1 / 11
2 / 11
3 / 11
4 / 11
5 / 11
6 / 11
7 / 11
9 / 11
8 / 11
10 / 11
11 / 11
Nielsine Jakobine Nielsen 1891 og Søren Erik Jakobsen 1888
Præsentation
Velkommen hos stamparret
SINE OG SØREN
⚫️
MALKEPIGEN OG ARBEJDSMANDEN
Sine (1891-1982) og Søren (1888-1982) blev gift d. 3. marts 1913
Stamparret og udgangspunktet for denne slægtsfortælling er mine salige bedsteforældre Sine og Søren Jakobsen. De var begge, som 80% af Danmarks befolkning dengang, født og opvokset på landet! Begge havde desuden det til fælles, at de havde mistet deres mor... som henholdsvis 7 og 10 årig.
Sine blev født i et lille landarbejderhus i Højbjerg, Lysgård Herred, Viborg Amt som den yngste af to søstre. Forældrene Kresten og Mette Marie Nielsen var tilflyttere... han fra Bjerregrav, Sønderlyng Herred, Viborg Amt og hun fra Kousted Sogn i Nørhald Herred, Randers Amt.
Opvæksten i Højbjerg var for Sine opdelt i et før- og et efter- morens død som blot 39årig, da Sine netop havde fyldt syv år. Da blev hun anbragt hos fremmede som et arbejdende plejebarn. Dette var hårdt for den lille pige men hindrede dog ikke, at hun også knyttede sig tæt til familien ovre på Randers- egnen hvor hun siden, blandt andet blev vakt af den socialdemokratiske bevægelse! Straks efter konfirmationen arbejdede hun som malkepige og som ung pige i huset på diverse gårde samt hos et herskab i Viborg. Dette og hendes politiske engagement gav hende en god stil af ung styrke trods hendes ellers naturligt ydmyge væsen!
På et tidspunkt hvor hun arbejdede på en gård i Astrup i Hinge Sogn, kørte der af og til en hestevogn forbi med en rank hærdebred ung mand ved tømmerne. Det var Søren der ved en særlig anledning, hvor Sine hængte vasketøj til tørre ud mod vejen ved gården, var ved at dreje hovedet af led for at nyde synet af den vakre unge kvinde! Ja, det medførte selvfølgelig, at han endte i grøften med heste, vogn og hele læsset af gods, bestemt for gården Rotterdam i Midstrup, Levring Sogn, hvor han på dettte tidspunkt var staldkarl.
Søren blev født i Funder, Hids Herred, Viborg (Silkeborg) som det fjerde barn blandt 10 helsøskende og efterfølgende 3 halvsøskende. Forældrene Andreas Jacobsen og Ane Marie Sørensen havde først boet ude på Gjern-egnen hvor han havde arbejdet som murer. Der fik de en søn og to døtre i de første seks år af deres ægteskab... medens de, da det kom til Sørens fødsel, havde købt en lille landejendom eller husmandssted på Funder Nørhede ikke så langt fra Andreas barndomshjem på Thorning Vestermark, Thorning Sogn, Lysgård Herred, Viborg... og endnu nærmere Ane Maries forældre i Hauge, Vinderslev Sogn, Lysgård Herred, Viborg Amt.
Om Sørens opvækst i Funder Nørhede forlyder der ikke meget... men dog ved vi, at familien efter ti år i Funder blev meget påvirket af moren Ane Maries tidlige død... et halvt år efter sin seneste og tiende barnefødsel i 1898. Da opstod der en delvis opløsning af hjemmet, hvorfra de største af de hjemmeboende børn blev fordelt hos familie og gode folk i omegnen, og således, at den nu 10årige Søren endte som plejebarn hjemme hos sine morforældre i Hauge. Han var opkaldt efter morfaren Søren Eriksen og denne sørgede nu for, at Søren blev mester i at køre med stude og at trække dyr til- og fra marked i Silkeborg.
