1 / 14
2 / 14
3 / 14
4 / 14
5 / 14
6 / 14
7 / 14
9 / 14
8 / 14
10 / 14
11 / 14
13 / 14
12 / 14
14 / 14
Præsentation
Velkommen hos stamparret
SINE OG SØREN
Nielsine Jakobine Nielsen 1891 og Søren Erik Jakobsen 1888
MALKEPIGEN OG ARBEJDSMANDEN
Sine (1891-1982) og Søren (1888-1982) blev gift d. 3. marts 1913
Stamparret og udgangspunktet for denne slægtsfortælling er mine salige bedsteforældre Sine og Søren Jakobsen. De var begge, som 80% af Danmarks befolkning dengang, født og opvokset på landet! Begge havde desuden det til fælles, at de havde mistet deres mor... som henholdsvis 7 og 10 årig.
Sine blev født i et lille landarbejderhus i Højbjerg, Lysgård Herred, Viborg Amt som den yngste af to søstre. Forældrene Kresten og Mette Marie Nielsen var tilflyttere... han fra Bjerregrav, Sønderlyng Herred, Viborg Amt og hun fra Kousted Sogn i Nørhald Herred, Randers Amt.
Opvæksten i Højbjerg var for Sine opdelt i et før- og et efter- morens død som blot 39årig, da Sine netop havde fyldt syv år. Da blev hun anbragt hos fremmede som et arbejdende plejebarn. Dette var hårdt for den lille pige men hindrede dog ikke, at hun også knyttede sig tæt til familien ovre på Randers- egnen hvor hun siden, blandt andet blev vakt af den socialdemokratiske bevægelse! Straks efter konfirmationen arbejdede hun som malkepige og som ung pige i huset på diverse gårde samt hos et herskab i Viborg. Dette og hendes politiske engagement gav hende en god stil af ung styrke trods hendes ellers naturligt ydmyge væsen!
På et tidspunkt hvor hun arbejdede på en gård i Astrup i Hinge Sogn, kørte der af og til en hestevogn forbi med en rank hærdebred ung mand ved tømmerne. Det var Søren der ved en særlig anledning, hvor Sine hængte vasketøj til tørre ud mod vejen ved gården, var ved at dreje hovedet af led for at nyde synet af den vakre unge kvinde! Ja, det medførte selvfølgelig, at han endte i grøften med heste, vogn og hele læsset af gods bestemt for gården Rotterdam i Midstrup, Levring Sogn, hvor han på dettte tidspunkt var staldkarl.
Søren blev født i Funder, Hids Herred, Viborg (Silkeborg) som det fjerde barn blandt 10 helsøskende og efterfølgende 3 halvsøskende. Forældrene Andreas Jacobsen og Ane Marie Sørensen havde boet ude på Gjern-egnen hvor han havde arbejdet som murer. Der fik de en søn og to døtre i de første seks år af deres ægteskab... medens de, da det kom til Sørens fødsel, havde købt en lille landejendom eller husmandssted på Funder Nørhede ikke så langt fra Andreas barndomshjem på Thorning Vestermark, Thorning Sogn, Lysgård Herred, Viborg... og endnu nærmere Ane Maries forældre i Hauge, Vinderslev Sogn, Lysgård Herred, Viborg Amt.
Om Sørens opvækst i Funder Nørhede forlyder der ikke meget... men dog ved vi, at familien efter ti år i Funder blev meget påvirket af moren Ane Maries tidlige død... et halvt år efter sin seneste og tiende barnefødsel i 1898. Da opstod der en delvis opløsning af hjemmet, hvorfra de største af de hjemmeboende børn blev fordelt hos familie i omegnen og således, at den nu 10årige Søren endte som plejebarn hjemme hos sine morforældre i Hauge. Han var opkaldt efter morfaren Søren Eriksen og denne sørgede nu for, at Søren blev mester i at køre med stude og at trække dyr til- og fra marked i Silkeborg.
Sine og Søren blev gift i 1913 et halvt års tid før begyndelsen af 1. verdenskrig. Da var Søren teglværksarbejder på Vinderslev Teglværk lige på kanten til Almtoft i Hørup Sogn. Måske boede de i starten af ægteskabet hos Sines far Kresten... det vides ikke helt, men helt sikkert fødte Sine deres første datter Meta 13 dage efter brylluppet, og derfra var det ham der både økonomisk og praktisk hjalp dem med at bygge og få bygget deres første hjem! Det blev et typisk dansk landarbejderhus... et længehus med menneskene boende mod vest og dyrene mod øst, helt som man også byggede i jernalderen og vel helt tilbage i stenalderen! Dog var deres hus bygget af mursten og tækket med tagpap, og ikke af lerklinede vægge tækket med lyng og strå.
