EN DRENG I ET SPIL KEGLER

Min moster Bodil ville gerne have en tegning af sit barndomshjem, og vi lavede en såkalt serviettegning som vi fik nærmere vurderet hos morbror Henry! Ja, og med den ikke uventede godkendelse fra ham, droppede jeg at lave en finere tegning med kniv og gaffel... for den ville næppe blive lige så autentisk! Plantegningen ses i øvrigt i samme vinkel som anvendt på forsidefotoet øverst her og på forsiden til Dalsgaard.

Med blot en smule kendskab til datidens små landbrug, vil de fleste nok på denne tegning kunne "aflæse" hverdagen på husmandsstedet! I modsat fald kan man læse en guidet tur rundt på ejendommen længere nede her på siden.

Alternativt

...er også muligt at se en samling notater og refleksioner i vedlagte filer omkring "Dalsgaard Mark", samt mine Barndomserindringer fortrinsvist siderne 39 124! Begge skrevet i 2011

...og endelig kan der henvises til fortællingerne om samme emne i min selvbiografi under temaet "Slægterne" på grundstammen "Jakobsen og Nielsen"... specielt siderne vedrørende mine bedsteforældre Sine og Søren Jakobsen!

Her

...under kapitlet Dalsgaard vil jeg primært fabulere over Husmandsstedet og den samlede ejendoms bestandele og brug i hverdag og fest!

De vigtigst områder herunder er Familien og Naboerne som spiller de afgørende roller for at få livet på landet til at hængesammen. I Sine og Sørens tilfælde spillede de nærmeste Slægtninge dog også en rolle, Søren havde immervæk 12 søskende hvoraf de fleste kiggede forbi medens resten var emigrerede til Amerika og holdt kontakten til Danmark ved lige gennem hjemmet i Dalsgaard.

Endelig er der tilføjet et galleri med undertegnede og andre børnebørn og familiemedlemmer under ophold hos mine/vore bedsteforældre.

Husmandsstedet "Dalsgaard" i 1950erne

HUSMANDSSTEDET

Hidtil og til evig tid har og vil det lille husmandssted i Dalsgård ved Kjellerup, samt de værdier vedrørende ordentlighed og ydmyg levevis i samkvem og solidaritet med familie, venner og naboer, og i respekt for det omgivende landskab og samfund, udgjort hovedinspirationen for mine egne bestræbelser på også selv, at leve et tilsvarende hæderligt og givende liv i balance!

Altså, at gøre det så godt som jeg har kunnet, hvad der så ikke har været imponerende, hvorfor jeg selvfølgelig nu satser på at det fremover lykkes  så meget desto bedre!... Og gerne lidt til. Nærværende websted må så være mit vidne ved vejs ende, på hvor godt det så ellers er gået!

Egentlig forholdt det sig sådan, at jeg det meste af barndommen betragtede selve gården, eller husmandsstedet som det jo var, som "Dalsgaard"... "Hjem til Dalsgaard" betød således hjem til bedstefar og bedstemor og deres og "mit" sted.

At Dalsgaard i reelt var navnet på selve naboskabet eller ejerlavet, som det også kaldes gik  først, og kun gradvist, op for mig efterhånden som livet er gået og at jeg nu endelig er begyndte at researche på, hvordan alting hang sammen!

Barndommen

Velkommen

Biografien  

Jokere

Blogen

Hændelser

Projekterne

Passionerne

Familien  

Slægterne

DALSGAARD

BARNDOMMEN

Begyndelsen

Ungdommen

Alderdommen

Manddommen

Landkort

Dalsgaard

Løkken

Himmelbjerget

Struer

Frederiksdal

Fasterholt

Skarrild

Lemvig

Barnebarnet

Familien

Naboerne

Lokalsamfundet

Slægterne

Muligvis bindingsværk helt eller delvist fra det tidligere Dalsgaard By!

