1 / 7

2 / 7

3 / 7

4 / 7

5 / 7

6 / 7

7 / 7

... Ja, og når vi nu er ved det, det med gødningen! Så var det jo sådan at den faste gødning blev kørt ud på markerne med en stivvogn læsset ved håndkraft fra møddingen hjemme ved stalden, og derefter trukket af to heste til det hele på marken, igen ved håndkraft blev læsset af i lange rækker af bunker på størrelse som en trillebørefuld. Der lå det så til når det var belejligt at få det spredt, hvilket foregik med en møggreb hvormed man fik ligelig fordelt på marken. Ham der udførte dette arbejde kaldte man en møgspreder, og det var meget almindeligt at sige til uvillige drenge i skolen og andre steder, at de kunne jo altid blive møgspredere, hvis ikke de fik lært andet!

Den slags påvirkede nu ikke mig synderligt, og dette uden at ane, at der i dag næppe er en eneste møgspreder tilbage i Danmark... den slags har man maskiner og robotter til! Ha ha, sådan er der så meget, men når det er sagt, så må jeg da også indrømme, at jeg knap ved hvordan man drev landbrug på de to store gårde Ny- og Gammel Dalsgaard, jeg går ud fra, at det var det samme, bare meget større, jeg besøgte dem aldrig! Der var måske en svag fornemmelse af klasseskel, men det var aldrig noget der forstyrede mig. Fra første færd har jeg betragtet mig selv som kanonheldig, og mine problemer var aldrig større end jeg selv kunne løse dem. Den største hindring for min succes har altid været min egen dovenskabDen var mange gange en skavank, men ret beset, så var den også positiv set i den forstand, at den forhindrede mig i, alt for længe ad gangen at lave alt for kedeligt et arbejde. Eksempelvist blev jeg aldrig tændt ved at sprede møg eller at hakke roer.

Mit ståsted var dog ikke at tage afstand fra det hårde arbejde, tværtimod, jeg ville bare gøre det sjovere, som når vi en 13årig dreng Poul som var ansat som hjælper hos min bedstefar og måske 10årige jeg tog sukkerroer op, så kunne vi i dagevis more os med at roerne var tyskere, som dengang jo var i frisk erindring! De små var så almindelige menige soldater og de større var så selvfølgelig officererne... og vi huggede hovederne af hele bundtet. Siden undgik jeg det meste af det hårde akkordarbejde som murer, ved allerede som andet års lærling, at føre mig frem som pejsemurer...! Nå det er en historie for sig, måske kommer jeg tilbage til den, men lige nu og her vil jeg bare lige have frem, at jeg var stolt af at være husmand og en håndens arbejder! Man bliver sej af at fylde en roekule og af at bygge en mur, så kan verden sku bare komme an.

Når jeg derfor nu går i krig med at se på Dalsgaards geografi og historie så er det med "den lille mands briller" jeg anskuer verden, og det er med husmandsbevægelsen ånd jeg til enhver tid forsøger at takle de udfordringer der måtte dukke op. Sådan er det bare, og på den måde er vi forskellige! Min kones mor blev alene med fem børn da Grethe var ni år, og derfra var der utrolig trange kår med rengøring og madlavning ude i byen... men Grethes farfar havde ejet en herregård, som han dog mistede under den økonomiske krise i 1930erne og derfra var han fortsat med en stor proprietærgård svarende til Ny- og Gl. Dalsgaard. Den baggrund har også smittet af på Grethe, og det endda helt uden nogensinde, at have mødt sin farfar, og hun har da undgået at gøre rent for andre!

Gradvist er der formentlig allerede i bondestenalderen sket en vis bosætning og forsøgsvis opdyrkning spredt i sognet. Nomadiske jægerfolk havde formentlig længst "opdaget" området hvor de kan have oprettet midlertidige lejre og, måske lejlighedsvist er samledes til "regndans", tilsat ulvenes natlige accompagnant, på toppen af bakken oppe i Hørup. På den måde banede de formentlig vejen for en mere fast tilknytning og intern sammenhængskraft! Men i umindelige tider gennem både bronze- og jernalder samt vikingetiden lå arealerne i sognet nok mest hen som øde... frit tilgængeligt- og mestendels ubeboet areal. Nåe ja, jernalder- landsbyen som er udgravet ved åen i Hørup skal selvfølgelig ikke glemmes!