Huset lå uden for "lov og ret", i den yderste sydøstlige krog af ejerlavet Almtoft hvor eneste adgang til drikkevand eksempelvist var et mosehul i nærheden. Dog var det i gangafstand fra teglværket hvor Søren arbejdede, og de blev der i 9 år og fik deres næste datter Anna i 1917 før de var heldige at kunne købe et lille husmandssted ovre i naboejerlavet Dalsgaard. Skiftet kom ikke helt belejligt... for Sine var nu højgravid med parrets første søn Henry, der da også blev født midt under indflytningen samme dag, den 1. april 1922.
Med den nye tilværelse som husmandsfamilie steg optimismen muligvis! I hvert fald kom nu også flere børn til anført af døtrene Krista, min mor, i 1924 og Gerda i 1927 hvortil kom sønnen Erik i 1929 og datteren Bodil i 1932.
Husmandsstedet var oprindeligt et standard landarbejderhus men var siden, under påvirkning af husmandsbevægelsen, blevet udvidet med en vinkelret ladelænge... og der blev de i 38 år indtil de som pensionister i 1960 rykkede til et fint klassisk murermesterhus midt i Kjellerup.
Til sidst gik turen til Plejehjemmet Fuglemosen i 1978 og endelig sluttede Sine og Sørens fortælling på kirkegården i 1982.
Indledningen om malkepigen og arbejdsmanden gennemgår skematisk Sine og Sørens liv... hver for sig og sammen! Dette hvad angår ophav, fødsel og død samt et par fixpunkter fra det levede liv. Skal man imidlertid danne sig et mere fyldestgørende billede af parret kan man gå tættere på med øget fokus på ...
kultur, slægt, geografi og historie...
Ja, og det er hvad jeg vil forsøge at gøre i dette webafsnit!
Hele vejen rundt om Sine og Søren tilhører de almuen og almuekulturen, og i særlig grad almuekulturen på landet i hvilken sammenhæng, deres tids husmandsbevægelse er indgået som en væsentlig faktor. Det vil sige, at det for dem var en dyd at arbejde og dermed selv at tjene føden! Dette, samtidig med at de også stod for tanken om fællesskab og retfærdighed, hvor alle skulle sikres et jævnt og virksomt liv med de nødvendige basale vilkår for at kunne leve med værdighed og respekt... kort sagt! De tilsluttede sig socialdemokratiet, dengang dette var landets eneste repræsentant for almuens interesser.
En sådan position var desuden i skøn samkvem med såvel deres nærmeste- som fjerneste forfædre bestående af landarbejdere, håndværkere og arbejdende handelsfolk af den slags som alle har dannet bund for det danske velfærdssamfund, som de to da også selv nåede at smage frugterne fra i deres sidste år. Det var ganske vist begrænset hvor meget støtte der kom dem og deres børn og vi børnebørn tilgode! Alle har vi selvfølgelig stået overfor store udfordringer, som vi har måtte klare ved egen kraft. I første omgang var det i stort omfang stærkt påvirket af den tyske besættelse og den generelle udvikling væk fra landlivet. Alle fandt imidlertid deres solide hylde i samfundet... så i høj grad har velfærdssamfundet primært været et sikkerhedsnet der kun pletvis er blevet trukket veksler på... omend alle er landet nogenlunde på benene! Lige nu, hvor Kong Frederik X. netop er kronet, er det så Sine og Sørens oldebørn der sidder ved rattet i samfundet, medens det er tip- og tiptipoldebørnene der løber ved siden af og gør klar til at komme med på vognen! Og ja, som i samfundet omkring os, er der nu ikke en eneste af os der er daglejere eller malkepiger! Men almuen eller middelklassen tilhører vi alle stadig... og vi udgør stadig 80% af befolkningen.