Husmandsstedet

Ejerlavet

Historien

Geografien

RUNDGANG PÅ HUSMANDSSTEDET

Indgange

Var man postbud eller anden øvrighed kom man til hoveddøren og gjorde sit ærinde... og det var det! Men jævnligt blev i det mindste landposten dog budt inden for til en kop kaffe og en snak, gerne om naboerne men nok så interessandt om hvad der skete inde i byen Kjellerup! Nyhederne fra den anden side mod Nørskovlund kunne hun udfritte fra mælkekusken Axel. Han hørte i princippet til de nærmeste naboer, men boede bare i Hinge Sogn lige på den anden side af  sognegrænsen. Axel fik ikke kaffe, men ofte fik jeg lov at følge ham på noget af hans mælketur.

Men ved særlige lejligheder kunne der dog blive hentet et par stole ud som vist herover. Det er Sine th. der ved sit sølvbryllup i 1938 tager en snak med bestefars ældste søster Maren... storfamiliens ukronede leder.

Altså når der var indbudte gæster til familiebegivenheder og lignende, så blev alle modtaget ved hoveddøren, medens al daglig færdsel ellers gik via bryggersdøren hvor man kunne skifte fra træsko og gummistøvler til hjemmesko! Når man søgte ind kunne man uhindret gå udenom hele hovedhuset, og så valgte man jo naturligt nok den korteste rute, som iøvrigt også kunne gå gennem stalden. Stalddøren vendte ud mod en smøge der kun lige netop var bred nok til at give plads til passage med en hestevogn. På den modsatte side af smøgen var der et udhus med tørverum og fårestald samt møddingen. I min tid var fåreholdet ophørt og nu var der mest opbevaring af diverse markredskaber ligesom der med brædder og hønsenet var indrettet et das i et hjørne. Hønsenettet holdt duerne væk fra "helligdommen" der i forvejen ikke var alt for tillokkende.

Smøgen, Udhus og Staklade

Om vinteren kom der et par gange en stivvogn med tørv, trukken af et par små heste. Så hjalp bedstemor og jeg manden med at stable tørvene inde i tørverummet, og sommetider brokkede Sine sig over at der var for meget sand i dem! Sand hæmmede jo forbrændingen, men manden svarede godt for sig... eller også gad bedstemor ikke vrøvl, for han kørte da hver gang hjem igen med en tom vogn. Smøgen var ellers brolagt med pigsten, men trafikken med hestevognene og ikke mindst trillebøren med møg til møddingen skabte ofte en noget smattet passage! Derfor kunne man alternativt vælge at gå uden om udhuset ad en renere jordvej forbi et såkaldt "stakhus" hvor forskelligt grej, blandt andet en kane, var opmagasineret. Det hus var et eventyr og jeg brugte megen drømmetid der.

Op til stakhuset dannede et bagareal den ydre gårdsplads, hvor der iøvrigt var et kyllingehus og et hønsehus. Hønsehuset var med loftrum og stråtækt sadeltag, og øverst var der masser af duer! Det var spændende med de duer, for med jævne mellemrum leverede de råvaren til de lækreste duesteg med en ubeskrivelig dejlig sovs der som en smagskoncentrat bidrog til de mest fantastiske  søndagsmåltider. Samme duer var også var en yndet gaveartikel, når venner og familiemedlemmer lige skulle have noget med sig hjem!

Når duerne skulle slagtes blev de først slået bevidstløse før man huggede hovedet af dem. Det var en spøjs oplevelse, for når det var mig der gjorde det, da benyttede jeg mig altid af muligheden for at smide dem op i luften, hvor de straks blev som genoplivede og fløj højt op mod himlen eller blev stoppet af et træ der stod på deres vej! De kunne jo af gode grunde ikke se sig for. Nu om stunder ville børn sikkert gemme sig bort ved sådanne slagtninger, hvorimod vi dengang fandt det spændende og underholdende at iagttage naturens vidundere... det der med at flyve uden hoved! Men min barndom udspandt sig på det tidspunkt før i det mindste mit kendskab til Anders And og Co.