Urtidens anarkisme holdt formentlig længe og i de yderste kroge nok helt frem til den tidligste middelalder. Men sikkert er det nu nok, at landskaberne efter den tid eller før... både med og uden eventuelle beboere, i videst mulige omfang er blevet indrulleret under de skiftende magtstrukturer enten som-, eller tilhørende datidens adelige og åndelige ejendom, eller i sidste ende som såkaldt kongelig "Vildtbane". Siden er en stor del af arealeerne så gradvist, og i takt med magt- landbrugs- udviklingen, blevet "frigivet" som fæstegårde blandt indfødte bønder og frigivne trælle etc. og successivt til disses efterkommere.

På den måde hændte livet på landet gennem nær 600 år før fæstevæsenets begyndende ophævelse. De tidligste demokratiseringsprocesser og opfølgende udskiftninger i 1700tallets slutning, gjorde sit indtog og gav startskuddet til den privatisering og liberalisering af det danske familiebrug, der i form af store og små familiebrug har rådet frem til vor tid, med landskaberne domineret af godser, gårde og husmandssteder... sædvanligvis bygget i god arkitektonisk harmoni og tradition.

Nu i begyndelsen af 2000tallet er det meste landbrugsjord så igen ved at blive overtaget under "De stærkes magt"! Denne gang i form af internationale kapitalfondes opkøb og lånefinansierede "Storbønder", der presset af grådig konkurrence opretter stadig mere effektive og sofistikerede industrilandbrug.

Tilbage har vi så et i stort omfang et disharmonisk landbrugslandskab med store landbrugsproduktioner og forladte gårde og husmandssteder der i bedste fald overgår til domiciler for håndværk og småindustri eller indretninger som enfamilie- huse. Således i det ganske land og specifikt også i Hørup sogn og i Dalsgaard.

Det nærmeste vi kommer en illustration af tiden før udskiftningen omkring 1791 er et kort, der ved et lykketræf er fundet for nylig på loftet over stuehuset på Ny Dalsgaard. Heraf fremgår det, at jorden på tidspunktet for udskiftningen endnu kun delvist var opdyrket således, at kortet kan siges både, at pege bagud ved at vise de hidtil opdyrkede arealer, og fremad ved at vise strukturen for de fremtidige dyrkningsarealer!

Man var ligesom kommet til et punktum for fortiden... og med udskiftningen indtegnet gjorde man sig, på godt og ondt, klar til en ny tid. Det landskab der i Dalsgaard hidtil havde udgjort basis for først én gård og så to halvgårde gjordes nu klar til at kunne tjene fire familier som noget der kunne ligne standard proprietærgårde. Hertil kom et ældre husmandssted der stod for, at blive omstruktureret længst mod øst, hvor det fik navnet "Dalsgaardhus".

Som omtalt er ejerlavet Dalsgaard i princippet opdelt i de tre områder plus det løse:

Ny Dalsgaard, Dalsgaard eller Dalsgaard Mark og Gammel Dalsgaard

I 1950erne, som vist på forsiden herover kan man på et luftfoto se den varierede dyrknings kultur specielt på Dalsgaard Mark. Det var dengang, hvor næsten alle danske landbrugsprodukter var økologiske! I det mindste kan jeg ikke huske, at min bedstefar brugte anden gødning end den der kom fra dyrene...

På dette nyere luftfoto herover fra ca årtusindeskiftet 2000 kan man stadig stadig se en vis variation, men nu dog længst godt på vej til den monokultur der dominerer landbrugsarealerne fuldstændig nu et kvart århundrede senere, såvel i Dalsgaard som i hele Danmark. Der er stadig mange dyr i dansk landbrug, men nu kun i centraliseret grad. Der er næppe et levende landbrugsdyr tilbage i Dalsgaard hvor der i dag kun med få undtagelser dyrkes korn.

Bemærk, at der her er indsat et billede af det første Dalsgaard "Dalsgaard By".