Sine og Søren havde deres rødder i det midtjyske, men derfra stikker de tillige ud i alle retninger, helt som også de nye grene stikker længere og længere ud i verden... men alt i alt fylder det midtjyske dog stadig meget i erindringerne hos, i det mindste, de ældste af de nulevende efterkommere! Hvor geografien er noget der nøgternt kan udpeges og måles, så er det noget mere komplekst at konkretisere fortællingen om de enkelte slægtninge og bosteder. De individuelle oplevelser af tid og sted samt af hinanden, med den altid værende verdenssituation som bagtæppe, kendes jo bedst af hver enkelte selv! Overordnet vil jeg derfor holde mig til at referere til eventuelt faktuelle konstateringer og ytringer af generel betydning... og så sætte fokus der hvor jeg af den ene eller anden grund har et engagement og en mening hvorom jeg kan krydre siderne med mine uforblommede kommentarer.
Fortællingen om Sine og Søren
⚫️
Sine og Søren Ca. 1910 og 1980.
Strøtanker
Sine mistede sin mor som 7årig og hun gik ud på landsbygaden i Højbjerg og proklamerede: "Mi mur æ dø, å a hå fån hinne søjskrin, å den hå mi søste tawn!".
Siden kom hun ud at tjene, og så skulle der gøres rent og vaskes tøj!
Søren mistede sin mor som 10årig og blev sendt ud med studene hos sin morfar!
Siden fik han sit eget husmandssted og supplerede med at køre med mælk.
Billeder og kollager er af Hans Andersen Brendekilde, Erik Raadal og anonyme fotos fundet på nettet.
Sine og Sørens Hjemstavn
Kortet her viser udstrækningen af Sine og Sørens hjemstavn, som jeg opfatter den... vist med grøn farve. Arealet har vist sig, at være nær identisk med Lysgaard- og Hids Herreder inklusive "Kartoffeltyskerlandene" på Alheden og Julianeheden. Hørup sogn der på kortet er markeret med en mørkere grøn farve i midten af hjemstavnen er fra tidernes morgen opdelt i fire ejerlav Hørup, Kjellerup, Almtoft og Dalsgaard.
Overgangen fra gamle til nye tider!
Den oprindelige herredsopdeling stammer antagelig helt tilbage fra hvor de allerførste høvdingesamfund blev dannet i bondestenalderen nok ca. 3.000 år før vor tidsregning, men dog først nævnt ved navn i Knud den Helliges tid år 1085. Herrederne udgjorde fra den tid rundt regnet Danmarks opdeling i de geografisk sammenfaldende provstier, administrative enheder og retskredse... frem til retsplejeloven af 1919, hvorefter enkelte funktioner som blandt andet provstierne dog fortsatte helt ind i 1960erne.
Vi ser her omtalte Lysgård/Hids Herreder m.fl. afmærket på et Høje Målebordsblad fra 1842. Man ser hvordan herredsgrænserne generelt følger de naturlige landskabelige grænser som især vandløbene der i sin tid var markante nok til, at kunne spores i den sproglige udvikling helt frem til tiden omkring min barndom, hvor det fortsat var muligt at høre forskel på dialekterne fra hver sin side af et vandløb! På den tid færdedes man naturligvis frit og ubesværet over store afstande, men få generationer før var der folk der levede hele deres liv inden for et herreds grænser, bare fordi der ikke fandtes tilstrækkeligt med broer!
Et karakteristisk landskabeligt træk er vist med den kraftige hvide linje der markerer den jyske Højderyg og den sidste iskant, lige der hvor den for vel 15.000 år siden strakte sig fra syd mod nord, men drejede brat mod vest i landskabet lige syd for det der siden blev til Limfjorden.
Vi ser også her Hald sø som et dramatisk landskabeligt fixpunkt i "svinget".
Bemærk den lilla grænse der adskiller Viborg og Skanderborg amter
Hjemstavnstavnens landskabelige oprindelse!
Hjemstavnstavnens administrative udvikling!
Et karakteristisk landskabeligt træk er vist med den kraftige hvide linje der markerer den jyske Højderyg og den sidste iskant, lige der hvor den for vel 15.000 år siden strakte sig fra syd mod nord, men drejede brat mod vest i landskabet lige syd for det der siden blev til Limfjorden.
