1 / 6
2 / 6
3 / 6
4 / 6
5 / 6
6 / 6
En dreng skudt op af den jyske muld
...fra før skolealderen til konfirmationen...
INTRODUKTION
Ja den gode tid i Silstrup var knap! Krista havde tilbragt det halve af sin tid som kogekone rundt omkring hos bønder og borgere i omegnen... og nu var hendes ambitioner for restaurant- og krodrift piblet frem igen, og det pludseligt med udsigt til at kunne tiltræde som køkkenchefens "højre hånd" på Løkken Badehotel. Det var et job hun havde bejlet til året før, hvor hun i sommerferien havde optrådt som kokkeassistent på hotellet, medens jeg havde holdt ferie i Dalsgaard og hos mine kusiner Tutte og Gerda der jo boede i Løkken.
Som i så mange andre sammenhænge var jeg holdt uden for, og det var derfor først i august, at jeg opdagede at jeg, dette år, ikke skulle hjem til Silstrup igen! Uden varsel var jeg sendt i skole sammen med Tutte, så nu boede jeg i Løkken kunne jeg regne ud. Det var jeg slet ikke tilfreds med, ja det var grove løjer syntes jeg! Ganske vist var jeg meget glad for mine kusiner, men jeg var jo netop også meget glad for Kjerstejn og hele menageriet omkring ham, inklusive hele mit nyopbyggede netværk i Silstrup og Skarrild, hvor man var begyndt at omtale mig som Jørgen Kjerstejn!
Væsentlig var også, at et par af naboerne var begyndt at tage mig med til bords , hvis jeg lige var hos dem! For mig var det fantastisk at spise sammen med andre mennesker og følge snakken omkring maden! Sådan noget var der ikke meget af hjemme hos min mor! Billedligt talt stod hun altid op og spiste... klar til at hente noget mere til "gæsterne", og når nu gæsterne kun var Kjerstein og jeg førte det jo ikke til megen snak. Ja og det blev så nok forklaringen på, at et liv i Løkken heller ikke behøvede at være så ringe endda. Det var nemlig aldrig kedeligt at være hos moster Anne... ja, og deres far Martin kunne spille banjo med glansnummeret "En lille Nisse rejste", og så legede han med tanken om at åbne en servicestation for automobiler!
Her var ensomheden som mejslet i granit. Med ét stod vi i et lille byhus tilhørende hotellet og for første gang fik vi ikke en del af en større bolig, nej vi fik en lejlighed, og det var flot syntes vi. Mor kunne sove på en divan i den lille stue og jeg i en seng på et kammer omkring 6 kvadratmeter. I alt var der vel 30 kvadratmeter, men der var et WC med "træk og slip" hvad der jo ikke var alle steder! Eksempelvis i Dalsgaard og Silstrup hvor der henholdsvist var et lokum med lokumsspand og et badeværelse uden indlagt vand, som man selv måtte hente ind fra en pumpe ude på gårdspladsen.
Køkken var der ikke noget af i lejligheden på den eksotiske adresse "Svirrebommen i Lemvig, og det var selvfølgelig heller ikke brug for, for min mor var jo i hotellets køkken hver dag fra morgen til sent aften, og når jeg følte sult gik jeg bare derover og fik en portion havregryn! Altid havregryn med sukker og mælk uanset tiden på dagen. På en eller anden måde havde jeg vænnet mig til at acceptere de vilkår eg blev budt! Protester ville ikke kunne ændre på noget som helst, men så kunne der jo ud af intet opstå ubevidste "hævnreaktioner" som ikke, at ville spise den iøvrigt fine luksusmad jeg fik tilbudt. Set i bakspejlet, var den mad jo årsagen til, at jeg altid var alene... både uden for- som under måltiderne. Oftest blev den jo indtaget stående ved hjørnet af et køkkenbordene.
Ellers foregik der en hurtig integration i byen, hvor jeg hurtigt blev fortrolig med den mest centrale bydel der var "mit kvarter".
Vi ankom i god tid før skiftedagen den 1. november, hvor vi skulle videre til Frederiksdal til vognmand Andersen, Pederstrupvej 2. Mor havde, som det var skik og brug ved ansættelser på landet, lavet en aftale for et år som husholderske hvori indgik, at hun havde en medfølgende dreng.
