Sine og Sørens familie, som sådan, omtales i deres egne afsnit om "Familien" og "Omegnen", og den sparsomme viden om de tidligere slægtsled fortælles i afsnittene om "Forfædrene" og "Alheden" samt "Globalt".

Som første led af efterkommerne... deres børns børn har vi fætterkusinerne, alle født midt i 1900tallet mellem 1938 og 1967. De første fik lidt af 2. Verdenskrig med og de sidste husker så nok bedre Hippiekulturen der i 1960erne buldrede derudaf. Alle ankom vi med den første generation der i vor slægt blev født uden for de midtjyske bakkedale og hedesletter samt ude af klassen af husmænd og småbønder! Vi voksede op spredt i de tre landsdele Jylland, Fyn og Sjælland hvilke vi også hver især er farvet af! Selv har jeg beboet flere hjørner af De Jyders Land, men efter hyppige og lange ophold hos de "indenlandsk udvandrede" familiemedlemmer er jeg endt med, at føle mig som en slags dansk kosmopolitisk jysk hjemmeføding.

Det lyder som noget af et opbrud fra den ellers traditionsbundne bondeslægt bosiddende i samme håndfuld sogne gennem århundreder. Det vil jeg da gerne se lidt nærmere på! For nu er vi fætterkusiner jo så dem, der så småt er ved at overgå fra at være efterkommere til at være forfædre i det fortløbende slægtshieraki... og altså nu, angiveligt tvungen af omstændighederne lever landsdækkende og langt uden for bondestanden! Gennem efterkrigstiden har vi forvandlet os og er indgået i en rig blanding af overlappende subkulturer, spændende fra håndværk og industriproduktion over handel eller socialt servicearbejde og hvad har vi? Og jo, efterhånden spiller befolkningens fritidsaktiviteter jo også en kultur- og gruppedannende rolle!

Selv rykkede jeg ind i den nye verden, først som murerlærling og snart også med stor interesse for kunst! Alt efter at have gået i roerne mellem køerne og i plovfurerne efter hestene i det meste af barndomen, uden nogen andre forestillinger end at skulle være bonde! Tilfældighederne havde drevet sit spil og skubbet mig i de nye retninger, sådan som heller ikke en eneste af mine fætterkusiner eller for den sags skyld hele vores generation af "Boomere" blev der hvor vi kom fra! Vi blev alle kastet op i luften, for så at lande i helt nye virkeligheder hvor ingenting var som det var før. Landbruget i perioden 9 ud af 10 aktive deltagere samtidig med, at sporten og kunsten fik sin egen kultur- minister! Og klassekampen forvandlede sig til et spørgsmål om mere velfærd!

Hele denne dynamiske udvikling har været vildt spændende, og man kunne måske så forestille sig, at der nu kunne falde lidt ro på! Men nej, det er hel klart en fejlslutning. Der er ingen tegn på, at et nyt tusindårsrige hvilende på laurbærene er ved at opstå... tværtimod, verden synes havnet i et evigt opbrud med stadig øget hastighed, hvor vi for godt et år siden i 2022 fik lanceret kunstig intelligens, der som en steppebrand har bredt sig ud i alle brancher og børneværelser etc., for så nu allerede i februar 2024, at blive vidne til videreudvikling af den menneskelige hjerne ved indoperation af microcomputere!

Med udgangspunkt i den kendsgerning, at enhver kan siges at være rundet af fire stammer, i form af de fire bedsteforældre og deres forfædre, så må det være korrekt her at påpege, at der også kan tegnes fire stamtræer af denne karakter for ethvert menneske!

Kun helsøskende vil have identiske stamtræer, men som omtalt på forrige side om slægtstræer, hvor også efterkommere for hver enkelte er med, så vil alle i de fleste tilfælde ende med, at have deres helt individuelle slægtstræ.

Personligt arbejder jeg med at udforske mine børns samlede fire stamtræer! Det vil sige stamtræerne for hustru Grethes og mine egne forældre

Her og nu skal det dog primært handle om os fætterkusiner og det har jeg valgt at fokusere på, på de følgende sider med fotos fra diverse fætterkusinetræf, som indledtes mere end ti år senere end det gamle stampars død og begravelse.

De udgør tilsammen en af de fire stamme som hver især er rundet af

Den kommende generation af forfædre!

Da nærværende side og gruppe af sider imidlertid handler om, at introducere webstedets afsnit om slægten og stammen "Jakobsen&Nielsen" vedrørende indhold, stamparret (på kirkegården) og anvendelsen af slægtstavler etc. Ja, så synes jeg at det er passende også lige at præsentere den nuværende, i året 2024, dominerende generation... parrets børnebørn alias vi fætterkusiner, der er de eneste slægtninge der direkte, sammen med de ældste oldebørn, personligt har kendt de to hovedpersoner.