Vi ser også her Hald sø som et dramatisk landskabeligt fixpunkt i "svinget"
Efter reformationen i 1536 blev det overordnede kongelige system af små og store lener reorganiseret og Lysgård/Hids Herred endte sammen med Vrads ogGjern herreder som Silkeborg Len, der så senere... ved enevældens indførelse i 1660 blev til Silkeborg Amt... der igen blev opdelt omkring 1800 og overført på forskellig vis til Skanderborg, Aarhus og Viborg Amter.
Sine og Søren giftede sig i 1913 og deres fremtidsdrømme var således præget af den tid og dens opbrud i værdierne, som jo faldt sammen med slutningen af herredssystemet og overgangen til de nye amter og kommuner etc., og de var da også straks fra begyndelsen hoppet med på den nu allerede, vidt udbredte demokratiseringsproces i samfundet! Men de var også praktiske folk med begge ben på jorden, og de levede resten af deres liv i Hørup sogn og dengang Kjellerup kommune
De boede mig bekendt først hos Sines far Kresten i Almtoft hvor de fik deres første barn Meta og hvor de straks... og igen godt hjulpet af Kresten, var gået i lag med at få opført et klassisk landarbejderhus i den yderste sydøstlige krog af Almtoft. I den periode arbejdede Søren så som teglværksarbejder, og de fik deres andet barn Anna, før de efter 8 år overtog husmandsstedet i Dalsgaard og på selvsamme dag også fik deres tredje barn Henry der siden, inden for ti år, fik selskab af fire søskende mere... Krista (min mor), Gerda, Erik og Bodil.
Husmandsstedet var på 11 tønder land, og dette var ikke nær tilstrækkeligt for at kunne føde den lille børneflok, hvorfor Søren i 20 år også var mælkekusk for henholdsvist mejeriet i Kjellerup og i Nørskovlund. Det var de barske vilkår, men med husmandsstedet og jobbet som mælkekusk markerede de sig som en del af den opblomstrende husmands- og andelsbevægelse, sådan som den fandt sted i Hørup Sogn og omegn, og omend livet på husmandsstedet kunne være hårdt og slidsomt, så var det også deres personlige "guldalder" med børnefødslerne, arbejdet og de "voksne" 14årige børn, der én for én drog ud i verden og udbredte slægten.
Omend Kjellerup var en hyggelig lille købstadslignende by med både Tinghus, Hotel og Sygehus suppleret med butikker, torvehandel og en bus- og togstation, samt ikke at forglemme det årlige dyrskue, så havde Sine og Sørens børn kun ét i tankerne, da de var flyveklare og flyttede hjemmefra! Nemlig hurtigst mulig at forlade dette paradis, hvor kun min morbror Henry reelt vendte tilbage og så delvist min mor Krista for en stund på en halv snes år.
Efter deres aktive liv gennem 39 år i ejerlavet Dalsgaard bosatte de to gamle sig på Søndergade 60 i Kjellerup hvor de i de kommende 20 år, fortsat kunne dyrke et par rækker kartofler etc. samt holde duer og høns i den store have, før de som 87- og 90årige, som vist også tidligere nævnt, flyttede ud på Plejehjemmet Fuglemosen hvor de havde en god tilværelse med masser af besøg frem til de døde godt fire år senere i 1982.
Bemærk, at jeg her på webstedet igen og igen omtaler mine bedsteforældre og mange andre! I det spil bestræber jeg mig på kun at fortælle det samme en gang! Men det kan svigte... så bær over med evt. gentagelser!
Hørup sogn og slægten!
Dalsgaard er den østlige del af sognet, og det førte naturligt til en østvendt hverdag med vindmølle og togstation i Hindbjerg, købmand i Astrup, samt smed og mejeri etc. i Nørskovlund, lige som Sine havde sin livslange veninde Jakobine fra Hinge... Nåe ja, hun der var en enlig frøken, boede i min tid i Kjellerup, hvor hun var sygeplejerske på sygehuset, og hvorfra hun ofte kom på besøg. Der var en summen af god og hyggelig stemning i huset når Sine og Jakobine sladrede sammen og fik alle naboskaber og venskaber opdateret... måske forstyret af, at den cyklende landpost også lige skulle have en tår kaffe med! "Det er Rich's der Driks´" var sloganet for et af firmaerne bag tidens kaffeerstatningspulvere.
