1 / 8

2 / 8

3 / 8

4 / 8

5 / 8

6 / 8

8 / 8

7 / 8

Bygge og Bo

Som nogen måske fornemmer, så ser jeg med de her viste stikprøver et supplerende type slægtskab... parallelt med "blodets bånd", nemlig ved den fælles overlevelsesstrategi, måske nok anført af bondelivet men i høj grad også præget af aktiv byggeri, med mureriet og tegl i front!

For mit eget vedkommende boede jeg det halve af min barndom på Folkets Hus eller Teglgården i Struer, lige der hvor flere teglværker i tidernes morgen lå i 100 år og fødte den nye havne- og stationsby, og siden har jeg jo da også brilleret som murerlærling som den gang ved ringovnen på Trasbjerg Teglværk uden for Holstebro samt både nybyggerier og renoveringsopgaver!

Dertil kommer så mine perioder som selvstændig bygmester under firma navnet "Mur og Rum" og som udvikler og iværksætter af byggeri med soltørrede lerjordssten "Adobe" i Himalaya- og Andesbjergene!

Det synes jeg hænger meget godt sammen altsammen.

HÅRDT ARBEJDE

Tradsbjerg teglværk i Måbjerg mellem Holstebro og Struer

Et kig fra nu og tilbage var der håndværkere bønder og fiskere!

REFLEKSIONER

Fra før urtidens dybder optræder et utal af kendte- og især ukendte slægtninge.

Tradsbjerg Teglværk

Der blev ikke taget nær så mange billeder dengang som nu, og da slet ikke på arbejdspladserne, så jeg har knap et billede af murerlærlingen Lars Jørgen! Dog har jeg nedenstående hvor jeg vel er et par måneder inde i læretiden. Det er af min gamle klassekammerat fra Grindsted Kost & Realskole, Søren Johnsen fra Sønder Felding! Vi mødtes ved et tilfælde på murerforskolen i Herning Tekniske Skole, hvor vi begge kom tilrejsende med tog hver dag, og jeg fra Holstebro!

Vi følte os rigtig oven på begge to! Det hvide murertøj havde fra dag ét boostet vores identiteter som murere, og vi fandt hurtig ud af at understrege det yderligt men anskaffelse af rigtige murertræsko, den tids sikkerhedsfodtøj også kaldet "bazartræsko". De var skåret ud af et stykke træ, således at hele foden var omkranset af træ, hvad der beskyttede fødderne mod nedslag af petringer når man eksempelvis huggede trekvarter! Jo, vi lærte også et gammelt fagsprog, som at et murværk oftest bestod af synlige kopper og løbere... det betyder den korte og den lange side af en mursten på henholdsvis 11 og 23 cm.

Man købte sine bazartræsko hos en træskomager, der havde værksted og bolig i et lille tæt kvarter hvor der i dag er indre omfartsvej lidt vest for det lille bomhus på Sønderland i Holstebro. Han havde de rå sko liggende udhulede på en hylde, og der fandt man så frem til de "måske egnede" som man så prøvede sig frem på. Når så der var en der passede nogenlunde, så tog han mål af foden og dens skævheder og bad en om at komme igen nogle dage senere, så havde han med et huljern tildannet hulrummet så det så godt som passede til foden. Ja, og så blev man ellers anbragt på en taburet medens han hulede videre med sit jern, der hvor der lige var brug for lidt mere plads, alt medens han fortalte saftige bramfri historier fra kvarterets barndom... det var rigtige voksenfortællinger som, man næppe slap godt fra at servere nu om dage hvor alt er blevet så sippet!

Samtidig, indtil 1913 var min, Jørgens, morfar Søren Erik Jakobsen tilsvarende teglværksarbejder på Vinderslev Teglværk i Almtoft nær Kjellerup.

Herefter købte han et lille husmandssted i Dalsgaard, Hørup sogn (Kjellerup), godt hjulpet af sin svigerfar Kresten Nielsen... mangeårig daglejer på Aunsbjerg.

Indtil 1916 var Grethes farfar Andreas Martin Jensen eksempelvis teglværksdirektør på Ernestinehof, Stargard i Pommern.

Efter første verdenskrig vendte han hjem og købte først Bjerager Hovgaard ved Odder for senere i 1924, at skifte og

blive godsejer på Agersbøl Gods nær Lindved og Øster Snede.

På samme tid stred, Grethes, oldefar Mads Ørum Jensen Madsen sig gennem tilværelsen som far til 14 børn og som kystfisker fra Ferring Strand.

I et ukendt antal generationer, skiftevis ved navnene Mads Jensen og Jens Madsen, havde familien været forankret i det lille bosted Ørum nord for Ferring.

Disse fiskere var ekstremt nøjsomme folk og havde i århundrede levet langs den Jyske vestkyst... først i simple spændhuse bygget af strandingsgods og flettede og lerklinede grene, indtil tiden bragte dem små simple teglværk, der både i de små fiskerlejer og på de enligt liggende gårde gjorde folkene i stand til, ved egen hjælp, at kunne brænde teglsten til byggeri af både de små og store huse der i århundreder har prydet de jyske landskaber

Den gode Mads Ørum byggede sig dette fiskerhus i havstokken ved Ferring Strand, hvor han også opfostrede 14 børn!