Kyllingehuset oplevede jeg blive bygget! Først kom der en murer der byggede væggene, og så kom der en tømrer der lagde tag på og satte dør og vindue i. Det var et meget simpelt byggeri og i dag ville langt de fleste nok bare bygge det selv, men sådan tænkte man sjældent dengang før velfærdsstaten, hvor skatterne ikke tyngede så voldsomt! En håndværkersvend kunne vel dengang finansieres med en tilsvarende dobbelt personlig indtægt til bygherren. I dag skal man forvente behov for en tidobbelt bygherreindtægt for at kunne finansiere andre menneskers hjælp... og dette stiller så store krav til professionel rationalitet, at den slags mindre opgaver nu mest laves som selvbyggeri evt. via hjælp fra familie, naboer og venner... eller de forbliver som luftkasteller uden nogensinde at blive bygget!

I forgangen var der et mindre klædeskab, men ellers skete der ikke meget her. Nåe ja, det var jo også herfra der var adgang til både dagligstuen og pænstuen, hvor den sidste til hverdag stod tom og uopvarmet hen. Den blev taget i brug ved gæstebud og juleaften. Det var ikke almindeligt dengang, blandt husmænd, at sidde og sole sig på et sydvendte areal som ud for hoveddøren, der var jo altid noget nyttigt der kunne laves i stedet!

Smøgen med dør til stalden tv. og til fårehuset th. Karlen Poul og husmand Søren.

Nede på den ydre gårdsplads skete der altid et eller andet! Her er Sine og Søren engang i 1947 fanget med min kusine Tutte på brændehuggestedet hvor alt mulig brændbart blev gjort klar til at supplere tørvene i ovn og komfur.

I baggrunden skimtes nogle af herlighederne der var opmagasineret i stakhuset

Ellers var arealet  fyldt op med fjerkræbure til ænder og gæs samt en sanddynge og en slibesten... altsammen omgivet af store lægivende træer, og her beundret af Sine og min morbror Erik.

Det kunne ligne et forspil til min karriere som murer, og hvem ved? Personligt tror jeg jo på, at det er tilfældet der primært styrer vort liv... inklusive i arbejde og kærlighed. Ja, og skulle man tro på at noget skulle være styret af højere magter så som forældre, skolelærere eller endog Gud "hem" selv! Da vil jeg replicere, at også disse magter er tilfældige afhængige af tid og sted og meget mere. Den eneste magt jeg respekterer er naturens magt! Den er uomgængelig, men dog ikke uafvendelig. Eksempelvis kan vi næppe pille ved tyngdekraften uden at komme galt afsted, men vi kan godt opfinde en en flyvemaskine og en faldskærm og slippe godt fra det, og det er jo da heller ikke så ringe endda.

Bemærk iøvrigt stakladen i baggrunden... den var mit tempel! Derinde kunne jeg stå lige så stille og falde i staver... og så kunne jeg pludselig "vågne" og finde det jeg måske havde brug for ovre i sanddyngen! Det kunne være småpinde eller søm der kunne stikkes ind i kastanier som jeg så legede var dyr... køer, grise og heste på en bondegård, som jeg byggede i sandet af sten og måske nogle brændestykker, ja og en lang pind kunne så blive udnævnt til flagstang etc. etc.

Rundt om den ydre gårdsplads, ja og rundt om hele bebyggelsen var der i sin tid plantet træer, som var vokset mega store og hvor jeg nu byggede huler langt oppe, hvor jeg med kæppe og sække og selvbindergarn byggede mine egne reder.

Gårdspladsen

Et andet sted hvor der var gode betingelser for at lave huler var i de hø og kornstakke der indimellem blev anbragt på eller mellem de to gårdspladser. Blot gik disse hurtigt i opløsning grundet hund, katte, høns og mus der alle også gerne ville lave huler der... så derfor hellere oppe i træerne med mig.

