1 / 8

2 / 8

3 / 8

4 / 8

5 / 8

6 / 8

8 / 8

7 / 8

(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)

Nielsine Jakobine Nielsen 1891 og Søren Erik Jakobsen 1888

Præsentation

Velkommen hos stamparret

SINE OG SØREN

⚫️

MALKEPIGEN OG ARBEJDSMANDEN

Sine (1891-1982) og Søren (1888-1982)  blev gift d. 3. marts 1913

  

Stamparret og udgangspunktet for denne slægtsfortælling er mine salige bedsteforældre Sine og Søren Jakobsen. De var begge, som 80% af Danmarks befolkning dengang, født og opvokset på landet! Begge havde desuden det til fælles, at de havde mistet deres mor... som henholdsvis 7 og 10 årig.

Sine blev født i et lille landarbejderhus i Højbjerg, Lysgård Herred, Viborg Amt som den yngste af to søstre. Forældrene Kresten og Mette Marie Nielsen var tilflyttere... han fra Bjerregrav, Sønderlyng Herred, Viborg Amt og hun fra Kousted Sogn i Nørhald Herred, Randers Amt.

Opvæksten i Højbjerg var for Sine opdelt i et før- og et efter- morens død som blot 39årig, da Sine netop havde fyldt syv år. Da blev hun anbragt hos fremmede som et arbejdende plejebarn. Dette var hårdt for den lille pige men  hindrede dog ikke, at hun også knyttede sig tæt til familien ovre på Randers- egnen hvor hun siden, blandt andet blev vakt af den socialdemokratiske bevægelse! Straks efter konfirmationen arbejdede hun som malkepige og som ung pige i huset på diverse gårde samt hos et herskab i Viborg. Dette og hendes politiske engagement gav hende en god stil af ung styrke trods hendes ellers naturligt ydmyge væsen!

På et tidspunkt hvor hun arbejdede på en gård i Astrup i Hinge Sogn, kørte der af og til en hestevogn forbi med en rank hærdebred ung mand ved tømmerne. Det var Søren der ved en særlig anledning, hvor Sine hængte vasketøj til tørre ud mod vejen ved gården, var ved at dreje hovedet af led for at nyde synet af den vakre unge kvinde! Ja, det medførte selvfølgelig, at han endte i grøften med heste, vogn og hele læsset af gods, bestemt for gården Rotterdam i Midstrup, Levring Sogn, hvor han på dettte tidspunkt var staldkarl.

Søren blev født i Funder, Hids Herred, Viborg (Silkeborg) som det fjerde barn blandt 10 helsøskende og efterfølgende 3 halvsøskende. Forældrene Andreas Jacobsen og Ane Marie Sørensen havde først boet ude på Gjern-egnen hvor han havde arbejdet som murer. Der fik de en søn og to døtre i de første seks år af deres ægteskab... medens de, da det kom til Sørens fødsel, havde købt en lille landejendom eller husmandssted på Funder Nørhede ikke så langt fra Andreas barndomshjem på Thorning Vestermark, Thorning Sogn, Lysgård Herred, Viborg... og endnu nærmere Ane Maries forældre i Hauge, Vinderslev Sogn, Lysgård Herred, Viborg Amt.

Om Sørens opvækst i Funder Nørhede forlyder der ikke meget... men dog ved vi, at familien efter ti år i Funder blev meget påvirket af moren Ane Maries tidlige død... et halvt år efter sin seneste og tiende barnefødsel i 1898. Da opstod der en delvis opløsning af hjemmet, hvorfra de største af de hjemmeboende børn blev fordelt hos familie og gode folk i omegnen, og således, at den nu 10årige Søren endte som plejebarn hjemme hos sine morforældre i Hauge. Han var opkaldt efter morfaren Søren Eriksen og denne sørgede nu for, at Søren blev mester i at køre med stude og at trække dyr til- og fra marked i Silkeborg.

Huset lå uden for "lov og ret", i den yderste sydøstlige krog af ejerlavet Almtoft hvor eneste adgang til drikkevand var et mosehul i nærheden. Dog var det i gangafstand fra teglværket hvor Søren arbejdede, og de blev der i 9 år og fik deres næste datter Anna i 1917 før de var heldige at kunne købe et lille husmandssted ovre i naboejerlavet Dalsgaard. Skiftet kom ikke helt belejligt... for Sine var nu højgravid med parrets første søn Henry, der da også blev født nærmest på dørtærsklen midt under indflytningen samme dag, den 1. april 1922.

Med den nye tilværelse som husmandsfamilie steg optimismen muligvis! I hvert fald kom nu også flere børn til anført af døtrene Krista, min mor, i 1924 og Gerda i 1927 hvortil kom sønnen Erik i 1929 og datteren Bodil i 1932.

Husmandsstedet var oprindeligt et standard landarbejderhus men var siden, under påvirkning af husmandsbevægelsen, blevet udvidet med en vinkelret ladelænge... og der blev de i 38 år indtil de som pensionister i 1960 rykkede til et fint klassisk murermesterhus midt i Kjellerup.