Det var dengang, lige efter 2. verdenskrig, at folk fik tildelt rationeringsmærker på alt muligt som smør, sukker og kaffe m.m. Jeg husker ikke om der var krav om rationeringsmærker på benzin! Ingen i familien havde hverken traktor eller bil. Når det skulle være mere statelig så gik turen som altid med hestevogn, men nu med vandkæmmet hår og rene negle mod vest til "hovedstaden" Kjellerup. Dér var der også en møller og meget mere at besøge, men mere interessandt for en lille dreng var legetøjsbutikken CITO ved byens torv! Overfor var der så også en barber som klippede små drenge for en krone, medens de sad på et brædt lagt hen over barberstolens armlæn, og hvilende fødderne på en gammel avis på sædet!
I oplandet mod vest og syd, uden for Kjellerup, skyldtes tilhørsforholdet i særlig grad Sørens forfædre! De havde gennem mange slægtsled, levet langt ude på heden, hvor de havde arbejdet sig op fra at have været skæve tyske indvandrere til at blive ærkedanske bønder med tilbøjelighed til også at være håndværkere og handelsfolk... med basis i vilde markedsdage midt på hærvejen ved Knudstrup Kro i Thorning sogn. Nabo til Kartoffeltyskerlandet i Frederiks sogn ude på den vildeste Alhede.
Ved tilfældets gunst faldt det i Henrys lod, at kunne købe en herlig lille gård lidt nord herfor, i Marsvinslund... længst ude i Sjørslev sogn og også nabo til Hørup sogn og Kjellerup. Gården var gammel og stråtækt med et nyere stuehus, men vigtigst af alt var den nok næsten tre gange så stort som Sine og Sørens husmandssted, hvorfor det var stort nok til, at Henry ikke behøvede at arbejde for andre ved siden af... og det var stort for en husmandssøn! Og så lå det rigtig godt for nogle spændende besøg om søndagene, hvor jeg af og til fulgtes med de gamle på cykelture ud forbi den store historiske herregård Aunsbjerg, hvor Steen Steensen Blicher var vokset op.
Hvad min mor angik, så vendte hun dog kun tilbage til kanten af hjemstavnen længst ude på Alhedens nordvestlige kant, som forpagter af det legendariske Kongenshus Hotel. Herfra kunne hun handle på torvet i Kjellerup, og træde til da Sine og Søren i en længere periode manglede et sted at bo, da de skiftede fra husmandsstedet i Dalsgaard til aftægtsvillaen i Kjellerup. Herom senere!
Bemærk, at webstedet i de fleste tilfælde har selvstændige sider med masser af billeder om mange af de steder og mennesker der nævnes! PrøvSelvAtSøge!
Flere relationer!
Før gårdejertitlen havde Henry, som det var almindeligt for unge mænd der ønskede "deres eget", arbejdet i flere år rundt omkring på egnen for at spare op! Fra den tid omtalte han især et længere ophold ude på Julianeheden, mellem Engesvang og Bording, på en gård der kaldtes "Kaptajnsgården", opkaldt efter en pensioneret kaptajn, som stadig drev gården... og hvor tonen fra hæren så nok var fulgt med! Henry var ikke meget for kommanderende adfærd, og han havde følt det særdeles hårdt at arbejde der, og omtalte konsekvent opholdet som rent slaveri! Men med sig havde han også læresætningen om, at man ikke løber af pladsen, og alle jobaftaler dengang løb fra den 1. november til den 31 oktober.
Men han havde dog haft overskud nok til at frekventere ballerne i området og føre sig frem... ja sågar hændte det, at han og en anden karl eller to cyklede de 30 kilometer til Herning for at opleve hvad dette, dengang nye kraftcenter in spe havde at byde på! Specielt når der var dyrskue hvor også hedens piger lod sig beskue! Henry var en flot fyr med pigetække! Jo, og Henry scorede da også i sidste ende en af slagsen... tilbage i- eller omkring Kjellerup og med sin nye status som selvstændig bonde ude i Marsvinslund... en af hjemegnens flotteste piger! Anna hed hun.