Nogle af os kender hinanden rigtig godt, men med den geografiske og aldersmæssige spredning vi har levet under, så er der måske nogen der er mere fortrolige end andre! Men en ting er sikkert... vi deler jo altså alle de samme bedsteforældre Sine og Søren samt deres forfædre.

Man tager sig til hovedet for nu er bunden eller toppen, om man nu vil, nået! Man ser det for sig! Familien er død og slægtsforskning er blevet overflødig! Nu kommer det til at handle om stamkort med "forudbestilte evner og udseende" eller "katten i sækken"... den gode gamle metode, nu dedikeret for medlemmer af eventyrernes klub! Ja, alle typer kan allerede sagtens findes blandt i hvertfald vi fætterkusinernes børnebørn gætter jeg på! Men helt sikkert vil slægternes gang fortsætte, også efter vores børnebørn! Men mon ikke der fortsat vil snige sig et par kernefamilier med blandt fremtidens familiekonstellationer omend singletilværelsen nok også er kommet for at blive!

Dog tror jeg ikke vi har fantasi til i dag kvalificeret, at forudse fremtidens dominerende samværsformer! Ser man bare på udviklingen i min tid hvor storfamilierne fra starten, primært grundet industrisamfundet, stort set var udgået, så er jeg overbevist om at hverken Sine eller Søren eller nogen i det hele taget har kunnet forestille sig yderlig bevægelse i familieformerne, end den nu enerådende kernefamilie! Alligevel opstod der en omfattende dannelse af kollektiver anført af netop min og fætterkusinernes generation. Kollektiverne var nok umiddelbart en reaktion på småborgerligheden blandt den almindelige legen "far mor og børn", men den kunne også tolkes som et savn af det sociale liv der prægede fortidens storfamilier. Alternativt var de under alle omstændigheder, og sjovt nok kan man også se dem som en slags sammenslutninger af singler der dog i nogen udstrækning stadig dannede par!

På det lavpraktiske plan opstod mange kollektiver også som en del af bestræbelserne for at anskaffe sig en økonomisk tilgængelig bolig. I fællesskabets ånd var det således netop blevet muligt, at købe sig ind i mange

ældre villaer beregnet for større herskabshusholdninger. Herskaberne var svundet ind i størrelse, og den nye overklasse foretrak nu bedre villaer designet til

og vore efterkommere fra katalog eller sæk vil få sig et par gode glade forældre, der alt efter behov og lyst bor sammen i klynger eller for sig selv, og de skal nok blive søde, smukke, sjove og slemme allesammen!

Blot vil slægtsforskning nok blive meget indviklet, men så er det jo så heldig, at vi har fået den kunstige intelligens!

... ja og endnu vildere, hvis vi tæller nogle af vore børns akademiske og technodominerede verdener med!

Herunder, at singletilværelsen uden nødvendigvis samhørighed med familie og slægt vinder frem og muligvis om føje generationer overtager verdenssituationen!

Lige nu 2024 består Sine og Sørens efterkommere af:

7 Børn

12 Børnebørn / De aktuelle fætterkusiner

21 Oldebørn / Mig bekendt

35 Tipoldebørn / Er næppe det endelige antal

7 Tip tip oldebørn / Det må antages som kun begyndelsen

Nogle af os fætterkusiner kender hinanden rigtig godt, men med den geografiske og aldersmæssige spredning vi har levet under, så er der måske nogen der er mere fortrolige end andre! Men en ting er sikkert... vi deler jo altså alle de samme bedsteforældre Sine og Søren samt deres forfædre.

Tilbage til nutiden og fortiden!

Det siger sig selv, at omtalte omvæltninger i fremtiden også vil sætte sine spor når der slægtforskes! Kompleksiteten vil ingen ende tage. Men heldigvis har vi jo så da den kunstige intelligens at ty til, men lad nu dette ligge!

Foreløbig er vi, mine fætterkusiner og jeg stadig til at håndtere i en anerapport eller et slægtstræ. Vi er godt nok blevet spredt for alle vinde uden for de midtjyske sogne og bondestanden, men gemen almue er vi da stadig, og vi ved da også hvem vore forældre er... sådan da! Men jeg kan da egentlig godt have lyst til lige nok engang at dvæle lidt ved den historie vi så er kommet ud af! Det vil sige det liv vore forældre overordnet voksede op i hos Sine og Søren og på samme måde længere tilbage Sine og Sørens opvækst og så videre med stikprøver ned gennem generationerne

Vore børn

verden med helt nye koder af alle slags, men dog fortsat mærket af den gamle bondekultur, så fornemmer jeg nu, at mine egne efterkommere i endnu højere grad, ad endnu nyere veje, nærmest er i færd med at danne en helt ny civilisation! De nye kulturer er måske nok en slags spejlbilleder af fortidens subkulturer, men er for mig uigenkendelige og præget af de helt nye leve- og produktionsvilkår som den moderne hi-tech verden er ved at omkalfatrere verden med! Hel uventet føler jeg mig i høj grad fremmedgjort, men om det er mere end tidligere omkring 80årige kan jeg jo ikke vide!

