(placeholder)

1 / 5

2 / 5

3 / 5

4 / 5

5 / 5

(placeholder)
(placeholder)

  

Via Kompedal til Visby

     

Efter et årstid eller to i Kompedal kom der igen en mand ind Kristas liv, og med ham videre med et skift til en kro i Sønderjylland... hvor han så bare straks faldt om og døde! Men nu var kroen købt, naturligvis for Kristas penge, og så var der jo kun et at gøre... og hun kom nu til at fejre nye triumfer først som krokone i  11 år indtil hun solgte kroen til en gruppe "københavnske" kvinder der ville lave kvindehøjskole på stedet.

  

Kvinderne var meget visionære og var klar med store feministiske planer, og gjorde også meget ud af at kunne gøre al ting selv i forbindelse med handlen! Det blev der fortalt om i en TV-avis og på en kommentar til Krista om alt dette moderne svarede hun da også med respekt til de modige iværksættere, men kunne alligevel ikke dy sig for at ironisere over, at da det kom til underskriften af handlens slutseddel... da stillede kvinderne for første gang med en mand i form af en advokat der underskrev  på deres vegne! Ved den lejlighed havde min Krista for længst købt og renoveret et stort hus nær Løgumkloster hvor hun drev et pensionat de næste 11 år.

    

I 1992 i sit 67indstyvende år døde min mor... men det og hendes liv iøvrigt fortælles der nærmere om i det afsnit om min mor der handler om barnet, datteren, søsteren og kvinden Krista som medlem af Grundstammen eller familien

Jakobsen og Nielsen!


Krista i tilfældighedernes spil eller...?

Interesant har det været at konstatere, at min mor i sin tid søgte ud til Grove på kanten af det ørkesløse hedelandskab og tæt på hvor også hendes forfædre blandt kartoffeltyskerne og den jyske almue var havnet i sin tid... og hvor hun selv bare ni år senere, sammen med sin nye ægtemage Valdemar skulle indlede et af sit livs største succeser som direktørpar på Kongenshus Hotel fra 1954 til 1968.

  

Først så jeg det som en tilfældighed! Men siden, efter studier og bedre forståelse af vore direkte slægtskaber, på og nær Alheden, fremgik det jo bare ,at heden var hendes sande hjemmebane... hvad enten hun brød sig om det eller ej. Min bedstemor Nielsine Jakobine Nielsen stammede ganske vist fra Østre Bjerregrav i Kronjylland lige nord for Randers. Men hun var først og fremmest- og ganske vist, en blændende skønhed,

"kjøn Sine" og den ene af to døtre efter enkemand og arbejdsmand Kresten Nielsen, i mange år daglejer på godset Aunsbjerg nær Kjellerup.

  

Sines lille familiekonstellation "forsvandt" jo nærmest ind i det store Jakobsen dynasti hvor min bedstefar Søren Erik Jakobsen som nummer 3 af i alt 13 søskende og en farfar Jacob "Wendel" Johansen på en hedegård yderst på Thorning Vestermark godt inde på den store Alhede, og med rødder såvel blandt kartoffeltyskerne i Trehuse og Havredal, samt blandt bønder og skovfolk i Skræ, Ungstrup og Vatrup m.fl. Dertil kom at Sørens morfar Søren Eriksen var bonde, murermester og kampestensmurer på en ejendom i Hauge direkte ved søens sydlige bred. Han og hans gren af slægten førte sig frem med stor dominans på Vinderslev og Pederstrupkanten syd for Kjellerup.

  

Altså blev det Sørens slægt der hovedsaglig kom til at dominere i Sine og Sørens familie omend, at det var Sines far... den gode Kresten, der i særlig grad bidrog med såvel direkte omsorg og økonomisk støtte til parrets og de snart  syv børns velfærd på deres lille husmandssted i Dalsgaard. Nutte var det midterste barn i flokken og hun blev døbt Krista Andrea frit efter både sin morfar Kresten og sin farfar Andreas der, som sin svigerfar, også blev bonde og murer samt handelsmand, boende på en mindre ejendom lidt mod syd på Funder Nørhede og med jævnlig gang på Knudstrups markeder.