Om Henry tænkte nærmere over det den gang ved jeg ikke, men dog ved jeg, at han i hvert fald på sine gamle dage var meget optaget af sit slægtskab til de her kartoffeltyskere der ude på Alheden, for blandt andet tog han mellemnavnet Wendel efter en fortidig kartoffeltyskerslægtning. Han har nok haft et gran af interesse i sin tid på Julianehede også! Men under alle omstændigheder forholdt det sig sådan, at den nærmeste landsby syd for Kaptajnsgården var en bebyggelse kaldet Firhuse... og et par kilometer syd for denne var der endnu en kaldet Trehuse! For kendere er sådanne navne jo eksempler på navne for små flækker der også kan findes på Alheden... hvor flere udflytninger fra de to oprindelige kolonibyer Havredal og Grønhøj også har fået den type navne, som angav et lille antal huse... Tohuse etc. Kunne der være sket noget lignende på Julianehede? Jo tak, det kunne der! For på sin egen måde i 1764, var der her på Julianehede rent faktisk foregået... hvad man kunne kalde "udflytninger" fra netop Alheden, og noget af kulturen fulgte så altså også med!
Cirka 175 år før Henrys tid på Kaptajnsgården, blev der således påbegyndt etableringen af to mindre supplerende kolonier med fire og tre gårde, til fordel for hedeopdyrkning, ved hjælp fra en snes tyske familier, som man ikke havde kunnet finde plads til på Alheden eller andre steder. Det lyder måske af lidt mange familier til kun syv gårde! Men der skulle som standard være to familier på hver! Og dertil kunne man påregne et væsentlig tab undervejs i tilslutningen til hele dette program, hvor rigtig mange tyskere alle vegne opgav ævred og rejste tilbage hvor de kom fra, eller til Rusland hvor der også var efterspørgsel efter "pionerer". Ja og så var de hidkaldte tyskere mildt sagt heller ikke begejstrede for niveauet på den danske service, som lå langt under det lovede. Således måtte kolonisterne i stor ustrækning selv grave og bygge sig nogle nødtørftige "jordhuse" også kaldet "spændhuse"! Klik evt. på linket og se!
Ok. der havde altså været kartoffeltyskere på Julianehede... fint, men ikke nok med det! Det der imidlertid kunne vække yderlig interesse var lige i denne her sammenhæng, at der blandt de ankomne kolonister til Firhuse oven i købet kan spores en ung kvinde Anna Magdalene Dürr! Og som ved et tilfælde var hun simpelthen halvsøster til Henrys tiptipoldemor Cathrine Dürr i Grønhøj! Og som om dette ikke kunne være nok.. så var hun og hendes mand Conrad Müller også blandt de folk der startede netop på den ejendom i Firhuse 27, som siden i slutningen af 1850erne, under en af deres efterkommere, blev flyttet ud og blev til den gård, der et par generationer senere endnu kom til at hede Kaptajnsgården. Det ville nok overraske den gode Henry at erfare, at hans slaveri på gården således nærmest kan være, at ligne med et besøg på en gammel "slægtsgård"! Nå i øvrigt forsvandt mange af de tyske kolonister jo som nævnt hurtigt igen, og på Julianehede forsvandt de alle sammen, før der var gået fem år... men altså lige på nær familien Müller/Dürr som blev alene tilbage i Firhuse sammen med nye danske naboer. Efter slutningen af 1760erne blev der kun indsat danske kolonister, fortrinsvist fra nærområdet, i dette koloniområde.
Klik evt. på linket Kaptajnsgården! og se nærmere om det emne!.
Det er tvivlsomt om Sine og Søren nogensinde har besøgte Julianehede, men det er helt sikkert, at de har været tæt på, al den stund at landskabet strakte sig over mod øst og flettede "fingre" med Sørens barndomsland Grathe, Kragelund og Funder sogne! Ligesom Sørens storesøster Maren og hendes mand Knud Voldby, gennem det meste af deres tilværelse stadig levede på en hedegård yderst på Ellingvej i Tollund, Funder sogn 10 kilometer øst for Kaptajnsgården.
Alheden og pionererne!
Fra gammel tid var Alheden nærmest ubeboet som den grusbunke det var, fordelt af vandmasserne der søgte væk fra isen ved slutningen af den sidste istid for omkring 15.000 år siden! Men til sidst op mod 1700tallet, da heden begyndte at være omringet af "civilisationen" med dens udkantsområder, færdedes der da også mennesker dér i form af diverse udstødte taterfolk og andre fredløse og fattige, i hvilken tilstand de jo ikke rigtig kunne være en del af manges hjemstavn, og heller ikke Sine og Sørens! Tilmed tilhørte jorden jo også kongen som såkaldt vildtbane hvor han og vennerne i adelen kunne drive jagt ved "festlige" lejligheder! Vildtet skulle nok være der, for der var hårde straffe for krybskytteri, medens der dog blev set mellem fingre med, at de nærmeste godser og deres fæstebønder lod deres får og kvæg nappe af det vilde græs og at man ellers plukkede lyng til tækning af almuens spartanske huse etc.