Fra træerne nede bag hønshuset kunne jeg så oven i købet sidde og holde øje med  den egentlige gårdsplads og hvad der skete der! Nåe ja, der skete vel ike så meget udover at bedstemor flere gange om dagen rumsterede med hønsene og de måske to hanekyllinger der havde fået lov at leve til hvor den ene var god til en velsmagende hønsekødssuppe... ha ha hønsekødssuppe kogt på en hane eller en kok, som de mest blev kaldt! Det er da meget sjovt ikke? Nå, ellers var der også ofte ænder i gården, der alt i alt lignede noget af en smattet rodebutik... men for mig dengang, da var det hele som en park i verdens navle.

Når Søren skulle til byen... Kjellerup, Hindbjerg eller Nørskovlund riggede han gummivognen til  på gårdspladsen. Vi havde tre vogne... stivvognen, fladvognen og gummivognen! Stivvognen var med jernbeslåede træhjul og en kasse med skråtstillede sider af brædder eller fjele. Den var god at køre med i marken ved optagning af roer, eller når der var brug for at have en ajlebeholder med etc.

Fladvognen var noget finere i det end stivvognen. Den var også med træhjul og oprindeligt også beslået med en jernring, som dog var blevet erstattet af fast gummi! Vognen var noget nær sendt på pension i stakhuset hvorfra min morbror Henry senere bragte den hjem til sig i Marvinlund, hvor min søn Ole nok engang, mange år senere, fik den foræret hvorefter han bragte den over som et klenodie på sin lystgård i Skuldelev, ak ja.

Herunder ses fladvognen parkeret ved gavlen på stalden ud mod vejen og i baggrunden har vi tørvehuset. Så vidt jeg kan se, så er det den vogn Søren har brugt i de mange år hvor han har kørt med mælk, først for Kjellerup mejeri og så for andelsmejeriet i Nørskovlund. På billedet fra ca. 1947 optræder desuden min moster Anne med kusine Tutte og jeg i hånden.

Fladvognen var iøvrigt forgænger for den noget mere komfortable gummivogn der også var flad. Det var gummivognen der blev brugt i min tid. Den var bygget over noget der lignede datidens smalle bilhjul med gummidæk og oppumpelig slange... Den var sædvanligvis parkeret inde i laden hvorfra den blev bragt ind og ud gennem porten til gårdspladsen hver gang den blev brugt... og det var hver gang en fest for mig, for det lugtede af oplevelser og måske en pose bolcher for 25 øre inde hos købmanden når vi kom så langt!

Haven

Ja have og have... jo i det sydvestlige hjørne af Bopladsen ud mod vejen var der faktisk en smuk lille prydhave med niveaudelt græsplæne omkring et æbletræ og omgæret af stauder og buske og sandelig, om der ikke også var en hvidmalet havebænk! Ja og så var der jo forhaven ved hoveddøren... Blot er det et faktum, at vi på det nærmeste aldrig opholdt os længere tid i disse faciliteter! Måske var det en reminiscens af vore forfædres traditioner eller nærmere leveregler ude på Alheden, hvor i det mindste Sørens slægt er gået rundt og har strikket eller rettere bundet hoser i ethvert ledigt øjeblik for ikke at øde tiden bort til ingenting! Vi bandt ikke hoser, men så kunne vi jo rense æg og feje i stalden eller tage kartofler op, ja bare et eller andet... blot ikke bare at gå unyttige rundt!

Lige nord for prydhaven, adskilt af en bøgehæk var der et vildnis af buske og andre gevækster, som når man så nærmere efter viste sig at være frugtbuske... ikke i fine rækker, men i spredte grupper hvor arterne kappedes om hver deres domæner uden at nogen af de andre blev trængt helt væk, så de alle kunne komme til at leverede hver deres... hindbær, ribs, stikkelsbær, solbær og lidt til en side også brombær og en rød valmue, ja og så kom morel- og kirsebær- træerne og igen et æbletræ, lige ind til man stødte på hegnet ind til hønsegården!

