TIDERNE I DALSGAARD EJERLAV

... Ja, og når vi nu er ved det, det med gødningen! Så var det jo sådan at den faste gødning blev kørt ud på markerne med en stivvogn læsset ved håndkraft fra møddingen hjemme ved stalden, og derefter trukket af to heste til det hele på marken, igen ved håndkraft blev læsset af i lange rækker af bunker på størrelse som en trillebørefuld. Der lå det så til når det var belejligt at få det spredt, hvilket foregik med en møggreb hvormed man fik ligelig fordelt på marken. Ham der udførte dette arbejde kaldte man en møgspreder, og det var meget almindeligt at sige til uvillige drenge i skolen og andre steder, at de kunne jo altid blive møgspredere, hvis ikke de fik lært andet!

Den slags påvirkede nu ikke mig synderligt, og dette uden at ane, at der i dag næppe er en eneste møgspreder tilbage i Danmark... den slags har man maskiner og robotter til! Ha ha, sådan er der så meget, men når det er sagt, så må jeg da også indrømme, at jeg knap ved hvordan man drev landbrug på de to store gårde  Ny- og Gammel Dalsgaard, jeg går ud fra, at det var det samme, bare meget større,  jeg besøgte dem aldrig! Der var måske en svag fornemmelse af klasseskel, men det var aldrig noget der forstyrede mig. Fra første færd har jeg betragtet mig selv som kanonheldig, og mine problemer var aldrig større end jeg selv kunne løse dem. Den største hindring for min succes har altid været min egen dovenskabDen var mange gange en skavank, men ret beset, så var den også positiv set i den forstand, at den forhindrede mig i, alt for længe ad gangen at lave alt for kedeligt et arbejde. Eksempelvist blev jeg aldrig tændt ved at sprede møg eller at hakke roer.

Mit ståsted var dog ikke at tage afstand fra det hårde arbejde, tværtimod, jeg ville bare gøre det sjovere, som når vi en 13årig  dreng Poul som var ansat som hjælper hos min bedstefar og måske 10årige jeg tog sukkerroer op, så kunne vi i dagevis more os med at roerne var tyskere, som dengang jo var i frisk erindring! De små var så almindelige menige soldater og de større var så selvfølgelig officererne... og vi huggede hovederne af hele bundtet. Siden undgik jeg det meste af det hårde akkordarbejde som murer, ved allerede som andet års lærling, at føre mig frem som pejsemurer...! Nå det er en historie for sig, måske kommer jeg tilbage til den, men lige nu og her vil jeg bare lige have frem, at jeg var stolt af at være husmand og en håndens arbejder! Man bliver sej af at fylde en roekule og af at bygge en mur, så kan verden sku bare komme an.

Når jeg derfor nu går i krig med at se på Dalsgaards geografi og historie så er det med "den lille mands briller" jeg anskuer verden, og det er med husmandsbevægelsen ånd jeg til enhver tid forsøger at takle de udfordringer der måtte dukke op. Sådan er det bare, og på den måde er vi forskellige! Min kones mor blev alene med fem børn da Grethe var ni år, og derfra var der utrolig trange kår med rengøring og madlavning ude i byen... men Grethes farfar havde ejet en herregård, som han dog mistede under den økonomiske krise i 1930erne og derfra var han fortsat med en stor proprietærgård svarende til Ny- og Gl. Dalsgaard. Den baggrund har også smittet af på Grethe, og det endda helt uden nogensinde, at have mødt sin farfar, og hun har da undgået at gøre rent for andre!

Gradvist er der formentlig allerede i bondestenalderen sket en vis bosætning og forsøgsvis opdyrkning spredt i sognet. Nomadiske jægerfolk havde formentlig længst "opdaget" området hvor de kan have oprettet midlertidige lejre og, måske lejlighedsvist er samledes til "regndans", tilsat ulvenes natlige accompagnant, på toppen af bakken oppe i Hørup. På den måde banede de formentlig vejen for en mere fast tilknytning og intern sammenhængskraft! Men i umindelige tider gennem både bronze- og jernalder samt vikingetiden lå arealerne i sognet nok mest hen som øde... frit tilgængeligt- og mestendels ubeboet areal. Nåe ja, jernalder- landsbyen som er udgravet ved åen i Hørup skal selvfølgelig ikke glemmes!