                  Til sidst gik turen til Plejehjemmet Fuglemosen i 1978 og                        endelig sluttede Sine og Sørens fortælling på kirkegården i 1982.

Bemærk, at man kan orientere sig om parrets skitserede hjemstavn og følge deres bevægelser på webstedets delafsnit:

Hjemstavnen og Pilgrimsruten

Sine og Søren Ca. 1910 og 1980.

Ja her har vi så parret i deres unge og gamle dage

Den får lige lov til at stå et øjeblik!

Indledningen om malkepigen og arbejdsmanden gennemgår skematisk Sine og Sørens liv... hver for sig og sammen! Dette hvad angår ophav, fødsel og død samt  fixpunkter fra det levede liv. Skal man imidlertid danne sig et mere fyldestgørende billede af parret kan man gå tættere på via øget fokus på ...

kultur, slægt, geografi og historie...

Ja, og det er hvad jeg så vil forsøge at indlede lige her og fremover i dette afsnit!

Hele vejen rundt om Sine og Søren tilhører de almuen og almuekulturen, og i særlig grad almuekulturen på landet i hvilken sammenhæng, deres tids husmandsbevægelse er indgået som en væsentlig faktor. Det vil sige, at det for deres generation var en dyd at arbejde hårdt og derved selv at tjene føden! Dette, samtidig med at de også stod på mål for tanken om fællesskab og retfærdighed, hvor alle skulle sikres et rimeligt liv med de nødvendigste basale vilkår for at kunne leve med værdighed og respekt... kort sagt! De tilsluttede sig socialdemokratiet, dengang dette var landets første og eneste repræsentant for almuens interesser.

Deres tilhør blandt almuen var desuden i skøn samkvem med såvel deres nærmeste- som fjerneste forfædre... bestående af landarbejdere, håndværkere og lokale handelsfolk af den slags, som alle har dannet bund for udviklingen af det danske velfærdssamfund, som de to da også selv nåede at smage frugterne fra i deres sidste år. Det var ganske vist begrænset hvor meget støtte der direkte kom dem og deres børn og vi børnebørn tilgode! Alle har vi set det som en uomgængelig udfordring at klare os selv! Men sikkerhedsnettet var der jo!

Blot blev min mor aldrig socialdemokrat! Hun var "selvstændig" allerede som 12årig... hun var og blev sin egen herre. Ellers var hendes og hendes søskendes liv i første omgang stærkt påvirket af den tyske besættelse og den generelle udvikling væk fra landlivet i tiden der fulgte. Alle fandt imidlertid deres solide hylde rundt omkring i samfundet... og i høj grad var velfærdssamfundet et tryghedsskabende sikkerhedsnet for familien og vi de nærmeste efterkommere!

Lige nu, hvor Kong Frederik X. netop er kronet, er det så Sine og Sørens oldebørn der sidder ved rattet i samfundet, medens det er tip- og tiptipoldebørnene der løber ved siden af og gør klar til at komme med på vognen! Og ja, som i samfundet omkring os, er der nu ikke en eneste af os der er daglejer eller malkepige! Men almuen eller middelklassen tilhører vi alle stadig... og den udgør sådan set også stadig 80% af befolkningen! Også selvom slægtens nye akademisk uddannede generationer på papiret ligner en regulær overklasse. Eksempelvis er mine tre ældste børnebørn nu universitetsuddannede henholdsvis som teolog, datalog og filosof med hang til statskundskab, uden at nogen af dem reelt har opnået mere indflydelse eller status i samfundet end deres almueforfædre! Ja, og mine sidste to børnebørn vil med stor sandsynlighed komme til at følge i samme spor! Også selvom der nok er mere brug for unge der passende ville være en ny murer, en kogekone og andre praktiske folk, som jeg dog også betragter en datalog for at være!

Sine mistede sin mor som 7årig hvor hun gik ud på landsbygaden i Højbjerg og proklamerede: "Mi mur æ dø, å a hå fån hinne søjskrin, å den hå mi søste tawn!".

Siden kom hun ud at tjene, og så skulle der malkes, gøres rent og vaskes tøj!

Søren mistede sin mor som 10årig og blev sendt ud med studene hos sin morfar!

Siden fik han sit eget husmandssted og supplerede med at køre med mælk.

Billeder og kollager er af Hans Andersen Brendekilde, Erik Raadal  og anonyme fotos fundet på nettet.

  

Sine og Søren blev gift i 1913 et halvt års tid før begyndelsen af 1. verdenskrig. Da var Søren teglværksarbejder på Vinderslev Teglværk lige på kanten til Almtoft i Hørup Sogn. Måske boede de i starten af ægteskabet hos Sines far Kresten... det vides ikke helt, men helt sikkert fødte Sine deres første datter Meta 13 dage efter brylluppet, og derfra var det ham, der både økonomisk og praktisk hjalp dem med at bygge og at få bygget deres første hjem! Det blev et typisk dansk landarbejderhus... et længehus med menneskene boende mod vest og dyrene mod øst, helt som man også byggede i jernalderen og vel helt tilbage i stenalderen! Dog var deres hus bygget af mursten og tækket med tagpap, og ikke af kampesten med lerklinede skillevægge og tækket med lyng og strå.