I ventetiden hjalp Nutte til i Dalsgaard og jeg akklimatiserede og konsoliderede mit tilhørsforhold i familien og på husmandsstedet... ingen vidste jo heller hvad der ville komme til at ske når den nye aftale ophørte, så ubevidst indrettede jeg mig nok på, at jeg altid havde dem, mine bedsteforældre, at komme hjem til, hvis jeg skulle få brug for det... de blev min barndoms platform.
Efter tiden i Frederiksdal rastede jeg igen i Dalsgaard, medens min mor tog midlertidige jobs og ente med at have en aftale som oldfrue for en sæson på Hotel Himmelbjerget. Det oplevede hun som en slags forfremmelse... også selvom hun jævnt hen måtte arbejde med i køkkenet! .
IDENTITETEN DANNES PÅ JYSK
Beskrivelsen af barndommen begynder for mig, hvor jeg selv kan huske tilbage! Afsnittet om "Begyndelsen" af mit liv i Aarhus, Kjellerup og Risskov etc. er mere baseret på de erindringer, der sådan dryssende er kommet ude fra... gennem samlivet med familien etc. Og jo, barndommen begyndte nok reelt i Risskov, for jeg husker tydeligt Mor Hansen og tiden der... så der har været et overlap mellem vuggestuebarnet og den efterfølgende barndom omkring 3årsalderen, hvor Dalsgaard blev den vedvarende rasteplads i en nok lidt omtumlet tilværelse, hvor min mor på bedste vis forsøgte at skabe sig en karriere med mig som
"medfølgende dreng"!
Hidtil havde vi selvfølgelig besøgt mine bedsteforældre flere gange.. direkte på cykel, eller med tog til Silkeborg, og derfra videre med tog til Hindbjerg Station, hvor bedstefar holdt og ventede med hestevognen før de sidste par kilometer af turen hjem til bedstemor, der stod klar til at tage imod deres lille "feriedreng".
Selv måtte jeg få tiden til at gå, som det nu lod sig gøre, og en af metoderne var at tælle trinnene på "H C Andersens trappe" et sted i skoven neden for hotellet, og at sælge oplysningen til turister! Pudsigt nok har jeg mange år senere set nogle små drenge gøre noget lignende på Machu Picchu i Peru! Nå de sjoveste var alligevel at forsøge at fiske slik op med en kran der var indbygget i hvad man vel må kalde en spilleautomat.
Det blev en mindeværdig og lærerig oplevelse for mig, på såvel kort som længere sigt... og jeg erindrer knap det næste skifte som igen, via Dalsgaard, førte os videre til mors næste job Afholdshotellet i Fasterholt.
Hotellet var lille og søvnigt, men det lå som genbo til Stationen og brunkulslejren i Søby, og begge dele kom til, sammen med livet på og omkring hotellet iøvrigt, at stå klart i min erindring. Herunder ikke mindst tegneserien Ridder Rap i Jyllandsposten. Oven i købet havde en eller anden endog udklædt sig som denne helt i forbindelse med et karneval afholdt i hotellets sal.
Dog har jeg ingen erindring om et jalousidrama der igen skulle have sendt os retur til Dalsgaard for en stund... hvilket jeg hver gang i stigende grad nød i store drag... For her var jeg jo ved at være "gammel" i gårde, sådan at jeg på egen hånd kunne færdes frit i nabolaget og besøge naboerne og redde mig en snak og en småkage... eller måske krøb jeg bare op på høloftet til katten der nærmest altid havde killinger.
Alle katte hed Mis og omtaltes i hunkøn, i modsætning til hunden der hed Max, der både var- og blev omtalt som en han... som alle hunde! Max var min bedste ven og han fulgte trofast med til Hindbjerg Station både ved hjemkomster som ved afrejser, og nu efter Fasterholt gik turen så til Skarrild.
Skarrild eller rettere Silstrup knap 3 kilometer mod vest betød en foreløbig afslutning af hotel- og restaurantlivet! Det uregelmæssige liv med skiftende arbejdstider og måske også påtrængende eller fristende mænd kan have fået Nutte til at søge mere tryghed fremfor karriere! Nåe ja, det ved jeg egentlig ikke noget om, så den betragtning er bare den tågede forestilling der er tilbage når jeg piller i datidens kaffegrums! Spillet mellem kvinder og mænd anede jeg intet om, omend jeg da lige præcis havde noteret mig den lilleforskel.
