag.

Detsvære gennemførtes projektet under voldsom stres fra flere vinkler hvoraf et bestod i, at der på det nærmeste var krig mellem Kina og Indien i lokalområdet... og våbenknitren kunne jævnligt høres fra den kinesiske grænse kun 10 kilometer fra vore byggepladser. I blandt andet dette lys droppede Arkitektskolen al videre international aktivitet af den slags, og...

Tilbage stod jeg så alene med mine nye talenter og sagde til mig selv... "Det her må jeg prøve igen"! Hvorefter jeg oprettede hovedkvarter for mig selv og Mur og Rum i et tegnestuefællesskab hos arkitekten Nils Madsen på Klostertorvet i Aarhus. Den slags manøvrer var på den tid en velkendt strategi for at bringe gode énmandsinitiativer frem i lyset... et lejet bord til rimelige penge på et godt sted var på alle leder, i den situation, den bedst tilgængelige basis for at styrke udadvendte aktiviteter som mine, så ud med køkkenbordet!

Snart derefter fik jeg da også, under stor ståhej, en privat forundersøgelse i Bolivia stablet på benene. En tidligere kollega  fra byggepladserne i Danmark, Gregers Thode Jensen var u-landsfrivillig ude på højlandet, og han syntes godt om ideen om at bygge parabelhuse i Bolivia! Så ham rejste jeg ud til... og som storyteller og filmoperatør fik jeg følgeskab af producer Henry Thomsen fra tegnestue- fællesskabet. Det blev en fantastisk rejse, og ved hjemkomsten førte et sæt af vellykkede forhandlinger med lokale organisationer og institutioner på det andinske højland Altiplano hurtigt til, at vi tre og en af mine kolleger fra Mellemfolkeligt Samvirke og Ladakh projektet, sociolog Finn Lundorf, dannede en ny dansk udviklingsorganisation, med fokus på

bæredygtig byggeri og planlægning.

Organisationen fik navnet

DIB

Dansk International Bosætningsservice

...og snart var organisationen i vælten med en bestyrelse inklusive undertegnede som formand og, i de første år, også som daglig administrator og projektleder.

Det første projekt blev sat i værk i Bolivia indledt med forundersøgelsen i 1987 og, for mit vedkommende, afsluttet i 2002 i det jeg parallelt også nåede at spille en håndfuld centrale roller i forhold til projekter og projektideer i Cambodia, Sri Lanka og Etiopien plus det løse.

Ovenstående tekster er som nævnt et resumé af baggrunden for temaet om mit arbejdsliv og

PROJEKTERNE

PROJEKTGALLERI

Afsnit om livets bedrifter i tilfældig rækkefølge.

Efter 2002 takkede jeg af i DIB for at bygge om på mit gamle hus i Risskov, og ledelsen af DIB blev nu varetaget af mine seneste kollegaer arkitekterne Peter Christensen, Carsten Lützen og Paul Erik Bidinger. Egentlig var ledelsen planlagt overdraget til vor kollega, arkitekt Ellen Ravnholt Mortensen når hun havde afsluttet et lederjob i Bolivia. Til alles store sorg døde hun imidlertid i 2001 efter kort tids sygdom... æret være hendes minde.

I 2004 fortsatte engagementet i DIB i en neddroslet stil med projekt- og organisationsudvikling, herunder en forundersøgelse i Cambodia med fokus på et muligt projekt til fordel for udvikling af en kommunal demokratimodel for bæredygtig udvikling i Cambodia's landområder. Her var der oplagte muligheder for at trække på erfaringerne fra et tilsvarende projekt som DIB havde gennemført i Bolivia... men desværre fik jeg ikke "solgt" den idé, og før jeg vidste af det var jeg nået frem til pensionsalderen som dengang var 65 år.

Med folkepensionen i hus vendte jeg tilbage til min gamle yndlingsbeskæftigelse...  nemlig igen, at pusle med min helt egen bosætning og huset i Risskov der på det nærmeste var et Bedre Byggeskik's hus fra 1922... som nu fik nok en opstramning og opnåede af forbipasserende, at blive kaldt "byens flotteste hus".

Drengene var flyttet hjemme fra forlængst, og de lagde nu også billet ind på ydelser fra den nu vel renommerede selvbygger, der således også har sat friske spor på deres huse i Aarhus Midtby, Nørrebro i København og på deres økologiske lystgårde i Skuldelev på Sjælland og Langør på Samsø.

Ak ja, og vi to gamle har nu trukket os tilbage. Først forsøgte vi os med en lille lejlighed i Langelinie ved Aarhus havn! Den var for lille og så testede vi et pragtfuld såkaldt Sejlhus på Struer Havn! Men da det gav for store savn efter Aarhus rykkede vi teltpælene op nok en gang og flyttede ind i en mere ydmyg, men dejlig treværelses lejlighed i bebyggelsen Solbakken nabo til Bindesbøll byen og Strandparken i Risskov, og nu er hovedbeskæftigelsen at

konstruere, skrive og illustrere nærværende "Lars Jørgens Websted".

NB.: DIB eksisterer stadig, men nu med helt nye besætninger.

Alle detaljerne kan ses

som selvstændige sider

og blade for

hver enkelt

EMNE og  AFSNIT.

http://www.murogrum.dk/PROJEKTERNE/intro_projekterne.html"

Kunstner

Student

Murer

Arkitekt

Aspirant

Selvbyg

Forfatter

Rådgiver

Vejleder

Udvikler

Bygmester