Huset lå uden for "lov og ret", i den yderste sydøstlige krog af ejerlavet Almtoft hvor eneste adgang til drikkevand var et mosehul i nærheden. Dog var det i gangafstand fra teglværket hvor Søren arbejdede, og de blev der i 9 år og fik deres næste datter Anna i 1917 før de var heldige at kunne købe et lille husmandssted ovre i naboejerlavet Dalsgaard. Skiftet kom ikke helt belejligt... for Sine var nu højgravid med parrets første søn Henry, der da også blev født nærmest på dørtærsklen midt under indflytningen samme dag, den 1. april 1922.
Med den nye tilværelse som husmandsfamilie steg optimismen muligvis! I hvert fald kom nu også flere børn til anført af døtrene Krista, min mor, i 1924 og Gerda i 1927 hvortil kom sønnen Erik i 1929 og datteren Bodil i 1932.
Husmandsstedet var oprindeligt et standard landarbejderhus men var siden, under påvirkning af husmandsbevægelsen, blevet udvidet med en vinkelret ladelænge... og der blev de i 38 år indtil de som pensionister i 1960 rykkede til et fint klassisk murermesterhus midt i Kjellerup.
Til sidst gik turen til Plejehjemmet Fuglemosen i 1978 og endelig sluttede Sine og Sørens fortælling på kirkegården i 1982.
Bemærk, at man kan orientere sig om parrets skitserede hjemstavn og følge deres bevægelser på webstedets delafsnit:
Sine og Søren Ca. 1910 og 1980.
Ja her har vi så parret i deres unge og gamle dage
De får lige lov til at stå et øjeblik!
Indledningen om "malkepigen og arbejdsmanden" gennemgår skematisk Sine og Sørens liv... hver for sig og sammen! Dette hvad angår ophav, fødsel og død samt fixpunkter fra det levede liv. Skal man imidlertid danne sig et mere fyldestgørende billede af parret og deres tider og steder kan man selvfølgelig altid gå tættere på dem via øget fokus på ...
kultur, slægt, geografi og historie...
Ja, og det er så hvad jeg vil forsøge at indlede med lige her i dette afsnit, og drypvis nok også komme ind på fremover, når andre fortællinger krydser deres vej!
Hele vejen rundt tilhører- og er Sine og Søren den jyske almue... og det i særlig grad som en del af den landlige almuekultur, hvor de efter en tid i ungdommen som tyende på forskellige gårde, og for Sines vedkommende også i e t par borgerhjem, slog pjalterne sammen og boede en tid hos Sines far Kresten medens de med byggede, også med hans hjælp, byggede sig et landarbejderhus i det fjerneste hjørne af Hørup sogn i den sydøstligste spids af ejerlavet Almtoft!
Dette blev på sin vis en succes! Søren havde fået arbejde på Vinderslev Teglværk godt en kilometer mod vest, og mon ikke han kunne købe sine mursten der til en overkommelig pris! Sørens far Andreas var lidt af en altmuligmand og herunder både bonde og kampestensmurer, men der er nu ikke forlydender om, at han har deltaget i byggeriet... kun vides det, at det ikke var Søren selv der byggede huset! Ved siden af jobbet som teglværksarbejder har han sikkert fungeret som murerarbejdsmand sammen med svigerfar Kresten, der også var den der på lånebasis hjalp lidt eller meget med økonomien! Det har han muligvis været i stand til, som far til kun to piger... mod Andreas, der jo havde hele tretten børn! Seks drenge og syv piger.
Kresten har muligvis også boet i Almtoft! I hvertfald blev de to ældste døtre Meta og Anna begge født i Almtoft, således at Meta kom til verden medens Sine og Søren boede i hjemmet hos Kresten, hvorefter arbejdet med at bygge blev indledt. Sådan tror jeg de fik lagt grundstenene til familien, men andre forløb kan tænkes... min fortolkning er muligvis farvet af min egen start på ægteskab og børn, hvor vi boede hos Grethes mor i 4 måneder før vi dog lige netop nåede, at flytte i lejlighed ti dage før vi modtog vor førstefødte Jacob med storken!