Os selv

Kulturchokeret eller ej kan jeg bare konstatere, i forhold til mine egne erfaringer med familie og slægt er stærkt aftagende omend med flydende grænser frem mod almindelige fremtidige liv gennemlevet uberørt af "menneskehånd". Men hvordan konkretisere dette! Tjae, lad mig så bare være banal... jeg prøver at klippe ud i pap.

I min tid oplevede jeg fra starten afslutningen af, hvordan Sine og Søren havde klaret dagen og vejen på deres lille husmandssted. Som barnebarn var jeg af og til parkeret der i længere perioder! Nok nogle af de bedste perioder i mit liv..., for hvor der nok var knebent med plads da mine mostre og morbrødre boede hjemme, da var der nu både hjerte- og husrum! Se evt. om Husmandsstedet.

Husmandsstedet eller landejendommen var om muligt, at betegne som et af de sidste vers af danmarkshistoriens mest udbredte hustype... første gang set i bondestenalderen og dominerende derfra og op gennem alle "aldrene" til vore dage! Længehuset med menneskene boende i vest og dyrene i øst.

Vore forældre Hos Sine og Søren

I længehusets periode over noget der ligner 5.000 år udviklede det sig fra, at være et lerklinet hus med stråtag der lod røgen fra husets bålsted i midten slippe ud gennem de tilfældige utætheder, til der først kom en lyre og siden en skorsten, så man fik styr på dette centrale element i menneskelivet... at kunne holde varmen og lave mad i praktiske omgivelser, i sidste ende strammet op med et støbejernskomfur på det gamle bål- og ildsteds plads... sådan! Først i Sine og Sørens tid blev der indlagt vand og elektricitet samt bygget en længe til på tværs.

Når man derfor ser på udviklingen de seneste 100 år, hvor indlagt vand og el er blevet en selvfølge og vandet endda udvidet med både kold og varmt vand, ikke bare til en enkelt vandhane ved køkkenvasken eller i stalden, men også til avancerede bade- og toiletinstallationer for ikke at tale om den hær af hårde hvidevarer som nu om stunder installeres i moderne huses køkken- og servicerum så fornemmer man, at dette århundrede har været en stor omstilling af den menneskelige tilværelse

Hel markant er vi ikke alle bønder mere, for i en hastig vekselvirkning i takt med den teknologiske udvikling er arbejdskraften vandret fra landbruget over håndværket, industrien og nu til utallige vidensfunktioner i en nærmest uoverskuelig forvandlingsproces, der er ført til vort nuværende højteknologiske samfund i de bedst udviklede lande hvortil Danmark hører, og hvor selv tidligere nærmest fastlåste familiekonstellationer typisk har ændret sig fra flere generationer i samme husholdninger over kæmpedominans af såkaldte kernefamilier i dertil indrettede huse og lejligheder for far, mor og et til fire børn med 2 børnsfamilien som den absolut dominerende størrelse... meget svarende til vi fætterkusiners situation.

Ja, og nu er det nok, at jeg skal til at være lidt forsigtig med mine fortolkninger! For hvor er vi så egentlig på vej hen lige nu? Ifølge statistikkerne lever over halvdelen af landets befolkning som singler og det ser ud til at være i en stigende tendens! Er det mon familiernes totale opløsning eller individernes renæssance der lige nu finder sted? Eksempelvist afledt af den nærmest eksplosive teknologiske udvikling, der bare det seneste år har fået enhver op at køre og gøre store øjne over for en nys lanceret kunstig intelligens/Artificial Intelligence, kaldet AI ChatGPT eller MacGPT etc.! Det er-, eller bliver, et værktøj på et verdensomspændende niveau som Internettet eller som Hjulet... alle som bekendt med et kolossal boost til den menneskelige kommunikation! Det er næppe nødvendigt her at filosofere nærmere over rækkevidden heraf... jeg kan end ikke se loftet, som hver dag hæves i megaryk og det ikke mindst her omkring i februar 2024. under verdens første forsøg på at påvirke/udvide den menneskelige hjerne med indoperation af en microcomputer! Perspektiverne er ubegribelige. Iværksætteren er sydafrikaneren/amerikaneren Elon Musk der i forvejen har indledt det nye årtusinde med epokegørende udvikling inden for bilproduktion Tesla, kommercielle raketopsendelser, microsatelitter og X m.m.

I går reklamerede manden med, at kunne implementere en computer i hjerner hvorefter ejerne frit vil kunne abonnere på- og downloade de fedeste orgasmer!!!

Højbjerg og Funder nørhede

Bjerregrav og Kousted - Thorning Vestermark og Hauge

Randers kanten - Alheden og Winderslev

Jylland

Globalt:

Alheden

Fagre nye verden!