Efter 1600tallets krige med svenskerne, havde man mistet kornkamrene Skåne, Halland og Blekinge... og det førte så til den kongelige idé om, at "alt hvad udad tabes skal indad vindes"! Måske blev det ikke lige formuleret med disse ord! For sentensen stammer egentlig fra en senere industriudstilling i København i 1872 omkring den tid hvor det også er tillagt en af det Danske Hedeselskabs stiftere, Enrico Mylius Dalgas! Men uanset hvad og hvem, så har meningen hver gang den samme... at skabe arbejdspladser!
Og tænk! I dag 2024 er selv samme Hedeselskab ejer af Kaptajnsgårdens jorde! Ikke at jeg tillægger det nogen betydning, men selskabet er sjovt nok også ejer af det store stykke hede med Kongenshus hvor min mor var henholdsvist ansat og forpagter i perioden 1954 1968, og i hvilken anledning, at jeg andet steds også har fabuleret over denne lokalitet.
Kongenshus Hede støder jo direkte op til Grønhøj, det ene af de to omtalte koloniområder på Alheden, og stedet hvorfra omtalte Anna Magdalene Dürr var kommet fra. Hendes far var det ene af Henrys og for den sags skyld også mine indvandrede stamfædre fra den gang. Han havde været gift før sin udvandring og Magdalenes mor var den første hustru Anna Cathrine Müller. Henrys og min stammoder var den anden hustru Apolonia Scmuck Kriegbaum, og hvabehar for et flot navn, synes jeg.
Ja og for lige at runde denne sløjfe af, så var det andet koloniområde jo Havredal øst for Grønhøj og vest for Thorning og i sidste ende Hørup sogn og Kjellerup. Det var til Havredal vort andet stampar indvandrede! Johan Georg Breuner og Anna Rosina Löfler. De ankom sammen med en mindre flok børn og deres pick pack og fik snart et par stykker til! Johan Georg havde tre børn fra et tidligere ægteskab med en Anna Christine i Tyskland og med Rosina var der nu elleve mere, som sammen med endnu fire børn sammen med hans sidste kone Anna Nielsdatter gjorde ham til den stolte far til atten! Bemærk, at Georg nok var en af de aller første kartoffeltyskere til at gifte sig med en dansk kvinde, som "selvfølgelig" hed Anna, som sine to forgængere.
Eksempelvis kom et af Breuner-stammens første nye slægtsled til at bestå af Anna Cathrine Dürr fra Grønhøj og Johan Jacob Breuner fra Havredal, og de lagde sammen bunden til en, i dag, vidt udbredt dansk stamme med navnene:
Dürr, Kriegbaum og Breuner samt i principet Løffler.
Netværket breder sig!
Parret blev, sammen med et par søskende, grundlæggere af flækken Trehuse nær Havredal og Frederiks, og derfra bredte de sig for hver generation til Thorning Vestermark, Hauge Pederstrup, Funder Nørhede og endelig med Dalsgård Hørup og omegn som hjemstavn og platform for den videre udbredelse til hele landet! Nu suppleret med Nielsine Jakobines mere ydmyge, men absolut lige så betydningsfulde, nielsen-gener!
Nu håber jeg jeg så, at nærværende indledende resumé-agtige afsnit for "Jakobsen Nielsen Stammen" , vil ruste de fleste til at kigge nærmere på de dertil knyttede afsnit på mit websted, hvor især afsnit og emner under temaet "Slægten" vil blive gået i dybden.
NB.: Afslutningsvist causerer jeg her lige lidt over hjemstavnens landskabelige oprindelser og administrative udvikling!
Sogne, Herreder og Kommuner
Her vises primært sognene som de placerer sig i forhold til herrederne og de nuværende kommuner fra 2007.
Hertil er vist Sine og Sørens steder:
🔴
Bosteder i Hørup sogn
🟣
Forfædre i omegnens skiftende tider
🟤
Betydende omegnslokaliteter
JAKOBSENogNIELSEN
Noget om:
...dem selv, med causerier og intros til deres hjemstavn