Fortællingen om Sine og Søren

Nå spændende er det altsammen, for nye tendenser er på vej, hvis ellers vi slipper for en truende verdenskrig med rødder i russisk fascisme og islamistisk fanatisme, sådan som Rusland og Iran rasler med alt hvad de har at true med! Mere eller mindre har de vakt en krigsangst der uventet har overdøvet en ellers hysterisk global klimaangst, hvor gude- og historieløse majoriteter opfører sig som åndelige flagellanter nær opløsning... og ak ja, her stod jeg så, totalt isoleret! Som ene mand i hele familien og min bekendtskabskreds der aldrig stod på så meget som et lille hjørne af den der klimaopstandelse! Fup, ligesom ham der Gud!.. jo jeg havde prøvet det før som 7årig da jeg i skolen, for første gang, mødte gudfrygtighed! Instinktivt troede jeg heller ikke på den historie! Og da slet ikke efter at, jeg havde bygget et fugleskræmsel som jeg bad til hvorefter der bare ikke skete noget som helst... trods at dette var direkte imod et af de ti bud "Du må ikke have andre guder"!

Det er da også muligt, at der er for meget såkaldt CO2! Men hvad så? Klimaet er jo et dynamisk fænomen og har altid bevæget sig op og ned på alle parametre, alt medens kloden ellers, uden færdselsregler, har rokeret rundt på sine tektoniske plader så voldsomt endda, at et landskab som Grønland engang i tidernes morgen kunne lokaliseres på den sydlige halvkugle, alt medens istiderne i milliarder af år kom og gik med temperaturforskelle der får de aktuelle klimaforandringer til at minde om et åbent vindue en stund en sommernat! Halo! Har man glemt Kosmos? Kosmos forstået som den essentielle natur- eller urkraft der uden for menneskets forstand overgår summen af alle andre kræfter.

Jo, det kan vække undren! Men så er det jo, at der kan være brug for både en præst og en filosof, eller bare at søge aflad gennem en CO2 afgift!

Hov... hoppede kæden lige af her med al den eksistentielle snak? Måske! Men det var altså Sine, min bedstemor, jeg førte barndommens samtaler om liv og død med! Medens Søren, min bedstefar, uden ord demonstrerede hvordan man støt og roligt kom gennem tilværelsens udfordringer, ved at prioritere... og så løse tingene fra en ende af... bare noget så enkelt som uden kny, at kunne se enden på en roemark med et hakkejern i hånden! Ingen af de to var alvorligt religiøse og omkvædet var ofte, når bølgerne rejste sig, at "enhver er salig i sin tro", og sådan blev jeg fritænker! Underforstået, at hvad der er sandt for den ene, ikke behøver at være sandt for den anden!

Sine og Søren havde deres rødder i det midtjyske, men derfra rækkede trådene også til forfædrene ud i alle verdenshjørner, helt som også vi efterfølgende generationer stikker længere og længere ud i landet og verden... men alt i alt fylder det midtjyske dog stadig meget i erindringerne hos, i det mindste, hos de ældste af os nulevende efterkommere, og vi har alle vore om end forskellige oplevelser af Sine og Sørens hjemstavn!

Personligt føler jeg et vældigt tilhør til dette midtjyske område, og jeg har da også relationer i de fleste kroge, men reelt har jeg altid været en fremmed der! Født i Aarhus og opvokset i Vestjylland og tilbage i Aarhus... som jeg er.

Derfor er det nok mere som en udefra kommende, end som en indfødt, at jeg herefter kaster mig over at beskrive såvel mine bedsteforældres Hjemstavn som også den Pilgrimsrute jeg har sat sammen til benyttelse for deres- og deres slægts minde.


Næste sider:

På de næste sider følges op med en nærmere introduktion af afsnittet om "Jakobsen og Nielsen" stammerne, samt et galleri med impulsive billedlinks og en mere præcis indholdsfortegnelse for samme område.

Ja se selv nærmere, for så følger alt om Slægten, Familien, Hjemstavnen, Sognet, Omegnen, Udkanten og som nævnt Pilgrimsruten.

Barnebarnet Rikke ser betænkelig ud ved den behandling der overgår den søde høne, der lige før spankulerede rundt i haven bag aftægtshuset, får!

Anderledes afslappet accepterer det yngste barnebarn Søren Erik Jakobsen at blive båret på sin bedstefar og navnebror Søren Erik Jakobsens knæ!


I Sines gemmer lå et postkort med Fritz Henningsens skildring af fattigdommen for efterladte kvinder hvortil jeg har føjet verdens bedste pressefoto 2024 af Mohammed Salem... bare for evighedsskyldens skyld!


    

...og i kolonnerne her følger vi så den lille familie fra landarbejderboligen i Almtoft i ungdommen over husmandsstedet i Dalsgaard i familiens guldalder og videre til aftægtsboligen i alderdommen i Kjellerup.

Snip snap snude

Intro

Intro