Iværksætteren vedrørende "hjerneudvikling" er sydafrikaneren/amerikaneren Elon Musk der i forvejen har bidraget med epokegørende udvikling af den eldrevne bill Tesla, opsendelser af private raketter i konkurrence med den amerikanske stat, spredning af microsatelitter i himmelrummet til fjernstyring af elektroniske våbensystemer og hvad med køb og rekonstruktion af af nyheds- og kommunikationsmediet X m.m. Perspektiverne er nærmest ubegrænsede og ubegribelige, lige som manden da også nu er ude med, filosofiske forudseelser om at omtalte indopererede hjernebypass kun er første trin i en udvikling der blandt andet vil kunne føre til, at man i nær fremtid kan forvente efter personlig smag, at kunne downloade de fedeste orgasmer for såvel kvinder som mænd! Hvabehar!

Man tager sig til hovedet for nu er bunden eller toppen, om man nu vil, da nået! Det er farligt mener nogen! Nej det er fremtiden råber andre, og jeg tvivler da heller ikke på at al dette vil få uoverskuelige betydninger for menneskeheden, nærmest på højde med opfindelsen af hjulet og af internettet! Men her må jeg så melde ud... "Det er ikke mit bord", jeg er overbebyrdet i forvejen! Men hov, det kan jo alligevel være, at jeg endelig som 80årig kan lære at tegne på en computer! Måske sådan lidt som at bygge luftkasteller der udprintes i 3D, alt medens jeg iført de nye Apple Vision Pro briller lader hjernen snurre som den bløde blyant. Det er fristende, men først vil jeg nu gerne teste hvordan det hele kan spille med på min kæphest "Slægtgranskning og -forskning"!

Man ser det for sig! Familien som institution er død... og mindste administrative enhed er nu Individet, med Sygesikringskortet udskiftet til et Stamkort hvoraf fremgår de "forudbestilte evner og udseende" samt de uventede resultater af den eventuelle gammeldags facon, nu kaldet for "katten i sækken", dedikeret for medlemmer af eventyrernes klub! Hverken mine fætterkusiner, jeg eller vore foreløbige efterkommere hører endnu til denne moderne kategorien, men tag nu højde for, at de sidste nemt kan blive de første!

Med den herskende fokus på den menneskelige fertilitet og bestræbelserne på, at alle skal tilbydes muligheden for at få børn når de har lyst, tid og råd kan nok alt ske, og man må nok imødese helt uventede konstellationer på forældreskabet såvel i den praktiske opdragelse og dannelse som i forhold til genetisk arv. Kun er jeg overbevist om, at slægternes gang vil fortsætte, om end i mere uklare formater, og jeg tror da også, at der stadig vil være almindelige familier hvor der er sammenfald mellem de praktiske og genetiske forældre, og hvor børnene nogengange er helsøskende, men mulighederne for store variationer vil nok i stadig stigende grad komme til at foreligge. Vi kender jo alle i dag familier med dine, mine og vores børn, og så er der jo adoptiv- familierne og plejefamilierne og dem der kan have to eller flere forældre af samme- eller blandede køn inklusive intetkøn! Ja hvorfor ikke i fremtiden også forestille os alle mulige kombinationer og sammensætninger ved håndkøb af såvel kvindlige som mandlige gener i løs vægt!

Orgasmerne har vi jo nu nok sikret på anden vis!

Hvad et billede kan fortælle!

Hvor skal man begynde og hvor skal man ende? Der er uendelige muligheder og jeg er vild med at lade tilfældet råde og så bare lave flere fortællinger hulter til bulder ud fra de startimpulser der måtte optræde. Tilfældet har i dag bragt mig til at åbne et par gamle glemte billeder fra min oldefars og bedsteforældres tid, og ud af det blå begyndte jeg at rode lidt med dem uden tanke og med, og umærkeligt var jeg igang med at brygge en fortælling af de tanker som dukkede op ved berøringen af de to billeder... hvad som helst!

Billederne er et par gruppeopstillinger hvor min bedstefar Søren var rejst alene til Sjælland til en af sine 12 søskendes bryllup, hans bror Kristian som jeg godt husker! Han fik mig bekendt 5 børn ud af det der bryllup, hvoraf jeg kun kender den ene Børge. Skønt fra Sjælland kom både Kristian og Børge en del hjemme hos Sine og Søren, og som lille dreng kunne jeg godt lide Børge , han var flink og så måske sådan ud... fordi han havde en guldtand der altid glimtede! Faren Kristian var en sjældnere gæst, men nok den mest farverige! I 1946 var han blevet enkemand og blev mig bekendt aldrig gift igen, og den slags var et særsyn i disse tider hvor ingen mand med respekt for sig selv kunne finde på at koge så meget som et æg! Den slags havde man kvinder til, og havde man ikke en kone, så måtte mand i det mindste ansætte en husbestyrerinde! Den slags kendte jeg rigtig godt til, eftersom min enlige mor... med mig som bagage havnede i flere sådanne jobs hos enlige mænd rundt i Jylland (læs evt. min Selvbiografi)!