Urtidens anarkisme holdt formentlig længe og i de yderste kroge nok helt frem til den tidligste middelalder. Men sikkert er det nu nok, at landskaberne efter den tid  eller før... både med og uden eventuelle beboere, i videst mulige omfang er blevet indrulleret under de skiftende magtstrukturer enten som-, eller tilhørende datidens adelige og åndelige ejendom, eller i sidste ende som såkaldt kongelig "Vildtbane". Siden er en stor del af arealeerne så gradvist, og i takt med magt- landbrugs- udviklingen, blevet "frigivet" som fæstegårde blandt indfødte bønder og frigivne trælle etc. og successivt til disses efterkommere.

På den måde hændte livet på landet gennem nær 600 år før fæstevæsenets begyndende ophævelse. De tidligste demokratiseringsprocesser og opfølgende udskiftninger i 1700tallets slutning, gjorde sit indtog og gav startskuddet til den privatisering og liberalisering af det danske familiebrug, der i form af store og små familiebrug har rådet frem til vor tid, med landskaberne domineret af godser, gårde og husmandssteder... sædvanligvis bygget i god arkitektonisk harmoni og tradition.

Nu i begyndelsen af 2000tallet er det meste landbrugsjord så igen ved at blive overtaget under "De stærkes magt"! Denne gang i form af internationale kapitalfondes opkøb og lånefinansierede "Storbønder", der presset af grådig konkurrence opretter stadig mere effektive og sofistikerede industrilandbrug.

Tilbage har vi så et i stort omfang et disharmonisk landbrugslandskab med store landbrugsproduktioner og forladte gårde og husmandssteder der i bedste fald overgår til domiciler for håndværk og småindustri eller indretninger som enfamilie- huse. Således i det ganske land og specifikt også i Hørup sogn og i Dalsgaard.

Det nærmeste vi kommer en illustration af tiden før udskiftningen omkring 1791 er et kort, der ved et lykketræf er fundet for nylig på loftet over stuehuset på Ny Dalsgaard. Heraf fremgår det, at jorden på tidspunktet for udskiftningen endnu kun delvist var opdyrket således, at kortet kan siges både, at pege bagud ved at vise de hidtil opdyrkede arealer, og fremad ved at vise strukturen for de fremtidige dyrkningsarealer!

Man var ligesom kommet til et punktum for fortiden... og med udskiftningen indtegnet gjorde man sig, på godt og ondt, klar til en ny tid. Det landskab der i Dalsgaard hidtil havde udgjort basis for først én gård og så to halvgårde gjordes nu klar til at kunne tjene fire familier som noget der kunne ligne standard proprietærgårde. Hertil kom et ældre husmandssted der stod for, at blive omstruktureret længst mod øst, hvor det fik navnet "Dalsgaardhus".

Som omtalt er ejerlavet Dalsgaard i princippet opdelt i de tre områder plus det løse:

Ny Dalsgaard, Dalsgaard eller Dalsgaard Mark og Gammel Dalsgaard

I 1950erne, som vist på forsiden herover kan man på et luftfoto se den varierede dyrknings kultur specielt på Dalsgaard Mark. Det var dengang, hvor næsten alle danske landbrugsprodukter var økologiske! I det mindste kan jeg ikke huske, at min bedstefar brugte anden gødning end den der kom fra dyrene...

På dette nyere luftfoto herover fra ca årtusindeskiftet 2000 kan man stadig stadig se en vis variation, men nu dog længst godt på vej til den monokultur der dominerer landbrugsarealerne fuldstændig nu et kvart århundrede senere, såvel i Dalsgaard som i hele Danmark. Der er stadig mange dyr i dansk landbrug, men nu kun i centraliseret grad. Der er næppe et levende landbrugsdyr tilbage i Dalsgaard hvor der i dag kun med få undtagelser dyrkes korn.

Bemærk, at der her er indsat et billede af det første Dalsgaard "Dalsgaard By".

Købmandens Knud

Tidligere Værker

...med stof om Dalsgaard, Hørup slægten etc!

Længe før der var noget der hed Dalsgaard i slutningen af middelalderen 1600tallet, hvor man foretog de første optegnelser der skulle komme til at danne grundlag for den store udskiftning et århundrede senere i 1791

Sognet

KrabbesRing

Tiderne

Voldstedet

DalsgaardBy

Udskiftningen

Lokalsamfundet

Husmandsstedet

Ejerlavet

Historien

Geografien

DALSGAARD

HISTORIEN

BARNDOMMEN

Ejerlavet Dalsgaard er en af fire ejerlav i Hørup Sogn

EN DRENG I ET SPIL KEGLER