Det var altså nok en udbredt nødløsning på denne måde, at blive støttet af forældrene, når det endelig gjalt. Men på den anden side var det jo altså heller ikke en fri "tag selv løsning". Det lå i luften, at man skabte sit eget hurtigst muligt, og det var der ingen der så noget forkert i! Tværtimod gjorde man også en dyd ud af at "klare sig selv", og ikke mindst i almuen optjente man anerkendelse fra omgivelserne ved at demonstrere sine arbejdsevner i så henseende.
For Sine var det en selvfølge at vise sit værd som husmor, der dengang var et omfattende og hårdt arbejde medens det var mere enkelt omend også hårdt for Søren, at gå hen på det lokale teglværk som teglværksarbejder i kombination med driften af selvforsynende aktiviteter omkring det lille landarbejderhus.
Sine mistede sin mor som 7årig hvor hun gik ud på landsbygaden i Højbjerg og proklamerede: "Mi mur æ dø, å a hå fån hinne søjskrin, å den hå mi søste tawn!".
Siden kom hun ud at tjene, og så skulle der malkes, gøres rent og vaskes tøj!
Søren mistede sin mor som 10årig og blev sendt ud med studene hos sin morfar!
Siden fik han sit eget husmandssted og supplerede med at køre med mælk.
Billeder og kollager er af Hans Andersen Brendekilde, Erik Raadal og anonyme fotos fundet på nettet.
Sine og Søren blev gift i 1913 et halvt års tid før begyndelsen af 1. verdenskrig. Da var Søren teglværksarbejder på Vinderslev Teglværk lige på kanten til Almtoft i Hørup Sogn. Måske boede de i starten af ægteskabet hos Sines far Kresten... det vides ikke helt, men helt sikkert fødte Sine deres første datter Meta 13 dage efter brylluppet, og derfra var det ham, der både økonomisk og praktisk hjalp dem med at bygge og at få bygget deres første hjem! Det blev et typisk dansk landarbejderhus... et længehus med menneskene boende mod vest og dyrene mod øst, helt som man også byggede i jernalderen og vel helt tilbage i stenalderen! Dog var deres hus bygget af mursten og tækket med tagpap, og ikke af kampesten med lerklinede skillevægge og tækket med lyng og strå.
Der er i sandhed sket meget siden Sine sad bag en ko i staldene og Søren gravede i leret på teglværket. Det svimlende hvad der har udviklet sig på godt og ondt siden, for ikke at glemme det sikkert meget vildere der er i vente! Helt nye tendenser er på vej, hvis ellers vi slipper for verdenskrig grundet russisk fascisme og islamistisk fanatisme, sådan som det truer med lige nu! Det har vakt en krigsangst der uventet er ved at overdøvet en ellers hysterisk global klimaangst, hvor tilsyneladende historieløse vestlige majoriteter længe har opført sig som politiske flagellanter i en indbildt klimakamp hvor jeg føler mig totalt isoleret i såvel familien som min bekendtskabskreds! Så godt som alle labber ukritisk den vanvittige klimaopstandelse i sig, og fup og fidus siger jeg og forsøger forgæves, at fortælle om de kosmiske energier der for mig logisk yder uendeligt langt større på klimaet end vi mennesker evner at fatte.
Det er ligesom med ham der Gud!.. jo jeg har prøvet det før! Allerede som 7årig da jeg i skolen, for første gang, mødte den altomfattende gudfrygtighed! Instinktivt troede jeg heller ikke på den historie! Og da slet ikke efter at, jeg havde bygget et fugleskræmsel som jeg bad til hvorefter der bare ikke skete noget som helst... trods at den slags var direkte imod et af de ti bud
"Du må ikke have andre guder"!