  

Krista, Nutte eller mor følte sig således helt tryg hjemme på Alheden og der omkring... ingen tvivl om det! Og i sidste ende, efter at hun ophørte på Kongenshus, forblev hun da også på Alheden hvor hun sammen med min stedfar Valdemar Jørgensen flyttede ind i den gamle skole i Grønhøj! Deres... eller nok nærmere hans aftægtshus. Valde var 20 år ældre end Krista og planen var, at han ville lege lidt med sit gamle fag som vinkyper og at hun kunne kaste sig over sin store interesse for antikviteter... begge dele noget der passede rigtig godt til det store skolelokale og tilstødende gemakker.

  

Alt dette kom så detsvære ikke til at ske! Efter nogle få måneder blev Valde ramt af en dødbringende hjerneblødning og på denne måde efterlod han en chokeret Krista, der straks måtte til at gentænke sit liv... hun var trods alt kun 44 år gammel, og når hendes verden sådan lige pludselig vendte op og ned, var hun jo selvfølgelig ikke moden til den pensionisttilværelse der var lagt op til!

  

Efter nogen tid opsøgte hun den store verden igen, og nu som som økonoma i Kompedallejren lige sydvest for selve Alheden. Det blev ganske vist kun til en kort men også hektisk periode. Den nu tidligere hoteldirektør ,vant til adstadige hotelgæster, stod nu pludselig over for oprørske militærnægtere i stedet! Men det rystede hende ikke, hun var stadig på hjemmebane.

Alheden var Steen Steensen Blichers hjemmebane og han kendte alle og var også  præst for  min forfar Johan Wendel Breuners familie på Thorning Vestermark.

   Grove Sogn

  

Det har ikke været hver dag, at den gode Blicher har været forbi de enligt beliggende huse og gårde i Barslund og i resten af Grove sogn og omegn. Der har nok været lidt mere beboet dengang end i dag, men det lå så yderligt i Alheden, at der nok skulle noget særligt til før han kom så langt! Nutidens kirke var ikke bygget, men omkring den gamle kirke der før stod her har der sandsynligvis stået et par huse mere end de nu tilbageværende gårde, men der har næppe været en klassisk dansk landsby på stedet, og den nuværende spredte bebyggelse kan muligvis spores tilbage til de ældre tider, men er nok også sparsomt afledt af den generelle udflytning under reformeringen af det danske landbrugsareal i 1700tallet. Før den tid og tilbage til mindst bronzealderen lå bondefamiliernes bygninger normalt spredt i landskabet som små samlede bebyggelser. Husene gav folk "tag over hovedet" og samtidig styrkede tætheden familiernes sociale fællesskab, og dannede basis for folkelige selvstyre, men ofte også underlagt skiftende høvdinge-, konge- og statsmagters luner!

  

I det store og hele er der ikke megen tvivl om, at Grove og Barslund nok altid, har tilhørt det absolutte udkantsdanmark... omend beliggenheden noget nær præcist i midten af Jylland! Store dele af den jyske hede henlå således i århundreder uopdyrket og ubeboet og var som sådan primært at betragte som de, til en hver tid, øverste magters ejendom og jagtmarker, siden middelalderen kaldt Krongods! Det vil dog sige, at der alligevel godt har kunnet forekomme nomadiske og andre uautoriserede befolkningsgrupper af diverse "skarnsfolk" af den slags, som af omegnens fastboende blev kaldt "tatere".

  

Tatere svarer til nutidens folkelige udtryk "perkere" og vil næppe have været anvendt af Blicher selv! Det er trods alt sådan en gruppe han ses i venskabelig selskab med herover på forsidebilledet! Sådanne betegnelser kalder man jo ikke nogen i dag blandt godtfolk! Men gode normer har det jo med at smuldre og det lykkes nok aldrig helt i alle kredse, at undgå den slags selvfede udtryk som betegnelse for "fremmede".  Det skulle da lige have været i forhold til de tyske "flygtninge" under- og efter anden verdenskrig i Grove og andre steder. De blev, som omtalt, isoleret i lejre og gensidigt forment omgang med den danske befolkning! Det nærmeste de kom integration på heden var, at et stort antal af dem blev begravet på kirkegårdene, som også i Grove, der i dag vedligeholdes af den tyske stat.