Nå nok om det... det var bedstefars bror, farbror Kristian jeg kom fra. Trods opvæksten på Funder-kanten nær den Jysk Højderyg talte han flydende sjællandsk hvilket lød meget eksotisk i mine ører, der ellers allerede i 5årsalderen havde hørt adskillige jyske dialekter! Det var jo dengang, at man stadig kunne høre på snakken, om folk kom fra den ene eller den anden side af en å eller bare et mindre vandløb og lignende! Fortidens mangel på vej-broer havde haft den virkning, at sprogudviklingen ganske vist foregik parallelt , men dog også så adskilt, at der altid var særlige karakteristika fra egn til egn, om de så var nok så små. Sprogligt var det således ganske interessandt at leve den gang, men det kunne dog ikke slå, når der åndeligt set dukkede helt særlige personager op i ens nærhed... og Kristian medbragte sådanne typer under hver enste besøg! O de så var hans husbestyrerinder eller hans elskerinder ved jeg ikke noget om, men de var hel klart en anden slags kvinder end hvad jeg ellers havde oplevet i familiens husmandsmiljøer eller min mors kro-verden etc. De, Kristians kvinder, var alle ærke københavnere, der aldrig havde set bagenden på en ko før, og deres højlydte choktilstand under besøgene var til stor moro og forundring hos alle parter! Tænk bare over at de kom inde fra det buldrende og højteknologiske København og havnede ude i den lille afkrog Dalsgaard, i et hjørne af Kjellerup kommune, hvor Sine og Sørens lille ejendom utvivlsomt havde en direkte udviklingslinje tilbage til jernalderen hvor man levede og boede sammen med dyrene, omend ikke som en del af familien, men så dog som sine nærmeste venner eller der omkring!

Damerne følte sig helt sikkert hensat til langt tilbage i fortiden og de var henrykte, men jeg ved så bare ikke hvordan de reagerede på toiletforholdende, for der havde vi jo slet igen... vi satte os bag kalvene og lærte hurtigt at bevæge os i kragehop, dersom en af kalvene fik den idé at besørge et eller andet samtidig! Formentlig var der, i det fine besøgs anledning, blevet shinet op ovre omkring lokummet i et udhus der engang havde huset stedets får, men som nu var beboet af duer og gammel støvet skrammel i form af udtjente mindre landbrugsredskaber. Inde i stalden var der en vandhane med kold vand.

Blandt brudeparrets gæster ses desuden min bedstefar Søren længst til venstre med butterfly, og farbror Niels som er den unge mand længst oppe til højre med slips og høj kravetøj. Søren skriver jeg så meget om andre steder, (Blandt andet i afsnittet om Familien), så han får lov at være statist her. Dog skal det da lige røbes, at Knud og Kristian var de yngste brødre blandt deres far... Andreas første kuld på 10 børn. De var 4 drenge og 6 piger men i begyndelsen af 1900tallet emigrerede den ældste af drengene Jakob Nikolaj og 2 af søstrene Marie Petra og Andrea til Amerika. Faren, Andreas og de resterende søstre deltog ikke i brylluppet, så det var Søren som forlover og Niels der var rejst den lange vej for at repræsentere den jyske stamme. I familien der, havde søskendeflokken ofte levet under Sørens beskyttelse! Familien var gået i opløsning efter morens død i 1898 da Søren var ti år og efterfølgende var blevet anbragt hos morforældrene i Hauge lidt mod nord. Som den tredje ældste var han i begyndelsen lidt i baggrunden i forhold til at følge sine mindre søskende. Først var de blevet passet af deres ældste storesøster Maren bistået af faren, men da Jakob først, og senere søstrene, var rejst kom han tættere på... især sine to brødre, og det var ham de altid insisterede på at have med til bal og den slags sammenkomster! Det var jo ikke ualmindeligt dengang, at der opstod slagsmål når der var mange mennesker samlet, og med Søren i baghånden undgik de to små rigtig mange klø... for Søren var stor og stærk.

Senere, da Søren var en halvgammel mand i 60årsalderen fik han grå stær som endte med at gøre ham blind på det ene øje, og under de lange sygehusophold der fulgte, var det broren Niels der trådte til som husbondafløser. Niels var aldrig blevet gift, og kunne derfor fleksibelt hoppe ind som joker når noget knirkede i familien. Han var meget vellidt, men jeg fornemmede også den lavstatus der herskede omkring sådan en ugift mand. Skønt rar, ordentlig og velklædt var der ligesom tomt og ensomt omkring ham, og selv som lille barn i førskolealderen så jeg det som en god ting... også for ham, at han havde sine søskendes familier at hjælpe og høre til hos. Som ung mødte jeg ham da også som en ensom gammel mand der færdedes i Silkeborgs centrum og blandt andet omkring rutebilstationen, hvor jeg af og til skulle skifte mellem tog og rutebil etc.