Jeg forelagde mine opdagelser for min bedstemor Sine, og hun advarede mig mod at være alt fo sikker, men at det også var i orden, at jeg var skeptisk over for religion og religiøse regler... blot skulle jeg vide, at enhver er salig i sin tro, og at dette ikke er så galt endda! Dette rokkede dog ikke ved min mistro mod de "hellige". Tænk bare på Abraham, der under religiøs påvirkning var parat til at dræbe sin egen søn Isak! Der stod jeg helt af og glædede mig i stilhed over, at jeg da heldigvis var faderløs.
Umiddelbart findes der for mig kun én overmenneskelig magt, og det er "naturen" og med den sker der intet planlagt... alt er tilfældigt!
Det er så min tro...!
...og min forkynder eller kilde er primært mine egne oplevelser og deraf følgende erfaringer, men jeg lader mig også gerne belære af videnskaben, uden dog på noget tidspunkt at glemme, at tage mit gamle fugleskræmsel i ed!
Således også i forhold til klimadiskussionen! For det er da muligt, at der er for meget såkaldt CO2! Men hvad så? Klimaet er jo et dynamisk fænomen og har i milliarder af år bevæget sig op og ned på alle parametre, alt medens kloden ellers, uden færdselsregler, har rokeret rundt på sine tektoniske plader... så voldsomt endda, at et landskab som Grønland engang i tidernes morgen kunne lokaliseres på den sydlige halvkugle, alt medens istiderne i nye milliarder af år kom og gik med temperaturforskelle der får de aktuelle klimaforandringer til at minde om et åbent vindue en stund en sommernat! Halo! Jeg siger det igen! Man har glemt Kosmos? Kosmos forstået som den essentielle natur- eller urkraft der uden for menneskets forstand overgår summen af alle andre kræfter.
Jo, det kan vække undren! Men så er det jo godt, at der stadig kan være brug for både en præst og en filosof!
Sine og Søren havde deres rødder i det midtjyske! Men derudover rakte trådene også til slægtninge og forfædrene ude i alle verdenshjørner, helt som også vi efterfølgende generationer farer rundt længere og længere ude i landet og i verden... men alt i alt fylder det midtjyske dog stadig meget eller mest i erindringerne hos, i det mindste, de ældste af os nulevende efterkommere og vi har selvfølgelig alle vore, om end forskellige og individuelle oplevelser, af Sine og Sørens hjemstavn.
Personligt føler jeg, i det mindste åndeligt, et vældigt tilhør til dette midtjyske område, og jeg har da også slægtsrelationer i de fleste kroge på Alheden etc., men reelt har jeg altid været en fremmed på de kanter! Født i Aarhus og udover Risskov, Dalsgaard, Frederiksdal og Himmelbjerget opvokset i Fasterholt, Skarrild, Løkken, Lemvig og Struer i Vestjylland for ellers over Kongenshus på Alheden og en Kostskole i Grindsted og læretiden som murer i Holstebro, at vende tilbage til Aarhus og omegn... i godt godt 20årsalderen!
Derfor er det nok mere som en udefra kommende indimellem på gæsteophold, end som en indfødt midtjyde af den uldne slags, at jeg herefter kaster mig over at beskrive såvel mine bedsteforældres Hjemstavn som også den Pilgrimsrute i det gamle landskab som jeg har sat sammen som ledetråd for mit minde om alt det der var engang og som nu bare synger på sidste vers! Før end endnu en ny verden og nye mennesker overtager de gamle spor og holdepladser!
Efter Dalsgaard tilbragte Sine og Søren deres otium i Kjellerup, hvor deres hjem fortsat var rasteplads for de yngre børnebørn.
Juster det her! Næste sider:
På de næste sider følges op med en nærmere introduktion af afsnittet om "Jakobsen og Nielsen" stammerne, samt et galleri med impulsive billedlinks og en mere præcis indholdsfortegnelse for samme område.
Ja se selv nærmere, for så følger alt om Slægten, Familien, Hjemstavnen, Sognet, Omegnen, Udkanten og som nævnt Pilgrimsruten.
