1 / 8
2 / 8
3 / 8
4 / 8
5 / 8
6 / 8
8 / 8
7 / 8
Første stop på en Pilgrimsrejse
Sine og Søren med datteren Gerda på...
Kirkegården i Hørup
Her ligger de begge under det træ som de plantede for Gerda 45 år før de selv kom!
Første stop er, som omtalt... ved graven i kirkegårdens nordvestlige hjørne i Hørup, men hold ikke nødvendigvis nogen andagt i den anledning. Dog kan det da som antydet, give mening at dvæle lidt ved stedets spirituelle magi, eller måske ligefrem ved den ellers hengemte religiøsitet, tændt under selskabet med alle de døde der ligger lige her! Ja, eller måske bare vakt af de mange energier der ellers gennem tiderne er efterladt af folk der også har stået her for at mindes hine tider og kære!
Sine og Søren var ikke meget religiøse, men de var dog medlem af den lokale grundtvigianske valgmenighed som et alternativ og modkraft til de daværende og herskende indremissionske kræfter i Hørup Sogn. En præst havde nægtet at vie Sine og Sørens ældste datter med en fraskilt mand. Efter dette begrænsede de deres besøg i kirken til familiehøjtider og måske juleaften, hvor Søren da også gerne blev hos hestene opstaldet på nabogården nedenfor kirken.
Søren var jo på én gang, tilhørende den fremstormende arbejderklasse og så en stout bonde eller husmand... han lod sig ikke noget byde af de, i hans øjne, selvfede og hykleriske indremissionærer! Aller helst så han sig helt fri af enhver religiøs indblanding i sit liv. Men Sine var af et mere pragmatisk gemyt. Hun levede efter princippet, "enhver er salig i sín tro", og det syntes hun der var plads til hos valgmenigheden... og sådan blev dét så i deres kirkeliv, og datteren blev gift med sin Villy.
Resten af livet kom de også begge hyppigt på kirkegården, for undervejs mistede de deres datter Gerda kun ti år gammel. Hun døde af en ondartet skarlagensfeber, der førte til en livslang sorg, som de bar med sindighed. Det er Sine selv der har plantet det lille krogede træ ved Gerdas grav hvor hun og Søren nu også ligger og deler træets skygge, som også datteren Bodil og sønnen Henry der er kommet til lige til højre for dem nok kan kan fornemme. Datteren Krista eller Nutte, min mor, og hendes Waldemar må klare sig alene henne i kirkegårdens østlige ende!
Ja så meget vides, at Sines far Kresten også blev lagt til hvile her et sted nær kirken mod nord, og sådan har denne bakketop i Hørup formodentlig... på alle måder været åndernes bolig i umindelige tider. Antagelig lige siden stenalderens schamaner i dette land, har de ældste ånder opsøgt dette sted under deres regndans ved bålet, eller måske endda i et tempel der måske engang har stået lige her... eller tæt på, hvor kirken står i dag! Ja hvem ved?
Som jeg i Indledningen sluttede ved Sine og Sørens grav på Kirkegården i Hørup, således vil min fortælling om dem i løst og fast begynde samme sted.
Efter at have mediteret en stund ved graven, vil jeg følge parrets vej tilbage gennem livet med fokus på de steder der betød noget for dem og vores slægt!
Turen som jeg kalder Pilgrimsruten er oprindeligt tilegnet Sine og Sørens børnebørn og mine fætterkusiner i anledning af et fætterkusinetræf i 2017.
"Livet" på Kirkgården
På forunderlig vis har kirkegården i Hørup og kirkegårde i almindelighed altid bragt mig i en særlig følelse af tilhør til menneskeheden! Følelsen af andagt og ironisk nok også det store fokus på det evige menneskeliv, jeg oplever her, giver mig ro og tryghed i sindet... forbundetheden med den mytiske fortid, kendskabet til den pulveriserende og helende nutid samt forventningerne til den forjættede og truende fremtid hinsides er fortrylende.
Denne følelse er formentlig urgammel, og det er min forestilling at menneskene til alle tider, fra de ældste jæger-samlersamfund til nutidens mere eller mindre avancerede technosamfund er mødt op på hellige steder, som Hørup bakke og mange andre lokaliteter, for sammen at dvæle ved livets underværker som de giver sig udtryk, i særlig grad ved fødsel og død. Dette har lokalt nok fundet sted i over titusinde år hvor det så i de sidste tusinde har været markeret med byggeriet af en kirke... først af træ og siden af sten.
Det er det lange forløb, af folkelig bevægelse, jeg bekender mig til... uden at opfatte de skiftende spirituelle magtkonstellationer som andet en tidernes skiftende tilgange og udtryk på godt og undt, i menneskehedens evige forsøg på, at finde skabelsens gral. Lige nu i form af Jesus Kristus som nok er mere substantiel end Che Guevara... men alligevel, ham kunne det vel også være!
