Første stop er kirkegården i Hørup, men der behøver ikke at blive holdt nogen andagt i den anledning. Det er dog tilladt at dvæle lidt ved stedets magi, med alle de som ligger her og de mange der har stået her og mediteret.

Sine og Søren var ikke meget religiøse, men de var medlem af

den grundtvigianske valgmenighed som alternativ og modkraft til de daværende herskende indremissionske kræfter, hvor en præst havde nægtet at vie deres ældste datter med en fraskilt. Siden begrænsede de deres besøg i kirken til familiehøjtider og måske juleaften, hvor Søren da også gerne blev ude hos hestene på nabogården nedenfor kirken.

Alligevel kom de begge en del på kirkegården, for her besøgte de deres datter Gerda. Gerda havde de mistet, da hun som tiårig døde af en ondartet skarlagensfeber. Dette førte til en livslang sorg som Sine og Søren bar med sindighed.

Det er Sine selv der har plantet det lille krogede træ ved Gerdas grav hvor hun og Søren nu også ligger og deler træets skygge, som Bodil og Henry vel også kan fornemme, medens Nutte og hendes Valde må klare sig henne i kirkegårdens anden ende.

Ja så meget vides, at Sines far Kresten også blev lagt til hvile her et sted, og sådan har denne bakketop i Hørup formodentlig... på den ene og den anden måde været åndernes bolig i umindelige tider. Lige siden stenalderens schamaner i dette land opsøgte de ældste ånder under deres regndans ved bålet eller måske endda i et tempel der måske engang har ligget lige dér... eller tæt på, hvor kirken står i dag!

Hvem ved?

Efter besøget her begynder selve pilgrimsruten