Se evt. først et.
Intro
Barnebarnet Rikke ser betænkelig ud ved den behandling der overgår den søde høne, der lige før spankulerede rundt i haven bag aftægtshuset!
Anderledes afslappet accepterer det yngste barnebarn Søren Erik Jakobsen at blive båret på sin bedstefar og navnebror Søren Erik Jakobsens knæ!
I Sines gemmer lå et postkort med Fritz Henningsens skildring af fattigdommen for efterladte kvinder i Sørens fødselsår 1888, hvortil jeg har føjet verdens bedste pressefoto 2024 af Mohammed Salem... bare for evighedsskyldens skyld!
Forstå det nu "Hvordan undgår vi nu lige den slags motiver fremover?"
...og i kolonnerne her følger vi så den lille familie fra landarbejderboligen i Almtoft i ungdommen over husmandsstedet i Dalsgaard i familiens guldalder og videre til aftægtsboligen i alderdommen i Kjellerup.
Snip snap snude
På en måde var det en helt ny landbokultur der havde formet sig, og som på en gang havde organiseret den ikke formuende befolkning og samtidig havde højnet faglig stolthed og praktisk fællesskab blandt dem! Sine og Sørens tilhør blandt almuen var desuden i skøn samkvem med såvel deres nærmeste- som fjerneste forfædre... gennemgående bestående af landarbejdere, håndværkere og lokale handelsfolk af den slags, som i den sidste ende alle har dannet bund for udviklingen af det danske velfærdssamfund. Alt dette vil jeg forsøge at komme ind på i de kommende kapitler og emner under delafsnittene
Apropos velfærdssamfund nåede de to da også selv at smage frugterne heraf i deres sidste år. Det var ganske vist begrænset hvor meget støtte der direkte kom dem og deres børn og vi børnebørn tilgode! Alle har vi set det som en uomgængelig udfordring at klare os selv! Men det er da hændt at nogen har måttet tage imod, men vigtigst har dog været sikkerhedsnettet!
Når jeg taler om socialdemokrat så taler jeg ikke som sådan om medlemskab af partiet eller den slags! Det er sindelaget der tænkes på, og det herskede overalt i familien... bare ikke hos min mor! Hun var en særdeles "selvstændig" størrelse allerede som 12årig, hvor hun på eget initiativ skaffede sig et job som opvasker etc. på en udflugtsrestaurant ved Hinge Sø tæt på hjemmet! Hun var og blev sin egen herre uden tanke for, at nogen skulle støtte hende endsige blande sig i hendes anliggender. Ellers var hendes og hendes søskendes liv i ungdommen stærkt påvirket af den tyske besættelse og den generelle udvikling væk fra landlivet i tiden der fulgte. Alle fandt således deres solide hylde rundt omkring i samfundethvor kun den ældste søn Henry blev ved landbruget hvor de øvrige i høj grad gik valgte servicefag af såvel privat som offentlig karakter med den yngste datter Bodil som markant frontkæmper for den moderne velfærdsstat og især beskyttelsen af unge kvinders rettigheder, primært som socialrådgiver og pioner inden for Mødrehjælpen!
Lige nu, hvor Kong Frederik X. netop er kronet, er de alle døde forlængst, medens min generation er de nye bedsteforældre, medens det er Sine og Sørens oldebørn der sidder ved rattet i samfundet
Det vil sige, at vi befinder os i hundredåret 2024 efter min mors fødsel, og det er Sine og Sørens tipoldebørn der har invaderet universiteterne eller har sat sig i samfundets førersæder medens de første tiptipoldebørn er ved at sparke gang i livet! Og ja, som i samfundet omkring os, er der nu ikke en eneste af os der er daglejer eller malkepige! Men almuen eller middelklassen tilhører vi stadig alle, og på den måde udgør almuen sådan set også stadig 80% af befolkningen!