Købmandens Knud

DALSGAARD

EJERLAVET

BARNDOMMEN

Ejerlavet Dalsgaard er en af fire ejerlav i Hørup Sogn

Ejerlavet

Sognet

KrabbesRing

EJERLAVET DALSGAARD I HØRUP SOGN

Således fastlagt hvor vi er henne geografisk og lidt historisk, kan det røbes at adressen for mine bedsteforældres husmandssted i dag er:

Skovsvinget 2, Dalsgaard pr. 8620 Kjellerup.

Silkeborg kommune, Region Midtjylland, Danmark.

...og skåret ind til benet er gps'en faktisk helt ligeglad med navnet Dalsgaard, og sognet er der næppe andre end kirkegængere der orienterer sig efter!

Lige bortset fra nærværende skriverkarl, som gerne vil forsøge at leve sig ind i lokalområdet fra grunden af! Og så må sognet jo være uomgængeligt!

Fra Hindbjerg Station til Dalsgaard Mark

Da ovenviste luftfoto blev taget i 1955 var jeg ti år gammel, og det er nok et lidt senere tidspunkt end der hvorfra mit indre billede af nabolaget stammer fra, for jeg husker grusvejene med hullerne og vandpytterne! Og i 1951 blev vejene asfalteret... det så jeg selv ske, og fra den begivenhed lavede jeg min ældst kendte tegning... nemlig af en vejtromle! Det var en kæmpe oplevelse at se sådan en maskine... endnu var der mig bekendt ingen her der havde traktor i nabolaget. Alle havde to heste og når man så skulle høste med de nymodens selvbindere, så koordinerede man med naboen og lånte en hest og spændte for sammen med sine to egne.

Når man kom til området foregik det for mig altid med hestevogn. Min bedstefar Søren hentede min mor og jeg, når vi kom med toget fra Silkeborg og stod af ved Hindbjerg Station i Levring Sogn. Det var en fantastisk oplevelse, hvor vi blev stablet op på ladet af en fladvogn med gummihjul som var blevet fejet og støvet af i den fine anledning. Foran, lige bag hestene var anbragt en kasse fra Ægpakkeriet A/S dækket med en sammenlagt jutesæk eller to... og der sad Søren med tømmerne til hestene i hånden og smækkede med tungen i ganen for at sætte dyrene igang. Når vi så skulle til venstre rykkede han lidt i venstre tømme og så fremdeles... og som det bedste af det hele fik jeg lov at sidde ved siden af ham, og så varede det nemlig aldrig længe før det var mig der holdt tømmerne!

På disse ture kom vi til Dalsgaard Mark fra øst, men inden vi kom så langt, havde vi også passeret et hjørne af Hinge Sogn hvor vi drejede fra lige før landsbyen Astrup med købmandsbutikken, der hvor Karl Ungmand også boede og havde værksted! Karl var cykelsmed og altmuligmand og så lo han efter hver eneste sætning han sagde... han var en rigtig og spændende personage for en lille dreng med smag for nye oplevelser, som der var masser af i den skrammelsamling der fyldte hans værksted. Karl var ugift, men han skulle jo have noget at spise hver dag, og derfor boede han sammen med Ann Marí , en kæmpestor og hjertenskær dame som holdt hus for- og lavede mad til Karl! Dengang var det utænkeligt eller i det mindste forbundet med nogen ulykke, om en mand selv skulle kunne finde ud af at lave mad!

Det var Karl jeg mødte på vejen en dag, hvor han bar på et gammelt stel til en drengecykel! Den er til en bette dreng a kjenner forklarede han, og jeg tænkte misundeligt hvad det da ku være for en dreng! Kort tid efter var det min femårs fødselsdag, og da så jeg cykelstellet igen, og jeg gjorde store øjne for nu var der kommet hjul på og den skinnede nymalet i en smuk blå farve gasset op med spændende overføringsbilleder, så den nærmest lignede en helt ny cykel. Under alle omstændigheder oversteg den mangefold mine forventninger til min fødselsdag! For det var jo min mor der havde været på spil og havde bestilt cyklen.

Nogle dage senere var jeg så meget optaget af at lære cykelkunsten at kende, at jeg under anstrengelserne havde fået et bukseben i klemme ved kæden. Nu lå jeg så hjælpeløst i grøftekanten, og Ann Marí kom ilende for at hjælpe mig, men ak, jeg afslog hjælpen med ordene "næj do låuter" nej du lugter. Sådan har jeg fået det fortalt og jeg har skammet mig over min direkte facon over for den rare kone, men når ret skal være ret, så havde værkstedets snavs i høj grad smittet af på både Ann Marí og Karl. Ja, og så er der jo den om børn og fulde folk.