Derinde i hønsegården var der bare sjældent høns, at få øje på. De gik ellers overalt, men altså bare ikke lige der hvor de skulle... ja de var jo nærmest menneskelige! I modsatte hjørne mod nordvest stod tre fantastiske kastanier som tændte sine lys hvert forår i soliditetens navn. Ja, og tilbage er der så kun lige passagen bag møddingen, udhuset med tørverum, fårestald og das på den ene side inklusive ajletanken med pumpe og det løse brædt ned til suppedasen, og så dynger af marksten og andet skrabsammen under hyldetræerne på den anden side. Altsammen meget eventyrligt men! Nu er det vel så på tide at se nærmere på detaljerne på ejendommen!

Hovedhuset

Oprindeligt i 1877 blev den længe med beboelsen mod sydvest bygget som et  traditionelt europæisk længehus over det ældgamle koncept med menneskene i den ene ende og dyrene i den anden. Det er en type der i særlig grad udviklede sig i sammenhæng med den store agerbrugsrevolution i takt med, at denne bland andet bevægede sig fra Mellemøsten og op gennem Europa indtil den endelig ramte Danmark ca. 4.000 år før vor tidsregning, der hvor vor bygnings- kultur knap havde taget form.

På grund af det koldere klima mod nord valgte man her, at flytte sammen med dyrene under samme tag. Husdyrene afgav varme til menneskene som til gengæld kunne passe bedre på, at de firebenede og fjerkræet ikke blev angrebet af de vilde dyr! Dog smed man sig ikke hulter til bulter i høet med høns i håret og en kalv i fodenden. Nej man fik sig hver sin ende af huset, og så lavede man en bålplads i midten, hvor man så også tilberedte og spiste sin mad samt udførte diverse håndværk som egnede sig til at blive taget med indendøre.

I princippet havde Sine og Sørens hus også været indrettet sådan, men nu dog således at der havde været, og stadig var, regulære rum til at sove og opholde sig i, medens bålstedet havde forvandlet sig til en støbejernsovn i stuen og et brændekomfur af samme materiale i køkkenet... suppleret med et bryggers der kunne fungere som en sluse mellem ude og inde, samt mellem mennesker og dyr! Fra bryggerset var der nemlig to døre... en ud til gårdspladsen og en direkte ud i stalden hvor der var plads til det meste af hvad der var nødvendig for en lille husholdning på landet... en ko eller to samt en gris og fjerkræ, samt en stige op til hø og halm der har kunnet gemmes oppe på loftet over beboelsen og et åbent bjælkelag over stalden.

Nogenlunde sådan har det været med det første hus, som forøvrigt fra start har været et såkaldt jordløs hus. I dette tilfælde med ca. en halv tøndeland lejet jord, svarende til de allerede omtalte udearealer, sådan som de også fremgår af bebyggelsens planskitse vist i begyndelsen af fortællingen om husmandsstedet.

I løbet af årene er ejendommen siden blevet forøget med mere jord, ad to omgange i henholdsvis 1895 og 1909. I forbindelse med disse udvidelser formodes det, at husets oprindelige stald og lade i den nordøstlige gavl er blevet ombygget eller nok nærmere udskiftet med den i min tid værende vinkelrette stald- og ladebygning, som også kan ses på omtalte planskitse.