Også selvom slægtens nye akademisk uddannede generationer på papiret ligner en regulær overklasse. Eksempelvis er mine tre ældste børnebørn nu universitetsuddannede henholdsvis som teolog, datalog og filosof, uden at nogen af dem reelt har opnået mere indflydelse eller status i samfundet end deres almueforfædre! Ja, og de sidste to børnebørn vil med al sandsynlighed følge i nogenlunde samme spor! Også selvom der umiddelbart er mere brug for unge der ville være en murere, kogekoner eller andre praktiske folk!
Betagelsen af de høje uddannelser er dog lidt i aftagelse nu, efterhånden som produktionsforholdene alle vegne i arbejdslivet er i så rivende udvikling, at udfordringerne og pengene er mindst lige så gode både her som der. Under alle omstændighede vil det da glæde mig om en af mine efterkommere en dag vælger murerfaget... ja, det giver faktisk et ganske opbyggeligt liv! Og skulle lysten melde sig, kan man stadig senere uddanne sig til arkitekt!
Nu må ingen tro, at jeg alligevel på en eller anden måde tyr til hverken religiøs eller politisk dårskab! Nej, jeg ihukommer bare min bedstemor Sines ord om det menneskelige behov for salighed, hvor jeg anerkender mine medmenneskers ret til at søge trøst hvor de kan, alt medens jeg kæmper videre for et alt dominerende sekulært verdenssamfund, hvor enhver form for overtroisk- eller politisk totalitær dominans holdes i ave til fordel for klare såvel gamle som nye humane demokratiske principper!
Det er svært, det ved jeg! Ja det er måske oven i købet en strategi af Sisyfoske dimensioner! Men er der en vej udenom? I min periode siden 2. verdenskrig til nu, er Israel et fremherskende eksempel på at skabe et "Paradis på Jord", bygget over koncepter for "kærlighed og sociale økologisk bæredygtige kibbutzer"... og hvad har vi i dag? Ulovligt anbragte, bevæbnede rockerborge gennemvædet af hadsk religiøs intolerence på tværs og til gavn for ingen!
Hov... hoppede kæden lige af her, med al den eksistentielle snak? Måske! Men det var altså Sine, min bedstemor, jeg førte barndommens samtaler med om liv og død etc! Den slags var Søren varsom med! Min bedstefar foretrak, uden ord at demonstrerede hvordan man støt og roligt kunne komme gennem tilværelsens udfordringer, ved at løse dem fra en ende af... bare noget så enkelt som, uden et kny, at kunne se og nå enden på en roemark med et hakkejern! Ingen af de to var alvorligt religiøse og omkvædet var som nævnt altid, når bølgerne rejste sig, at "enhver er salig i sin tro", og sådan blev jeg fritænker... med focus på FRIHED og SOLIDARITET, men liberalt og langt uden om proletariatets eller bare det godes diktatur!
Kulturen omkring og efter det unge par
Livet for Sine og Søren var fra starten således ret så krævende... men det var også løfterigt! En af de vigtigste betingelser for succes lå jo i deres egne hænder. De var på den gode måde deres egen lykkes smed, og var da heller ikke sene til at springe til da de knap en halv snes år senere fik mulighed for at købe et lille husmandssted på 11 tønderland i Dalsgaard lige i nærheden, og på denne måde komme aktivt med i den nu omsiggribende husmandsbevægelse!
Dels var det en naturlig udvikling af det liv de allerede var igang med, og dels var de vakt af den socialdemokratiske tanke om fællesskab og retfærdighed, hvor alle skulle sikres et rimeligt liv med sikkerhed for at kunne opnå de nødvendigste basale vilkår for at kunne leve med værdighed og respekt... kort sagt! De tilsluttede sig socialdemokratiet, dengang dette var landets første og eneste repræsentant for almuens interesser.
Her har vi lige et lille hjørne af Sine og Sørens efterkommere 2024. Uddannelserne er nu højere og ydmygheden mindre!