Kort sagt skiftede filmen bare lige med ét, da jeg stod ud af toget i Kibæk, og sammen med min mor blev modtaget af en storsmilende mand hvor det hvide i øjnene og det lyserøde hud omkring munden, der hvor han havde slikket sig, lyste op i et kulsort ansigt! Det var Kjerstejn Jeppesen, den absolut rareste mand jeg nogensinde har mødt. Han var formbrændselsfabrikant og meget meget mere, og hans gamle lastbil stod foran stationen og ventede i fineste rengjorte stand, med kun lidt støv inde i førerhuset! Sådan som når man måske før støvsugerens opfindelse havde fejet møblementet af med den stive kost.
IIIIIIIIIIoII Kjerstejn viste os stolt på plads, hvor jeg lykkeligt fik mig anbragt på en ophøjet udsigtsplads i midten og Nutte, der nu blev kaldt Krista, noget stram i ansigtet klemte sig ind på vinduespladsen... og vi tøffede afsted, og et eventyr havde taget sin begyndelse! Det skriver jeg mere om senere her på webstedet, men jeg kan også anbefale at frekventere selvbiografien "Selvbiografien I, side135 -165"
Vi blev et par år hos Kjerstein! Det var nok mine lykkeligste- eller i det mindste mest ubekymrede år, hvor jeg holdt både 7års og 8års fødselsdag. Det var på min 7års dag, få dage efter min første skoledag, at jeg vågnede og konstaterede at min mor ikke var der! Det syntes jeg ikke hun kunne være bekendt... men jeg traskede så selv afsted til skolen. Glæden var derfor stor da jeg mødte hende på halvvejen med en helt ny cykel. Hun havde glemt pengene i første omgang, og da der ikke blev givet kredit til enlige mødre, havde hun måttet gå turen engang til. Ak ja! Men siden havde Krista altid penge på sig.
Som en lille dreng, der var meget alene hjemme, lærte jeg snart på egen hånd det lille nabolag at kende. Dette med at komme i kontakt med omgivelserne havde jeg i særlig grad lært på Himmelbjerget, og jeg gik gerne nær et par kilometer for at opsøge selskab... indtil hvor jeg begyndte i skolen. I det hele taget var det en fantastisk tid hvor jeg både mødte stor venlighed og dertil tjente min første krone blandt "fremmede". At jeg så også ramlede ind i religionen er en anden historie, der retfærdigvis blev meget værre senere.
Men ak, også i Løkken blev vi indhentet af Nuttes ambitioner som Krista! Hvilket vil sige, et evigt fokus på nye opadstigende karrieretrin, nu et som souschef i køkkenet på Jespersens Hotel i Lemvig... og det var "røv og nøgler" for mig.
Ja og nok engang, bedst som det hele fungerede avancerede Krista igen! Nu til køkkenchef på Hotel Struer i Struer. Denne gang dog ikke så overraskende som de foregående skift... Jeg havde nemlig selv været med de dengang røde DSB-busser til Struer for at være med ved min mors ansættelsessamtale! Umiddelbart kom det vist ikke til hendes fordel med min tilstedeværelse, for også her ville jeg ikke spise andet end havregryn, da aftalen skulle konfirmeres med en finere middag! Men mor hev altså jobbet i land og en dag i februar 1954 stod jeg alene midt i skolegården på Østre Skole i Danmarksgade og spekulerede på hvor jeg mon skulle bevæge mig hen! Det så en anden dreng. Han hed Keld, og han spurgte hvem jeg var! Han fortalte så, at vi nok skulle gå i klasse sammen, og han blev min ven og følgesvend sammen med en anden dreng Leif i de næste mange år i vores fælles opvækst i Struer.
I de kommende afsnit gennemgås barndommens destinationer sted for sted vedrørende stedernes karakter og min tilstedeværelse!
Barndommen er skrevet med fokus på de steder hvor jeg boede... dels om huset og naboskabet og dels om de mennesker der indgik i hverdagen.