I mine første 50 år har jeg mest set kirkegårdene som en statisk institution, der uden variation levede op til menneskenes ceremonielle behov! Men nu hvor mit personlige perspektiv er en oldings kan jeg godt se, at intet er statisk og, at dette faktisk også er udmærket! Selvom jeg gerne gør hvad jeg kan for at fastholde traditionerne, så synger jeg også gerne med på den der
"Rend mig i traditionerne"
Egentlig er det vel ikke særlig interessandt, men det er jo nu muligt, at se hvordan livet eller kulturen på kirkegårdene har ændret sig også i min tid... Ved et tilfælde indledte jeg min gang på kirkegårdene netop i Hørup... første gang således ved min moster Gerdas grav, hvor jeg var knap et par år gammel før jeg fulgte med under min bedstemors besøg ved graven. Dengang og de næste par tiår var det en andægtig oplevelse hvor vi med bøjede hoveder og i dyb stilhed således trådte ind i de dødes verden... dog af og til "festliggjort" med store blomsterdynger der kunne pryde en nylig kastet grav, klemt ind i nærheden på den jo tæt "beboede" kirkegård. Der var trængsel!
Som tiårig oplevede jeg da så også, at kirkegården i Kjellerup skulle udvides... jeg vidste ikke noget om sogne og Hørup sogn som Kjellerup var en de af! For mig var der Kjellerup og opland, og nu var der altså mangel på gravpladser, og der var god plads ud mod nordøst! Ja knap havde man fået indviet en stor udvidelse i den retning, før min stedfar Walde flyttede ind i det yderste hjørne samtidig med, at man allerede gjorde klar til nok en etape endnu længere mod øst! Men så blev det smart at bisætte folk frem for at begrave dem, og man fandt plads til en urnegård på det eksisterende. Ja det betød så ikke noget for min mor der blev lagt ved siden af sin mand et kvart århundrede senere i 1992.
⚫️
Først stødte Bodil til og siden Henry
Walde, min stedfar og min mor Krista holder til i den østlige ende af den nye kirkegård.
Det fine kors på stenene er et gammelt kristent korsfarermærke med keltiske rødder! Dette har dog næppe haft en større betydning for hverken Kresten, Henry eller Krista.
Med tiden flyttede både Bodil og Henry ind ved forældrenes side.
Henry gemte i mange år på sin morfar Kresten Nielsens gravsten.
Nu står den i nysleben og restaureret stand og pynter på Henrys grav.
Gennem årene er jeg stødt på naboer fra Dalsgaard, men de er fjernet! Som de sidste stod P. Jensen og Laura i et hjørne af materielgården, men nu er de også væk! I stedet kan man så underholde sig med andre kendte og ukendte navne etc.
Hørup Kirke set nede fra Sine og Sørens gravsted oplever jeg i dag som et ekko af fortiden dengang i tidernes morgen.
Kun dyrlægen Iver Poulsen har jeg mødt... resten er mig ukendte medens Dössing og Dürr da nok er en del af min slægt!
For nu var der ellers vældig med plads over hele kirkegården, og enhver tanke om udvidelser på de planlagte arealer var forlængst skrinlagt! Kun stædige og traditionsbundne mennesker lod sig nu begrave! Sæderne var kommet under forfald og i mellemtiden var det nærmest blevet et hit, at lade sig bisætte. Dette er selvfølgelig en klinisk renere metode hvor man er fri for at tænke på al råddenskaben med orme og kryb der nede i mørket, for ikke at tænke den tanke og risiko, at blive levende begravet! Og ja, så fylder det jo heller ikke nær så meget på kirkegården som en kiste! De små buske, blomsterbede og stenmonumenter anbragt på gravene er blevet overflødige og kan nu i bedste fald erstattes med en lille stenplade med et navn og en henslængt blomsterbuket så længe bisættelsen er ny, men som snart derefter vil være sandet til i glemsel!
Lidt trist er det da, men værre er det dog, at det hele nok i virkeligheden mest ændrer sig fordi bisættelse er billig, og så er vi inde ved danskernes dominerende fedterøvskultur der hellere vil spare røven ud af bukserne end at slå sig for brystet og sige at "jeg har været her". Selv er jeg heller ikke for god, men min mor blev dog begravet på god gammeldags vis, for sådan vil jeg også selv begraves... enkelt og uden falbelader...
...eksempelvis som denne murer anbragt i sin egen holistiske og arkitektoniske ret!
At mure og skabe rum blev i første omgang mit eksistentielle levegrundlag.
Det giver mig hver gang en direkte og skruppelløs livsglæde.
Uddannelsen som arkitekt var paradisisk, men efter biddet af æblet har det ikke været muligt at bygge hvad som helst!
Enkelhed, økologi, ydmyghed og lidt "fanden i vold" blev det jeg stræbte efter.