1 / 5
2 / 5
3 / 5
4 / 5
5 / 5
Beronica Paulina Tola Colque
En ganske særlig følge af projektet har været
Selvbyggerpigen Beronica 1990 og arkitekt 2004
Oprindeligt
I dag mødte jeg denne unge kvinde på nettet. Hun er en af mine mange gode FaceBook venner i Bolivia, så jeg ser hende af og til, og jeg har for længst fortalt hende, at jeg er stolt af at kende hende.
Vi mødtes første gang på en byggeplads i landsbyen Lahuachaca hvor jeg havde til opgave at instruere en gruppe højlandsbønder og en gruppe relokaliserede minearbejdere i at bygge huse af jord efter en model jeg selv havde lært efter en 6.000 år gammel Egyptisk opskrift. Det var en hustype med et selvbærende jordtag, som af bolivianerne blev døbt Lak'a Uta, hvilket betyder huse af jord på sproget aymara.
Beronicas forældre deltog i byggeriet og deres datter var ofte med... hvilket jeg forevigede med det lille indsatte billede. Det skete for 33 år siden i 1989. I dag er Beronica også min kolega, eftersom hun længe har arbejdet som arkitekt i regeringsbyen La Paz og i forstaden El Alto hvor hun også har sin mand og deres to børn. Godt gået af den lille pige, synes jeg bare.
Kære gudfar, det er en fornøjelse at have fundet dig på afstand og at vide lidt om dig gjorde mig og også min familie meget glad. I de sidste måneder har vi haft et problem, som jeg håber snart vil ende, så derfor har jeg ikke fået skrevet til dig. Som fortalt, færdiggjorde jeg min arkitekturgrad i 2004, mit uddannelsesprojekt var dedikeret til dig og alle de der støttede mig betingelsesløst, som min mor.
Tja fra da af måttet jeg arbejde mig frem og især at skaffe mig steder at arbejde, her er der stadig en masse mandsdominans eller i måske er arkitektfaget bare et meget udpræget mandefag, der er ikke dårligt, men jeg ville ikke opgive efter alle de bestræbelser fra min egen og andres side, så jeg fortsatte med at kigge efter min plads.
I 2008 besluttede jeg at danne min egen familie og jeg giftede mig og flyttede til Santa Cruz. I 2010 blev min søn Lars Uriel Navarro Tola født, og i 2012 blev min datter Amaya Itzel Navarro Tola født. I 2013 vendte vi tilbage til La Paz med min familie for at starte et nyt liv der, med min mor der var alene. Jeg åbnede en arkitekttegnestue i El Alto, i første omgang delt, og et år var jeg alene selvstændig, gudskelov gik det mig godt, så jeg foreslog til min mand, hvis han ønskede det, at arbejde med på tegnestuen , da han var løbet tør for arbejde. Han accepterede og jeg kan nu bruge lidt mere på mine små børn.
Min mor var forfærdeligt syg i mange år siden, og det koster meget før hun kunne blive rask. Nu er det bedre og hun lever sammen med mig og sine børnebørn og jeg tror at det var de glade børnebørn der gav hende livet tilbage væk fra hendes sorg
Marisol blev gift for tre år siden, men hun er altid på rejse, og vi ser hende ikke meget. For Freddy er det gået op og ned før han endelig besluttede at forberede sig- og vende tilbage til universitetet hvor han på tredje studerer jura. Han er stadig single, men har allerede etableret sig med bolig i Oruro. Det er summen af hvad jeg kan fortælle om min familie, tiden er gået ubarmhjertig i årevis, men de vil altid være i min hukommelse !!! som de smukke tider med min far, tak for billederne... nu værdsætter jeg det mere end nogensinde, at der kom danskerne ind i vores liv, og jeg er evigt taknemmelig at i krydsede vor vej.
Du skal vide, at vi i Bolivia, er meget glade for dig, og også mange hilsener til min gudmor Grethe som også er i mit hjerte, ligesom den kære Evelyn også har min store hengivenhed og ellers alle, der var i Bolivia, jeg ønsker ikke at glemme nogen, tak dem alle sammen. Jeg har set billederne med dit smukke barnebarn, hils på mig og dine børn og børnebørn fra mig. Det glæder mig, at du og min gudmor har det godt. Du synes måske at jeg overdriver, men jeg husker så meget, at når du besøgte os, at du ordnede taget på vore ydmyge huse, hvor det regnede indeni, mange tak !! Du gav mig et tag, det var afgørende for mig, jeg kan fortælle dig, at jeg er arkitekt, og at det er takket være dig, i svære øjeblikke husker jeg det altid for at styrke mig.
Du ønskes også en god jul og et indbringende nytår, mange velsignelser for hele din familie min kære gudfar.
ATT. BERONICA PAULINA TOLA COLQUE
Beronica eller Veronika deltog, for sjov, i opstarten af projektet sammen med nogle få andre børn. Som både spisende- og overnattende gæst på forældrenes "pensionat" mødte jeg ofte børnene i den første tid, og siden kendte vi jo hinanden, også når vi færdedes i Lahuachaca.
På et tidspunk i slutningen af projektperioden i 1990erne overraskede hun mig med at hun var begyndt på arkitekstudiet i Oruro. Dette imponerede mig, og jeg var da også lidt smigret, for det kunne jo godt være, at hun i sit stille sind havde gået rundt og var blevet inspireret vort arbejde med byggeprojektet hvor hendes far også havde haft en central funktion!
Ja, og minsandten om ikke hun også har kaldt sin søn for Lars...
så er der jo ikke et øje tørt!