Stuehuset

Lad os nu anse os selv som en slags hædersgæster der er blevet budt inden for via hoveddøren og forgangen, hvor der var mulighed for at hænge eventuel overtøj fra sig. Til venstre var der så adgang til pænstuen hvor der var et arrangement med en sofagruppe omkring et kakelbord samt et par ekstra stole med armlæn samt diverse nips og en emaljeret kamin. Den stue er muligvis blevet vist frem, men selskabet er så derefter blevet budt ind i dagligstuen via den anden dør i forgangen, og her er man som et minimum blevet budt på kaffe og muligvis også boller med smør og hjemmebagt kringle... hvor kaffen nok har været tilsat Rich's, og hvor der har været sparet på sukkeret. I de første år efter anden verdenskrig var den slags luksus rationeret således, at det krævede rationeringsmærker at få lov til at købe det.

Dagligstuen var altid lun og god. Det var ellers det rum hvor jeg for første gang havnede i en ulykke, hvilket skyldtes en gyngehest, som jeg på det knappe areal fik sat i så store svingninger, at "dyret stejlede", så jeg blev slynget over på ovnen og fik en stor flænge i baghovedet så blodet sprang! Det gav stort ståhej og bange miner, men jeg kom mig snart. Ja, og ellers har jeg kun oplevet hygge og glæde i det rum. Min plads var sædvanligvis i chaiselongen, der stod med ryggen mod ydervæggen... og hvis vi ikke sad og spillede enogtredive ved stuebordet, der dannede rummets midte, så sad min bedstefar i en kurvestol i hjørnet ind mod et lille kammer, og bedstemor sad ved den modsatte bordende, der hvor man kom ind i stuen, og der hvor hun omtrent kunne nå radioen der dengang sendte fra Kalundborg!

Under radioen som først og fremmest blev brugt til at høre "Pressens Radioavis" havde Sine sit strikketøj som ofte blev hentet frem når aftenroen havde sænket sig over stuen. Hun forsøgte i flere omgange at lære mig at strikke, men jeg var for dum... det var ihverfald mere end hvad jeg havde tålmodighed til, og siden har jeg altid bare betragtet det som et forsøg på humor, når nogen hentydede til kvinders mangelfulde intelligens... der vidste jeg bedre! Ja, og gjorde jeg ikke det, så skulle moster Bodil nok hjælpe mig! Hun boede i de første år inde på det lille kammer, og der havde morbror Erik også boet, men han var flyttet hjemme fra før min tid, og snart efter gjorde Bodil det også, men så boede karlen Poul der et par år.

Poul var fra Nørskovlund og var en to tre år ældre end jeg og blev snart min gode ven. Han og jeg gik i roerne sammen, hvor vi så samtidig kunne snakke om alt muligt! Bland andet nogle krigsbøger "Biggles" som han genfortalte til mig, så det udviklede sig til, at vi inddrog det i roeoptagningen hvor vi legede, at roerne var tyskere som vi så huggede hovederne af ak ja! Men gode patrioter det var vi da. Midt i det hele blev Poul så konfirmeret og så varede det ikke længere før han var dygtig nok til at få plads på en større gård.

Husets vigtigste møbel var et skuffe- og skabsmøbel. Bag skabslågerne gemte husets fine porcelæn sig og i skufferne var alle vigtige papirer som dåbsattester, skøder på ejendommen og meget mere, som nogle af de fotografier der også er brugt til illustration her, og så spillekortene! Det var en "buffet" forstod jeg, og den stod til højre for køkkendøren. På væggen over buffeten hang et større galleri med billeder af familiens medlemmer.

Køkkenet var sammen med stuen husets centrum og takket være komfuret var der stort set altid varme på. Sine og Søren gik ikke meget op i at følge med i den teknologiske udvikling, for gasblusset var da opfundet! Nej, bedstenor foretrak det gode gamle komfur med de runde ringe der kun tages af og på afhængig af størrelsen på de gryder der skulle bruges. Bag til havde komfuret desuden et kar hvor der permanent blev holdt en mindre spand vand varm til opvask og personlig pleje etc., så der var ikke rigtig trang til fornyelser. Til rengøring af ovnen selv brugtes ikke vand, men en vinge af en gås. Der fandtes ikke den børstenbinder som kunne lave noget der kunne hamle op med sådan en vinge, og man så den da også overalt hvor der brugtes et støbejernskomfur.