Øverst på billedet, som altså mere er et abstrakt billede af slægternes gang, end det er et billede af et bryllup, ser vi brødrenes far og min oldefar Andreas Jacobsen. Ham har jeg uden hensyn til bryllupsvirkeligheden anbragt øverst for at give ham det store udsyn over flokken på billedet, der overvejende er et lille hjørne af hans efterkommertræ... det træ som han deler med sin søn Søren.

Andreas selv kom fra kanten af det jeg kalder Kartoffeltyskerland som fjerde generationsefterkommer blandt de tyske migranter der omkring 1759 indvandrede til Frederiks Sogn i den store Alhede. Hans far, bedstefar og oldefar stammer fra den indvandrede Johan Georg Breuner og dennes anden hustru Anna Rosina Löfler som slog sig ned i Havredal, hvor Johan Georg endte med via tre ægteskaber at have fået 18 børn før han vist nok rejste tilbage til Heidelberg for at dø! Anna Rosinas sjetteældste søn Johan Jacob Breuner og to andre brødre brød op fra Havredal og byggede hver deres egen gård i Trehuse. (Dem vil jeg skrive om i afsnittet om Alheden). Den sjette af Johan Jacobs 11 børn, sønnen Johan Wendel (Breuner) forlod Trehuse for at gifte sig med en 16årig pige fra Skræ, Anne Kirstine Rasmusdatter... De havde fået tildelt et stort stykke hede længst ude på Thorning Vestermark, hvor de begyndte forfra med deres egen hedeprojekt hvor de også fik 9 børn hvoraf det femte, sønnen Jacob (Wendel) Johansen til sin tid overtog den nye hedegård. Han blev sandsynligvis døbt af digterpræsten Steen Steensen Blicher og så blev han far til min oldefar Andreas Jacobsen og 3 andre børn.

Alle mennesker på landet dengang i 1800tallet udfyldte en plads i bondesamfundet, men med den voldsomt ekspanderende bondebefolkning var der brug for supplerende beskæftigelse, og Andreas der i stort omfang havde været med til den evige opbygning af gården på Thorning Vestermark var blevet god til at arbejde som murer. Som sådan opsøgte han i sin ungdom en anden tusindkunstner Søren Eriksen ovre ved Hauge Sø! Søren Eriksen drev noget landeri derovre, og så var han handelsmand og kampestensmurer! Det var det sidste der havde lokket Andreas til... han ville gerne prøve det der kampestensbyggeri, og han blev budt velkommen og trådte ind i husholdningen hos murermesteren. Det gik godt, for få år senere drog han videre øst på til Gjern-egnen, medbringende sit murerværktøj og mesters datter Ane Marie Sørensen der var sjette af syv børn hos Søren Eriksen og fru Maren Sørensdatter.

Det viste sig, at Andreas også havde fået sans for at handle såvel med dyr som med ejendomme, og før han og familien vidste ad det, var de tilbage på hedeegnen igen, men nu lidt sydligere på Funder Nørhede hvor deres tredje barn af 10, og min bedstefar Søren Erik Jacobsen, blev født... som man kan se fik han sin fars efternavn fremfor hvad der tidligere var reglen, at man fig farens fornavn med et -sen hægtet på. Dertil fik han så sin morfars fulde navn minus -sen som fornavn... Søren Erik! Sådan som iøvrigt også to af mine fætre hedder.

I Funder Nørhede fik Andreas ellers god fodfæste, det gik godt med mureriet og samtidig havde han godt gang i handlen med især kvæg, som han opkøbte på markeder og fedede op på sine marker før de blev solgt videre til slagtning, og så ramte ulykken, at Ane Marie døde efter den tiende barnefødsel, hvilket jo nu minder os om de helt urimelige vilkår kvinder levede under i de tider, hvor alt var fuldt ud så katolsk som vi stadig ser det i Polen og andre politisk tilbagestående lande! Som tidligere fortalt kunne mænd og slet ikke mænd med børn leve uden en kone, og Andreas giftede sig snart igen og fik yderligt tre børn.

Andreas efterlod sig altså 13 børn plus alt hvad der var kommet af børnebørn da an døde 75 år gammel den 5. april 1934 præcist 11 år før min fødsel.

