1 / 10

2 / 10

3 / 10

4 / 10

5 / 10

6 / 10

7 / 10

10 / 10

9 / 10

8 / 10

Ud over Nuttes egne trængsler kunne det nu iøvrigt ses som en trøst at den tyske besættelsesmagt nu endelig så ud til at være midt i en deroute ude i verden, og at dets endelige nederlag kunne være nært forestående.

Tyskerne var hårdt presset på østfronten, hvorfor alle duelige tyske soldater i Danmark blev omdirigeret til fronttjeneste derovre, samtidig med at tusindvis af tyske kvinder og børn bevægede sig den modsatte vej fo, at tage ophold i flygtningelejre rundt i hele Danmark, og herunder også i tyske barakker og andet inde på Karup Flyveplads, vist på billedet tl højre herover, hvor flygtningene på eget initiativ oprettede en børnehave, for at lette det psykiske pres som de, i stort omfang, forældreløse børn led under.

Flygtningene var samlet bag et trådhegn der hvor Nutte passerede ind på flyvepladsområdet, og her kunne hun konstatere, at ikke kun børnene led, men at alle led og sultede! Nutte følte ingen trøst ved at opleve denne elendighed! Ganske vist havde hun det jo ikke for godt selv, men her følte hun sig voldsomt priviligeret... og trods strenge påbud til danskere om ikke at "fraternisere" med "fjenden" begyndte hun systematisk at samle kartoffelskræl og kartoffelstumper og andet på sit arbejde. Hun gemte så "rovet" under sit tøj, og lod de spartanske smuler dumpe nær hegnet med de fremstrakte arme, når hun efter fyraften passerede flygtningene.

I slutningen af marts besluttede Nutte, at det var for risikabelt for hende at føde under de barske vilkår på heden, og hun valgte at søge tilbage til aarhus!

Efter en flere dages strabadserende tog- og gåtur samt diverse kørelejligheder med lastvogne etc. nåede Nutte til Skanderborg og redede sig derfra videre sammen med andre i en fælles taxa det sidste stykke til Aarhus og endelig frem til Fødselsanstalten, lige netop tidsnok til, at blive anbragt på en madres i en af kældergangene hvor fødslen gik igang.

Brevet fra moren havde altså Nutte gevaldigt, og lettet om hjertet lod hun så selvfølgelig vejen til Karup falde forbi føde- og barndomshjemmet i Dalsgaard.

Familien inklusiv storebror Henry bakkede Nutte op... og accepterede hendes valg om, at vække mindst mulig opsigt. Den slags historier havde det jo med at være hurtigt ude, men ude af syne ville det blive bemærket mindre, og snart ville stormen lægge sig! Og godt var det jo, at hun fra Karup nemmere kunne besøge dem under eksilet.

Som antydet i fortællingen om barndommen, så opbyggede Krista allerede der grundlaget til at udvikle sig til en dygtig og meget arbejdsom ung pige med appetit på livet, hvilket hun da også gav sig i kast med allerede som 13årig som bordryder og opvasker på en lille dansepavillon nede ved Hinge Søbad nær Kjellerup. Der havde hun leget og badet sammen med sine søskende og skolekammerater gennem hele barndommen, så hvad var mere naturligt, end lige at snyde sig ind i de voksnes rækker på det sted,

når nu lige tilbudet forelå?

Faktisk gik det så godt, at Krista tjente nogle af sine allerførste egne penge her, og det endda nok til, at hun kunne købe nogle længe ønskede, røde sko i en af butikkerne inde i Kjellerup! Det var derfor en stor ting da hun stolt kunne vise de fine sko frem hjemme i familien! Men ak, det var nær endt galt... for far Søren syntes hun skulle have spurgt ham til råds, for så ville han aldrig have givet hende lov til sådan et par pjattede sko!

På den tid var det jo sådan, at mange børn måtte aflevere til forældrene hvad de havde tjent uden for hjemmet, så Søren følte sig i høj grad berettiget til at blande sig... men han blev irettesat af mor Sine. Hun var mere moderne, og hun slog fast, at de penge som Nutte havde tjent... dem skulle Nutte selv bestemme over! Og sådan blev det.

Efter konfirmationen fik Krista en plads som pige i huset hos en fin familie inde i Kjellerup. Folk der havde pige i huset var simpelthen fine, og de fine det var "dem" ligesom vi var "os" altså den tids dem og os... der var således klasseskel.

Men familien var flinke nok og fleksible, særligt i slutningen hvor nutte måtte hjælpe til der hjemme fordi mor Sine var på sygehus. Det var noget med maven og formentlig slidtage som et resultat af at være en hårdt arbejdende husmandskone.

Da mor Sine efter et halvt års tid var kommet sig, fandt Nutte sit første job som køkkenassistent på et pensionat i Silkeborg . Det var lige i begyndelsen af anden verdenskrig og pensionatet havde, ud over de danske pensionærer, også tyske ingeniørtropper boende, når der var opgaver for dem på egnen.