Langs ydervæggen i køkkenet var der et langt køkkenbord med en indbygget støbejernsvask lige inden for bryggersdøren. Her var husets mest moderne indretning... en vandhane med koldt vand installeret! Nabolaget af husmandssteder var ved en udvidelse i 1909 blevet forsynet med vand fra et vandværk oppe ved den ejendom der blev kaldt Dalsgårdhus... de fleste andre steder på landet hvor jeg kom, havde man en brønd på gårdspladsen. Vandet fra den kolde hane i kombination med kogende vand fra komfuret betragtede familien som vild luksus, og ikke mindst min bedstefars aftentoilette, når han var kommet ind fra stalden lige før aftensmaden, bidrog til i det mindste min underholdning, når han blandt andet sæbede det meste af ansigtet ind i barberskum, som han nænsomt skrabte af igen med en barberkniv.

I samme omgang blev det også tjekket om vi andre, og nok mest jeg, også havde fået vasket hænder... man vidste, at det var vigtigt, men man fortalte ikke noget om det til små dumme børn! Vi skulle bare gøre som der blev sagt. Nåe ja, ellers var der nu ingen karrighed, og da jeg  i første akt af mit barneliv fandt ud af, at ville side på potte på køkkenbordet (altså mellem måltiderne) og nyde det fulde overblik over gårdspladsen med alle hønsene og mindst en hane der spankulerede opblæst rundt og på blæret vis hoppede op på ryggen af de halve af hønsene, der så høne for høne på en gang så både glade og forpjuskede ud når de genoptog deres egentlige hønseliv, at jeg måtte spørge om hvad der foregik! Han gør bare det en kok skal gøre svarede Sine så... og det var det. Siden har jeg ofte tænkt på hvordan man måske kunne transformere denne lykkelige adfærd over i menneskelivet! Det har været spændende men har ikke været nogen egentlig succes!

I krogen ved komfuret og skorstenen var der en lille kiste med trøjer og et par tæpper og en zinkvarmedunk, som jeg lærte at holde af. Om vinteren blev den hver aften lagt i min seng i god tid før sengetid på slaget klokken 10 eller toogtyve som nogen forstår bedre i dag. Min mor fortalte mig, at da hun var barn, da havde man ikke sådan en fin dunk... men man havde anvendt opvarmede runde marksten på samme størrelse som et lille sigtebrød, der havde ligget på komfuret hele aftenen før de var puttet ned under dynerne.

Min seng stod lige på den anden side af køkkendøren, og præcist klokken ti hver eneste aften blev jeg puttet umiddelbart før de to gamle også gik til køjs, og hvorefter jeg sagtens kunne holde bedstemor vågen en time eller mere, for nu var det tiden hvor der var en chance for at få fortolket dagens hændelser og tanker! Heldigvis forstyrede det ikke bedstefar, for han sov omtrent før han havde lagt sig... og til sidst sagde bedstemor endegyldigt godnat min dreng.

På den anden side af døren stod et gammelt karlekammerklædeskab med plads til  fire fem sæt tøj, og der hang så hele familiens garderobe... Ja og hermed er vi kommet stuehuset rundt med undtagelse af bryggerset, hvor vi også lige skal huske gruekedlen. Hver måned blev der vasket storvask som startede med, at al vasketøjet blev puttet i blød i kedlen med koldt vand tilsat soda der skulle løsne snavset så meget som muligt, før der næste dag blev tændt under kedlen for at koge det hele! Ja jeg ved ikke helt hvordan man forholdt sig til farvet og hvidt stof, kun husker jeg at uldtøj ikke blev kogt og iøvrigt blev vasket i hånden medens at resten fik en tur i vaskevuggen inklusive skrubbeture på vaskebrædtet før det blev skyllet igen i koldt vand og så vredet i hænderne og lagt eller hængt til tørre i sol og vind. Det var et slid.