Nede i billedet i anden række nr. 2 fra venstre ses en særlig smuk kvinde! Hun er med på et billede af en gruppe unge mennesker omkring 1910. De er nok enten unge socialdemokrater eller en del af en gymnastikforening og kvinden er min bedstemor... Sørens Sine. På sin 17års fødselsdag deltog hun i et politisk møde i et markedstelt ovre på sine forældres hjemstavn omkring Bjerregrav ved Randers. Det var en historisk dag, for det var også kommunal valgdag og første gang der var indført valgret til kvinder. Det var den 8. april 1908! Havde der derfor også været nutidens ret for kvinder vedblivende at deltage i politik, så tror jeg meget, at hun ville kunne have ført sig frem på det felt! I stedet fandt hun sig selv gift til den udkårne Søren fem år senere i 1913, og derfra var det børnepasning og hjælpende hånd i stald og på mark. Medens sangene blev fundet i den røde husmandssangbog og med Jeppe Aakjær som yndlingsforfatter. Søren var ikke så let i det som Sine, men jeg tvivler ikke på, at det var deres fælles linje. Mine mostre var ikke i tvivl om at det var deres mor der holdt familiens politiske og kulturelle fane højt, hvor jeg så konstaterer, at Søren i det mindst ikke forhindrede det... og han var jo også den der var tynget af det økonomiske ansvar for familiens overlevelse, og der kan jo være grænser for personligt overskud!

Fem af deres voksne børn blev i det mindste socialdemokrater livet igennem. En datter, Gerda, døde jo... og min mor var så den eneste der prøvede, at komme i alvorlig social nød! Antageligt, efter at have afsluttet en slidsom dag og aften som køkkenpige på et lille uanseligt spisested "Up Town" i Frederiksgade i Aarhus, med et "Happy Houer" der resulterede i min fødsel det næste forår... og det uden det mindste spor efter den glade giver, min far! Han havde ganske vist givet hende et navn, men det kunne bare ikke opspores, og hun så ham aldrig siden... og hun blev aldrig socialdemokrat. Ikke alene stod hun nu som enlig mor, og det var slemt nok, men det at hun ikke kunne oplyse om en barnefader på det tidspunkt var rigtig rigtig slemt. Alle døre var lukket og end ikke en spædbarnspakke fra Mødrehjælpen var hun berettiget til! Muligvis havde hun misforstået noget, men efter en faderskabssag følte hun sig så fornedret og så rasende, at hun svor, aldrig mere at sætte sine ben på et offentlig kontor, og det gjorde hun så heller ikke!

Til gengæld endte hun som en særdeles holden erhvervskvinde der bad banken sende en kompetent medarbejder når hun skulle gøre bankforretninger, og da hun mange år senere besøgte sit barnebarn Ole der arbejdede som altmulig- mand på en moderne restaurant på Marselisborg havn, var hun også "mand" for at markere sig, da hun blev præsenteret for værten. Hun så venligt på Ole og på manden og spurgte med et glimt i øjet om han blev behandlet ordentlig...! Ja for ellers køber vi sku butikken sluttede hun af... til alles store fornøjelse. Det er min mor Krista der på billedet står skråt neden for sin bedstefar Andreas og skråt oven for sin far Søren og omgivet af Ole, der nu er TV-producer, og dennes søn Eskil samt af min anden søn Jacobs datter Margueritte.

Nå, jamen når jeg nu også er kommet til mine børnebørn, så vil jeg da lige udpege de øvrige tre som faktisk står lige til højre for Margueritte. Det er Mads, Thor og Ellen. De har alle fem fuld drøn på som skoleelever eller studerende inden for teologi og filosofi... nåe ja, Thor er endda færdiguddannet datalog, så alt tegner lyst og godt! Men deres fortælling vil jeg overlade til dem selv at hoste op med når tiden er moden til den slags! Det vil sige, jeg kan da tilføje at Margueritte da har begavet familien med en lille henrivende datter Sol som kan anes længst ude til højre, og længere oppe i armene på en ukendt dame fra fortiden, kan man desuden se familiens allerseneste knopskud... Thors nyfødte søn som nok kommer til at hede Sal, og det skal nok gå! Jeg har altid syntes at mine børnebørn har fået overraskende navne, men efter et øjeblik har det jo altid været indlysende, men alligevel har jeg da lige præcist gnækket om det så ikke kunne blive Salomon! Uanset hvad, så er mine børn og børnebørn samt begyndende tilgang af oldebørn mit livs helt store rigdom, og jeg er meget stolt af dem og deres vidt forskellige måder at takle livet på, og jeg har da dermed også opnået den lykke... selv at være blevet helt uden betydning for slægtens viderebringelse! Depechen er i nye hænder.

Udover at min mor, der i sine velmagtsdage, nok arbejdede sig til døde for at få sig selv og mig oven på i livet, hvorefter hun nedtrappede midt i sine 50ere og kun blev 67 år, så har jeg også haft hendes yngste søster Bodil som min mentor. Forud for min fødsel havde min mor "Nutte" haft en meget hård tid hvor hun for at komme helskindet igennem graviditeten havde gemt sig i et diskret ophold som kartoffelskræller bag flyvepladsen i Karup... indtil hun ved hjælp af lastbiler og hvad transport der på hasarderet vis ellers bød sig på en 2 døgns slingretur ned omkring Skanderborg og tilbage til Aarhus og Fødselsanstalten for Jylland! Her havde hun så bare måttet tage til takke med et leje på en madras på kældergulvet hvor hun fødte under kulde og træk og samtidig pådrog sig en underlivsbetændelse, der oven i det hele satte en stopper for at jeg siden kunne få søskende! Eller var det en sterilisation!