Tyskerne havde i forvejen hovedkontor med flere administrationer m.m. på Silkeborg Bad.

Hjemme i Dalsgaard var familien bekymrede for Nutte og om, hvad hun kunne komme ud for med dette klientel! Men hun beroligede dem med, at tyskerne var flinke folk der behandlede hende godt... og væsentlig mere respektfuldt end de danske pensionærer, og dette også under de mange luftalarmer hvor både personale og gæster måtte krybe sammen i samme beskyttelsesrum.

Hvad familien reelt frygtede var nok mest, at det kunne skade Nuttes omdømme at være så tæt på tyskerne. Det tog hun til efterretning og holdt lav profil i forhold hertil, både under ansættelsen og ikke mindst senere da der af gode grunde herskede en udpræget antitysk stemning. Hendes positive opfattelse af de tyske pensionærer der kun havde givet hende gode oplevelser ændrede hun formentlig ikke på. På det personlige plan var hun fordomsfri og nok også lidt naiv.

Diskret på Bindslev Plads 14 i Silkeborgs indre by mellem torvet og banegården befandt der sig et Frk. Søndergaards Pensionat som svarer til beskrivelsen af det pensionat som Krista arbejdede for i de første par år af Anden Verdenskrig, før rejsen gik videre til Aarhus.

Torvet i Silkeborg var byens mødested nummer et, og næst efter var det kajen nede ved Silkeborg Havn og færgerne til Himmelbjerget. Krista kom begge steder som alle andre. Herover ser vi statuen af byens helt store iværksætter og papirfabrikkens stifter stå og skue ud over torvet.

På det andet foto er en håndfuld af de tyske ingeniørtropper på udflugt oppe ved Himmelbjergstårnet, der hvor så mangen folkemøder var afholdt siden Grundloven i blev givet i 1848.

Vi skriver nok 1942, hvor Nutte i 18 årsalderen drog videre til Aarhus hvor hun muligvis på forhånd havde sikret sig et job på et pensionat af samme karakter som det i Silkeborg.

Rejsen til Aarhus fra Dalsgaard var omstændig med togskifte i Silkeborg, så ofte tog Nutte turen på cykel, og i starten sammen med sin ældre søster Anna der længe havde tjent i byen...

...jo sprogligt hed det sig dengang, at man mere "tjente" end at man "arbejdede"! På samme måde som at skolelærere og sygeplejersker m.fl. havde et "kald". Egentlig lyder det jo godt og motiverende... hvis ikke det lige havde den underbygning, at det så også syntes at retfærdiggøre lavere aflønninger.

Jobbet eller hun selv levede åbenbart ikke op til forventningerne, for snart var Nutte ude på det frie marked i Aarhus hvor hun så arbejdede på en Vinstue og så det løse.

Heldigvis havde hun så søster Anna at drøfte situationen med, men Anna havde også en kæreste Martin, og de to var på vej til at rejse til Martins hjemegn nær Løkken.

Pludselig stod Nutte derfor alene i den store by, og hvad var så mere nærliggende, end at hun også forelskede sig! Desværre var det så bare i en gift mand som oven i købet var tidligere "officer" i Frelsens Hær... og det holdt slet ikke.

Krista måtte træde i karakter!

Ensom og træt af de forskellige skoddjobs søgte hun nu et job som kokkepige på en lille restaurant ved navn "Up Town" i Frederiksgade. Det var et sted hvor kontorfolk og handelsrejsende etc. udgjorde den faste bestand af stamkunder, og det syntes at passe godt til Kristas erfaringer. Men nu var det også et, for hende, stort karierehop.

Fra at have været ufaglært køkkenassistent ville hun som kokkepige blive medansvarlig for selve madlavningen hvilket ville være usædvanligt for en 19årig! Det vidste Krista alt om, så hun oplyste sin alder til at være 23 år i ansøgningen, hvor hun også fremhævede sine profesionelle erfaringer godt krydret med udtryk fra en nyindkøbt kogebog... og stillingen blev hendes.

I året 2012 var der stadig en restaurant på adressen, men nu under navnet "Substans". I 1944 stod nabogrunden tom og henne i nr. 78 herskede danserestauranten "Maritsa" og natklubben "Den Blå Fugl", og man kan godt sige, at Nutte var havnet i det daværende Aarhusianske minefelt.

En aften, muligvis på hendes 20 års fødselsdag den 2. juli havde hun et særlig fint besøg. Hun havde, på en aftenvagt, netop lukket og slukket i restauranten, og ville som vanligt lige kaste et blik op og ned af gaden for at notere sig "verdenssituationen"! Her stødte hun på en ung, måske 30årig, velklædt mand med lyst hår som hun faldt i snak med... så godt endda, at de var endt sammen oppe på hendes lille hybel.

Han fortalte hende at han var filmteknikker fra Hellerup og at han var i byen for at tilse filmapparaturerne i Kosmorama biografen ovre på Frederiksbjerg. I den anledning gav han hende også en fribillet til en valgfri film! En uge senere kom fyren igen på besøg. Han havde glemt sit ur og Nutte havde ventet ham... og næste dag skulle han rejse videre, og derefter hørte hun aldrig mere fra ham.