... flyveplads, flygtninge og kartoffeltyskere omkring Grove...

REFLEKSIONER

Frederiks Sogn

     

Længe før. I nabosognet Frederiks udgjorde forøvrigt, fire af mine tiptiptiptiptipoldeforældre en væsentlig del af de ofte omtalte kartoffeltyskere der kom til egnen omkring 1760. De hed Dürr, Kriegbaum, Breuner og Löfler! Dem fortæller jeg mere om i forbindelse med min slægtsgranskning under afsnittet "Grundstammerne" under emnet Jakobsen og Nielsen.

     

Men disse tyske forfædre var den tids lokale "perkere", og de var knap selv klar over øgenavnet "Kartoffeltysker" eftersom de rundt regnet i mindst de første hundrede år, fra 1760 til 1860, stort set kun forstod tysk! I det mindste blev der i den tid længe udelukkende prædiket på tysk i kirken i Frederiks. Kirken blev indviet i 1766 hvor der i begyndelsen kun boede tyske "kolonister", som de også blev kaldt.

     

Kolonisterne var en broget flok af lutheranere, reformerte og katolikker som overordnet havde det til fælles, at de flygtede fra fattigdom og undertrykkelse i de splittede politiske og militære landskaber i det sydtyske omkring byen Heidelberg. Det antages, at de havde alle mulige individuelle grunde til, at vælge en emigration til den jyske Alhede! Udover at de alle havde reageret på en invitation fra den danske konge Frederik V. som havde igangsat en kampagne for opdyrkning af den jyske hede. Ja, og det de ellers var fælles om var det tyske sprog.

     

Faktisk kom kolonisterne tomhændede, og det var ikke dem der kom med kartoflen til Danmark, men det kan godt være at de havde den med i bagagen da de ankom til Alheden! De var nemlig alle først ankommet til en modtagelejr i Fredericia fra 1759 og et par år frem... ligesom byen bag voldene også 40 år tidligere havde modtaget franske huguenotter. Kartofler var ganske vist kendt i danske videnskabelige kredse tilbage i 1600tallet, men der er udbredt enighed om, at det var huguenotterne der først havde dem med som en del af husholdningen. Ja, og hvor godtfolk er kommer godtfolk til, så mon ikke franskmænd og tyskere har udvekslet erfaringer som har medført, at et par vareprøver af kartofler ad den vej endte ude i lyngbakkerne?

     

Nåe ja, glem nu ikke at kartoflen ellers groede i Andesbjergene mindst for 13 tusinde år siden, og at man i mit andet "hjemland" Bolivia, har spist den i hverdagen i mindst 7 tusinde år. I slutningen af 1400tallet kom spanierne så forbi og tog den med til Spanien hvorfra den gradvist i midten af 1500tallet så småt og under stort besvær og mistro bredte sig til andre områder i Europa. Eksempelvist mente kirken ikke at den kunne spises...! Den er nemlig ikke omtalt i Biblen!

     

Nå, tilbage i Frederiks Sogn med kolonierne Havredal og Grønhøj, hvor slaget gik sin egen vej, med tyskere der tog kartoflen med på torvet i Viborg, hvor det så vidt vides var de finere fruer der førte an i at indføre kartoflen på menuen, og sandsynligvis var det også her betegnelsen "kartoffeltyskere"... først opstod! Ganske vist som noget nedsættede. Men siden forstod såvel fruerne som de tyske kartoffelavlere, at betegnelsen nok ikke var så ringe endda. I hvertfald klarede tyskerne sig mod alle odds! Så godt endda, at vi efterkommere omkring 10 generationer senere klart betragter betegnelsen som et hæderstegn! Og det trods det faktum, at vi jo bare rent genetisk rummer mindre og mindre tysk blod i årerne for hver generation, al den stund at vi får børn hulter til bulter med hvem vi nu engang forelsker os i over alt i Danmark og resten af Verden. Og i dag er det da heller ikke spor for meget at kalde Frederiks sogn for

Kartoffeltyskerland!

Det sidste billede af Nutte alias Krista Jørgensen sommeren 1991