Bodil kendte næppe noget som helst til den slags pulveriserende kendsgerninger, der kunne ramme unge piger der var kommet i "ulykke", hun vidste bare, at hendes søster kom hjem med et barn, og da min mor så kom og lagde mig midt på køkkenbordets voksdug, da stod den 13 årige pige bare himmelfalden og rørt sammen med resten af familien, klar til at modtage mig! Hun var solgt på stedet og var resten af livet en uvurderlig vejleder for mig såvel da jeg var barn og senere som voksen.

Om det havde noget med min mors og min situation ved jeg ved jeg ikke, men det kunne godt være nærliggende at tro, for ud over at følge os fra sidelinien, så blev Bodil den første i familien der gik i skole længere end til syvende klasse. Hun tog realeksamen med topkarakterer og endte efter en kontoruddannelse som en stridbar og i mange år ledende socialrådgiver, med kvinder og småbørn som speciale hos Dansk Mødrehjælp og siden hos amtet. Alt medens hun også lod mig flytte ind under min læretid som murer i Holstebro, hvor jeg så samtidig også lige fik banket noget social forståelse og kulturel oprejsning ind i hovedet.

Som sidegevinst førte det nære forhold til, at jeg på det nærmeste fik en søster med i købet, for ved siden af karrieren var det også lykkedes Bodil selv at få en lille datter Rikke, 13 år yngre end jeg og reelt min kusine. På billedet kan man se Rikke oppe mellem Ole og den gamle Andreas, og Bodil sidder nede ved bruden og med min kusine Tutte mellem sig og bedstefar Søren. Tutte og jeg var lige gamle og var nok hver især hinandens først rigtige fortrolige i dette liv. Mor Nutte eller Krista og Tuttes mor Anne var jo søstre og nærmest også veninder, så vi så jo hinanden ofte både i Løkken hvor de boede, og i Dalsgård hos vore bedsteforældre. På et tidspunkt i begyndelsen af anden klasse gik jeg endda i skole i Løkken, medens min mor passede et job på Badehotellet. Det var dengang, at Tutte, der ellers er døbt Zita, og hendes lillesøster Gerda og jeg dagligt løb ned til stranden og badede i vesterhavet! Det var pragtfuldt, men en dag skete der det... at vi ikke kunne bunde da vi ville i land! Det var ikke så godt, for ingen af os kunne svømme, og pigerne gik straks i panik! Gode råd var dyre, men så fattede jeg, at vi nok havde bevæget os langs kysten på en revle! Helt enkelt så skulle vi jo bare gå tilbage samme vej vi var kommet! Ja, og aldrig så snart vi begyndte at gå i den retning, før der kom en langbenet mand løbene og tog os alle tre op under armene og løftede os i land selvom der nu kun var en halv meter dybt. Nå skidt, for min onkel Martin, Annas mand og pigernes far syntes om historien og gav mig en daler (en tokrone) for min livrederindsats... dengang hvor en is kostede 20 ører! Det var en formue.

Nu om dage er der mildt sagt nogle andre baderegler, men tilbage til billedet hvor jeg også gerne vil præsentere min ældste søn, som i dag er en moden mand bedstefar til to og arbejdsgiver for et større antal dataloger i Aarhus og den slags! Var vi alle blevet ude på landet havde han muligvis været herremand, det behøver ikke at have været umulig! I det mindste var en af hans oldefædre på mødrende side herremand på et gods nær Horsens, men han blev dog sat tilbage som vestjysk proprietær under krisen i 1930erne. Manden med det flotte skæg foran brudeparret er Jacob. Oppe foran Andreas mellem min kusine Rikke og barnebarnet Ellen står Grethe, hans viljestærke mor. Hun var den smukkeste kvinde jeg nogensinde havde set, dengang jeg mødte hende for over 60 år siden, og jeg har forgæves forsøgt at finde en endnu smukkere lige siden. Det er så bare aldrig lykkeds, så vi er stadig gift med hinanden og nyder nu tilværelsen som pensionister hvor vi har vor daglige gang i Risskov Strandpark.

Selv er jeg forøvrigt ham med brillerne der sidder let tilbagelænet ved siden af oldebarnet Sol til højre midt i billedet. Umiddelbart ser jeg mig selv som en bondeknold og gadedreng der har famlet sig gennem tilværelsen så nogenlunde oprejst og held nok til, som murer, arkitekt og projektudvikler, at føre mig frem både herhjemme og rundt i verden. Det kan man læse om i min Selvbiografi!

Billedet er som oplyst en fiction medens fortællingen sådan stump for stump er sammensat af virkelige hændelser, som et tilfældigt snapshot af

Slægternes gang.!