I august var drømmetiden barre forbi. Nutte var gravid,

og af mulige barnefædre var der en tidligere kæreste

og den unge velklædte fødselsdagsgæst!

Nutte var praktisk talt alene i verden... men med mig i maven!

Det var ikke så godt. Der var helt andre tider dengang for snart 80 år siden... en social og økonomisk nedtur truede!

Mødre var i høj grad afhængige af en mand... en forsørger!

Nutte var oprørt men kampklar, og og første store udfordring var at komme godt frem til- og gennem fødslen! Så allerede i september forlod hun Aarhus for at finde et sted at føde i dølgsmål, og det mest diskrete hun i denne situation kunne finde på var, at tage et arbejde langt ude på heden ved Karup flyveplads.

Det var i udkanten af hendes hjemegn omkring Kjellerup, så det var godt... kun var der den hage, at hun igen måtte arbejde med at servicere tyskerne! Det var ikke så godt, men heldigvis kendte hun dem jo fra tidligere som retskafne mennesker! Bekymringen var derfor nu også mere, at de som repræsentanter for en besættelsesmagten var mere og mere upopulære blandt den danske befolkning.

I dette spil var havde hun dog fundet støtte fra sin mor Sine, som skrev til Nutte og ønskede hende det bedste, idet hun understregede at hun Nutte selvfølgelig altid ville kunne finde støtte hjemme hos dem, dersom hun kom i nød

”kom hjem til os, så vil vi hjælpe dig”.

skrev hun.

Det varmede Nutte om hjertet, for hun vidste at moren var svækket af sygdom, så også derfor ville hun så vidt mulig undgå, at belaste sin mor.

I forvejen havde moren de to mindste søskende Erik og Bodil at tage sig af, og efter at søster Gerda var død af feber som 10årig tilbage i 1937 var hun helt alene om at holde hjemmet kørende!

Nuttes far Søren var der naturligvis også! Men dengang var mænd totalt ubehjælpsomme omkring de huslige opgaver, så ham var der ingen der forventede noget fra på det felt.

DISKRET OPHOLD NÆR FAMILIEN

Sine og Sørens hjem var et meget besøgt sted af hele familien, såvel af deres egne børn, men også af deres søskende med mængder af fætterkusiner, og Nutte var i forvejen flittig med at besøge hjemmet, og altid på cykel den lange vej fra Aarhus... så det at turene til familien nu bare blev til "smutture" var en uforudset gevinst i al elendigheden!

På billedet til venstre på forrige blad er Nutte på besøg samtidig med nogle fætre fra far Sørens familie, blandt andet fra Funder ved Silkeborg... og til højre, med de små søskende, er hun hjemme samtidig med søster Anna, der er på besøg sammen med sin Martin fra Løkken.

Noget kunne tyde på at dette selskab var samlet i tiden lige omkring hvor Nutte flyttede til Karup. Anna fødte samme år 1946 min kusine Tutte først i december, 4 måneder før jeg kom til verden den 5. april 1945, og de ser da vist begge lidt gravide ud?

I Karup startede Krista med at arbejde på et pensionat lige uden for selve flyvepladsen... det var dansk, men indrettet for tyske piloter.

Da hendes omstændigheder blev mere iøjnefaldende, ca. de sidste tre måneder, ønskede hun at gemme sig yderligere, og hun skaffede sig et mere ydmygt job inde på selve flyvepladsen... eller var det den nye flygtningelejr for tyske flygtninge?

Her sad hun så den sidste tid, sammen med andre "tvivlsomme" personer og skrældede kartofler under et halvtag bag en køkkenbarak.

Lillesøster Bodil og Nutte med tre fætre og storebror Henry og lillebror Erik.

Svoger Martin, storesøster Anna og igen Bodil, Erik og Nutte.

I første omgang på pensionatet var hun igen sat tilbage på et lille kammer for to piger, men senere, sammen med kartoffeljobbet, skaffede hun sig et værelse i landsbyen Grove ca. 5 kilometer vest for den nye arbejdsplads. Det var et spartansk kammer, men ikke anderledes end hvad hun kendte fra sin barndom på husmandsstedet i Dalsgaard, og så var der den fantastiske gåtur mellem seng og arbejde, frem og tilbage i det skønneste hedelandskab.

Maleriet herover til venstre viser vejen mellem Grove og Karup. Det hang i mange år på væggen hos en barber i Karup! Her var en tysk soldat kommet ind lige før sin hjemsendelse tilbage til Tyskland. Han havde ingen penge, men fik lov at betale med maleriet.

Til højre vises et blik ind i en tysk flygtningelejer med en børnehave nær kartoffelskrælleriet.

Der kan ses nærmere om tiderne i Karup under 2. Verdenskrig og lidt derefter... med hilsen fra Karup Lokalarkiv

Grovelejren

Køkkenpigen

Sine og Sørens fjerde barn af syv

Krista Andrea Jakobsen