Længere inde i landet, på den store Alhede og de andre store jyske hedesletter var det mine forfædre der huserede, og allerede længe før teglstenen havde de, ligeledes med udgangspunkt i det ældgamle spændhus, forlængst udviklet de klassiske danske længehuse med saddeltage og hvalmede gavle.

Mange steder på Alheden og der omkring indledtes en bosættelse ofte med opførelse af et selvbygget såkaldt spændhus... verdens ældste længehus, som selv neanderthalere menes at have anvendt helt tilbage for 400.000 år siden! Næste udviklingstrin kunne så være lerklinede bindingsværkshuse, men gradvist udviklede man på dette grundlag så det rene stenhus, dels med naturlige granitsten fundet på markerne eller senere hugget i diverse sandstensblokke alt sammen inspireret af metoder anvendt ved byggeriet af de udbredte landsbykirker.

Blandt fattige bønder kunne det nogen steder knibe med at skaffe granitsten, men så kunne det i stedet hænde, at man fandt lokale forekomster af kalksandsten, eller som vist herover fra Ikast kanten... at man anvendte blokke af jernholdigt myremalm!

Nå, så tror jeg da lige vi er inde og se til en af mine kæpheste, nemlig almuens bygningskultur. Den har indtil vor tid været noget smukkere og mere afballanceret end nogen anden arkitektur, takket være nøjsomhed og simpelthen datidens begrænsede adgang til egnede byggematerialer... ikke minst i landområderne.

Nutidens bygningsæstetik synes at være gået i total selvsving og har bevæget sig fra generelt, at have været fine kollektive vartegn til nu blot at være grimhedens banner for menneskenes opblæste og ukontrollable dårlige smag.

To håbefulde murerlærlinge i Herning 1962 sammen med en af den tids kampagneannoncer fra murerfaget for en meningsfuld fremtid!

Træskoene blev færdige... passede godt, og blev forsynet med en læderkant til beskyttelse af vristen... og murerlivet tog fart og...! Jeg havnede i ringovnen ude på det gamle teglværk i Tradsbjerg for sammen med en anden murer at bygge en sektion af det gamle hvælv op med anvendelse af tusinder og atter tusind af mursten i det kraftige murværk!

På det tidspunkt anede jeg intet om, at op- eller rettere henmuring af hvælv ville få hovedrollen i mit livs guldalder i Ladakh og Bolivia... altid 4.000 meter oppe blandt verdens højeste bjerge i Himalaya og Andes. Nej, jeg havde mere fokus på livet på teglværket, som ellers lå stille hen, grundet en længere julepause medens reparationer og udskiftningen af hvælvet stod på.

Teglværket, vist øverst herover, var gammelt og kæmpestort med masser af bygninger domineret af tørrelader og jeg ved ikke hvad og så den gamle ovn der lå og skuttede sig inde midt i det hele! En fem seks mand skulle lave mørtel og forsyne os med sten, og de gik rundt som et pantomime teater i det støvede kompleks medens trillebørerne knirkede og deres ånde konstant dannede store tågeskyer der dansede i de kolde solstriber der fandt ind gennem utallige åbninger i tage og åbne porte! De så rundbøjede og tavse ud, som ventende på deres skæbne... eller bare på juleaften! En af dem var kun et år ældre end jeg, men havde allerede to børn som han talte stolt om, hvor jeg straks genkendte duften af skrå, som også min bedstefar Søren altid tyggede på. I den åbne mund var der ikke en tand at se!

Til trods for, at der var lige så iskold som i resten af de forhutlede bygninger tøede folkene overraskende op i frokostrummet efterhånden som mellemmaderne fra de obligatoriske blikæsker som de fleste af os brugte. En pegede ud af et vindue hvor man kunne se et lille landarbejderhus langt ude. Huset var bygget engang for længe siden. Det var bygget af en tidligere teglværksarbejder, der grundet et væddemål eller noget andet tilfældigt, havde fået teglværksejeren til at give manden håndslag på, at han hver dag, så længe byggeriet varede, kunne tage lige så mange mursten med sig hjem, som han kunne stable på sin cykel! Manden har nok været vellidt af chefen, for hver mursten kostede immervæk noget der lignede 20 øre i fri handel. Ikke så ringe endda, når man tænker på at arbejdernes timeløn nok har været ca. 4 kroner ligesom min egen lærlingeløn var 86 øre eller 38,70 kroner om ugen for 45 timer... 5 dage på hverdagene og 5 timer om lørdagen!

LIDT OM FORFÆDRENES ARBEJDE

Tradsbjerg var mit første direkte forhold til et teglværk, teglværker som dengang stadig lå tæt i landskaber hvor der var ler i undergrunden. På forunderlig vis rækker denne oplevelse så også bagud blandt både fruens og egne forfædre, som i flere tilfælde også var knyttet til fremstilling og anvendelse af tegl. Det vil jeg komme ind på hist og her på mit websted. Herunder vil jeg dog lige dvæle lidt ved et par eksempler for et par af vore bedstefædre, og så også lidt om af slægtens store tilknytning til landbrug og fiskeri.

Grethes farfar Andreas Martin Jensen