Ved vinduet ud til gårdspladsen var et lille stykke bord med plads til lidt søm og lidt værktøj som en hammer, en knibtang og en sav, så man lige selv kunne klare en mindre reparation i en snæver vending. I det modsatte hjørne var trappestigen op til loftet. Det fungerede som depot for alt det skrammel man ikke havde kunnet nænne at smide ud, og så var det lagerrum for sædekorn til næste sæson... plus, at det var her man satte en skål risengrød op til nisserne hver juleaften!

Stald og Lade

Fra bryggerset kunne man gå direkte ud i stalden! Det var en stor fordel, for enhver vidste jo, at klokken tolv julenat... da kunne dyrene tale! Det var ganske vist, og jeg testede det selv hver eneste jul, men selvfølgelig! Enten kom jeg lidt for tidlig eller også kom jeg for sent... ja det er vist alt det der med tro i en nødeskal. Men altså, om dyrene nu kunne tale eller ej så forekom de i det mindste andagtsfulde og optagne af, at bidrage til en god julestemning, og grisene var i hvert fald glade for de småkager jeg havde med ud til dem... også selvom de lige var blevet vækket, ha!

Ud for bryggersdøren var der tre kobåse med plads til seks, og det var "den gamle ko" der stod alene i den første bås! Den var særlig skikkelig, og det kunne altid lade sig gøre at nappe en tår mælk der! Ikke fordi det var meningen, men små drenge finder jo på så meget. I de to næste båse stod der to køer i hver, og alle kendte deres egen plads, som de automatisk gik op i når man bragte dem hjem fra marken hvor de havde stået tøjret! De var først  i slutningen af min barndom, at Søren var kommet med på at hegne marken ind med elektrisk hegn. Som en naturlig ting deltog jeg allerede som femårig i at følge køerne ud og hjem samt at flytte dem i tøjret med jævne mellemrum.

Bag køerne op ad yderdøren var der et aflukke til roer og andet foder, og lige ved siden af stod en rasper med et håndsving som en lille dreng også sagtens kunne dreje rundt med, når roerne skulle gøres lettere spiselige. Over for rasperen stod normalt et par kalve og gumlede i en bås. Dem kunne man godt klappe på... og grebningen lige bag dem kunne man også godt sætte sig som alternativ til den støvede das ovre i udhuset! Det gjorde jeg helst, men der var bare lige den hage ved det, at kalvene altid kunne finde på at tisse når man sad der, og så var det me at komme væk i en fart med kragehop og tøjet flagrende efter sig. Ved siden af var der fire grisester, hvor jeg gerne kravlede over hvis der var smågrise. Hos dem var der altid rent halm og de var rigtig søde og ville gerne lege.

Mellem kostalden og laden boede hestene. Der var fast to heste, men der var også plads til en enkelt gæstehest. Man kunne passere foran hestene via en fodergang og ud i laden og skulle hestene selv ud, skete det ad deres egen yderdør... og det var strengt forbudt for mig at gå ind bag hestene. Var de først ude kunne bedstefar så godt være flink at løfte mig op på ryggen af en af dem, og så trække os hen på en mark til græsning... det var en fest.

Tilsidst kommer vi til laden som stod åben op til kip og ellers husede  både gummivognen, et tærskeværk og en såmaskine etc. og via en stige kunne man komme op på høloftet, hvor jeg tilbragte utallige timer med at slå kolbøtter over hanebåndene eller at lege med katten og hendes killinger.

Man kan læse meget mere om Husmandsstedet og livet der ved download af mine erindringer om Barndommen.

Bemærk at der godt kan være overlapninger i de to udgaver af min hukommelse, som dog er skrevet med op til 15års mellemrum.