Dalsgaard var min barndoms vigtigste og gennemgående rasteplads frem til hvor Kongenshus tog over i ungdommen, indtil jeg selv stiftede familie. Karakteristisk for begge steder var, at jeg aldrig fik fast bopæl der, men i stedet kredsede om stederne som en satellit, først forankret hos mine bedsteforældre Sine & Søren i Dalsgaard, medens jeg ellers skiftede fra den ene bopæl til den anden på min unge mor Nutte's karriererute, hvorefter jeg i ungdommen så holdt til hos hende... Krista på Kongenshus, medens jeg samtidig fik mig rystet på plads i livet via kostskole i Grindsted og murerlæreplads i Holstebro.

Som barn betød navnet "Dalsgaard" for mig, at det var det "husmandssted" hvor mine bedsteforældre med familien arbejdede og levede gennem fyrre år i perioden 1920 1959! Men som det nu kan ske for enhver uoplyst, måtte jeg sande at dette var forkert... og at dette nok skyldtes, at man den gang, i de kredse, ikke altid fortalte børn meget andet end, at de altid skulle spise op og at de skulle bestille noget, når det var det der var brug for!

Gården, som jeg også troede det var, var heller ikke nogen gård... og dette uanset hvor tit vi havde siddet der og sunget "Jens Hansen har en bondegård" lirum larum laj... nej det var simpelt hen bare Sine & Sørens husmandssted! Hvilket jo så også var vildt fantastisk..! For de var jo dermed en del af "Husmandsbevægelsen", som skabte den imponerende historie bag, hvordan "den lille mand" blev stor og inkluderet direkte, som det sidste ben af den evolutionære landbrugsrevolution i Danmark. Hidtil havde landet været domineret af godser og større bøndergårde.

Nå... tilbage til navnet! Dalsgaard som jo så ikke var navnet på familiens husmandssted! Reelt forholdt det sig nemlig sådan, at det var en del af en lille klynge husmandssteder der i almindelig omtale kaldtes "Dalsgaard Mark", og hvoriblandt var et lidt større husmandssted der bar navnet "Dalsgaard", for den havde været en stor gård hvor størstedelen af jorden, sammen med al jorden fra en nu nedlagt og glemt gård i det nu også glemte "Dalsgaard By", kom til at udgøre "Dalsgaard Mark.

På hver side nord og syd for "Dalsgaard Mark" var- og er der stadig to store proprietærgårde, kaldet henholdsvis "Ny Dalsgaard" og "Gammel Dalsgaard". Sammen med et ældgammelt husmandssted "Dalsgaardhus" i ejerlavets nordøstlige hjørne udgjorde de fire "Ejerlavet Dalsgaard". På det lidt højere plan stod "Ejerlavet Dalsgaard" imidlertidheller ikke alene! Sammen med tre andre ejerlav Almtoft, Kjellerup og Hørup indgik de på lige fod i det lokale "Hørup Sogn", det område som de fleste i 1950erne og frem til kommunalreformen 1970 kendte som "Kjellerup Kommune" i Viborg Amt.

Den offentlige struktur der ellers var dominerende ved dannelsen af Dalsgaard og Hørup sogn etc. var den gamle herreds- og sysselopdeling med rødder vel helt tilbage forbi Vikingetiden til Bronzealderen, hvor "Hørup Sogn" sammen med 14 andre sogne kom til at udgøre Lysgaard Herred. Sammen med 8 andre herreder blev det så igen kaldt "Lover Syssel", og "Lover Syssel" var igen en ud af 14 sysler i Jutland... det danske hovedland!

HØRUP SOGN ELLER KJELLERUP KOMMUNE

De jyske sysler stammer mindst fra 700tallet og forsvandt med reformationen 1536 for at blive afløst af amter i 1662 der i 1793 endelig fik den form der varede frem til kommunalreformen 1970 som igen varede til 2007 hvor amterne blev sammenlagt til regioner og hvor den seneste kommuneinddeling trådte i kraft.

Omend antikveret, så er sogneinddelingen dog stadig som under Gorm den Gamle!

Det var således Hørup kirke jeg på rituel vis besøgte hvert år til julegudstjeneste i 1950erne. Turene derhen foregik med hestevogn sammen med min bedstemor og moster Bodil samt andre familiemedlemmer. Min mor forberedte samtidig julemiddagen hjemme i Dalsgaard og bedstefar, der fungerede som kusk, blev altid ved hestene som stod opstaldet på gården neden for kirken.

Men nu er det jo ikke så meget Hørup der optager mig, som det er Dalsgaard. Som antydet ved flere lejligheder har jeg jo ofte kredset omkring ejerlavet Dalsgaard og dets omgivelsers historie, for skønt født på Fødselsanstalten i Aarhus, fødestedet for ugifte og ubemidlede kvinder i Jylland, så var det med Dalsgaard som centrum, at mit livs tentakler i første omgang foldede sig ud for at sanse denne verden! Indledningsvist rummede Dalsgaard jo mine bedsteforældre og familien, og så fulgte slægten, naboerne, og lokalsamfundet. Ja og siden åbnede verden sig så på vid gab således, at jeg nu på mine gamle dage forsøger at forstå alt hvad, hvor og hvornår det lige var der skete! Og hvad er så nærmere end, at søge tilbage til hvor der aller først blev oplevet fast grund under fødderne og øverst oppe lidt selverkendelse!

Hørup Sogn's oprindelse!

Det er noget uklart hvornår de første bopladser og landsbyer i Hørup og omegn opstod, men det vides dog, at der rundt om i området er- og har været nogle nær 4.000 år gamle gravhøje fra slut-bronzealderen, og at et af dem engang var synlig i den nordlige ende af det areal der i 1791 ved udskiftningen blev tildelt ejerlavet Dalsgaards ældste husmandssted Dalsgaardhus.

Dertil kommer et fund af en jernalderlandsby, fra omkring 500 år før vor tidsreg- ning, langs Tange Å syd for Hørup Kirke, som må anses for tidligste eksempel på fast bosættelse i området. Nåe ja, fast og fast! Jernalderlandsbyerne er jo også kendt for, at de jævnligt flyttede til nye beliggenheder når græsse blev grønnere der, men dog oftest nær den forrige beliggenhed, så med lidt god vilje var det jo en form for permanente bopladser... vel nærmest som overgangsfor- mer i forlængelse af de tidligere jægersamfunds mere flytbare nomadekulturer.

Rigtig faste bosættelser var det nok først blevet til omkring år 1.000, men lokalt dog stadig med udgangspunkt i en første bebyggelse i landskabet omkring Hørup og Hørup Kirke, hvor man let kan forestille sig, at der gennem tiderne kan have været et længere varende åndeligt centrum i funktion, ikke mindst i forbindelse med skiftende kortere og længere bosættelser, samt med lokale sociale og religiøse manifestioner!

Den første kirke i Hørup blev således formentlig bygget af træ oven på en tidligere ceremoniplads og/eller et tempel, samme sted eller nær ved! Der hvor mani 1100 tallet nok har bygget den første trækirke, og i begyndelsen af 1200tallet den første romanske kvaderstens- kirke der i 1872 blev ramt af et lyn, og således banede vejen til den nuværende, gotisk inspirerede genopførelse med anvendelse af såvel genbrugte som nye kvadersten. Sandsynligvis er der allerede i tilknytning til den første trækirke opstået de øvrige bopladser eller landsbyer... Kjellerup, Almtoft og Dalsgaard der sammen med Hørup skulle blive til Hørup sogn. Det var på den tid, eller lidt senere, for ca. 900 år siden, at landet blev opdelt i sogne... og hvem ved! Måske var øvelsen også begyndelsen til det legendariske danske skattevæsen!

Ret beset er jeg ikke noget troende menneske, men jeg kan jo ikke undslå mig et vist tilhør til den årtusind år lange åndelige udvikling hvor kristendommen tilfældigvis er det gældende i min tid! At tro på gud er for mig bare utænkeligt, men jeg har jo, som alle andre brug for at have et eksistentielt fixpunkt, og det er for mig Menneskeheden... ikke mindst som antropologisk sociologisk fænomen!

Hørup Sogn

1834