1 / 10
2 / 10
3 / 10
4 / 10
5 / 10
6 / 10
7 / 10
10 / 10
9 / 10
8 / 10
Bare et udpluk af slægtens store personligheder!
⚫️
Hvad et billede ikke kan fortælle!
Hvor skal man begynde og hvor skal man ende? Der er uendelige muligheder og jeg er vild med at lade tilfældet råde og så bare lave flere fortællinger hulter til bulder ud fra de startimpulser der måtte optræde. Tilfældet har i dag bragt mig til at åbne et par gamle glemte billeder fra mine børns oldeforældres tid, og ud af det blå begyndte jeg at rode lidt med dem uden tanke og med! Og umærkeligt var jeg igang med at brygge en fortælling af de tanker som dukkede op ved berøringen af de to billeder... hvad som helst!
Billederne er et par gruppeopstillinger hvor min bedstefar Søren, på det ene, var rejst alene til Sjælland til en af sine 12 søskendes bryllup... hans bror Kristian som husker som en glad svend! Han fik mig bekendt 5 børn ud af det der bryllup, hvoraf jeg kun kender den ene, Børge. Skønt fra Sjælland kom både Kristian og Børge en del hjemme hos Sine og Søren, og som lille dreng kunne jeg godt lide Børge , han var flink og så måske sådan ud... fordi han havde en guldtand der altid glimtede! Faren Kristian var en sjældnere gæst, men nok den mest farverige! I 1946 var han blevet enkemand og blev mig bekendt aldrig gift igen, og den slags var et særsyn i disse tider hvor ingen mand med respekt for sig selv kunne finde ud af at koge så meget som et æg! Den slags havde man kvinder til, og havde man ikke en kone, så måtte man i det mindste ansætte en husbestyrerinde! Den slags kendte jeg rigtig godt til, eftersom min egen enlige mor... med mig som bagage en tre gange var havnet i sådanne jobs hos enlige mænd rundt i Midtjylland! (se evt. min Selvbiografi)!
Nå nok om det... det var bedstefars bror, farbror Kristian jeg kom fra. Trods opvæksten på Funder-kanten nær den Jysk Højderyg talte han flydende sjællandsk hvilket lød meget eksotisk i mine ører, der ellers allerede i 5årsalderen havde hørt adskillige jyske dialekter! Det var jo dengang, at man stadig kunne høre på snakken, om folk kom fra den ene eller den anden side af en å eller bare et mindre vandløb og lignende barierer! Fortidens mangel på broer og gode forbindelser i det hele taget havde haft den virkning, at sprogudviklingen nok foregik parallelt både indensogns som udensogns, men dog også så adskilt, at der altid var særlige karakteristika... om ikke inden for sognene, men så da fra herred til herred. Sprogligt var det således ganske interessandt at leve den gang, men det kunne dog ikke slå, når der langvejs fra dukkede helt særlige personager op i ens nærhed... og Kristian var sådan en, og var det ikke nok, så medbragte i det mindste sådanne typer under hver enste besøg! Om de så var hans husbestyrerinder eller hans elskerinder ved jeg ikke noget om, men de var hel klart en anden slags kvinder end hvad jeg ellers havde oplevet i familiens husmandsmiljøer eller i min mors kro-verden etc. De, Kristians kvinder, var alle ærkekøbenhavnere, der aldrig havde set bagenden på en ko før, og deres højlydte choktilstand under besøgene var til stor moro og forundring hos alle parter! Tænk bare over at de kom inde fra det buldrende og højteknologiske København og havnede ude i den lille afkrog Dalsgaard, i et hjørne af Kjellerup kommune, hvor Sine og Sørens lille ejendom utvivlsomt havde en direkte udviklingslinje direkte tilbage til jernalderen!
Det var dengang hvor man levede og boede sammen med dyrene, omend ikke som en del af familien, men så dog som sine måske nærmeste venner eller der omkring! Københavnerdamerne følte sig helt sikkert hensat til langt tilbage i fortiden og de var henrykte! Men jeg ved så bare ikke hvordan de reagerede på toiletforholdende, for der havde vi jo slet ingen! Vi satte os bag kalvene og lærte hurtigt at bevæge os i kragehop væk derfra, dersom en af kalvene fik den idé at besørge et eller andet samtidig med os! Formentlig var der, i det fine besøgs anledning, blevet shinet op ovre omkring lokummet, der var en kasse med en spand anbragt i et udhus, der engang var beboet af stedets får, men som nu var besat af duer og gammel støvet skrammel i form af udtjente mindre landbrugs- redskaber, og altså et lille aflukke af et par brædder og noget trådhegn omkring lokummet. Håndvask var et ukendt begreb, men der var da en vandhane inde i stalden og i køkkenet... begge med kold vandværksvand. Det var jeg meget imponeret over, for mange andre steder jeg havde min gang benyttede man sig af egen brønd på gårdspladsen.
Blandt brudeparrets gæster ses desuden min bedstefar Søren længst til venstre midt for med butterfly, og farbror Niels som er den unge mand længst oppe til højre med slips og høj kravetøj. Søren skriver jeg så meget om andre steder, (Blandt andet i afsnittet om Familien), så han får lov at være statist her. Dog skal det da lige røbes, at Knud og Kristian var de yngste brødre blandt deres far... Andreas første kuld på 10 børn. De var 4 drenge og 6 piger men i begyndelsen af 1900tallet emigrerede den ældste af drengene Jakob Nikolaj og 2 af søstrene Marie Petra og Andrea til Amerika. Faren, Andreas og de resterende søstre deltog ikke i brylluppet, så det var Søren som forlover og Niels der var rejst den lange vej for at repræsentere den jyske stamme. I familien havde søskendeflokken ofte levet under Sørens beskyttelse! Familien var jo gået mere eller mindre i opløsning efter morens død i 1898 da Søren var ti år og efterfølgende var blevet anbragt hos morforældrene i Hauge lidt mod nord. Som den tredje ældste var han i begyndelsen lidt i baggrunden i forhold til at følge sine mindre søskende der blev i barndomshjemmet. Først var de blevet passet af deres ældste storesøster Maren bistået af faren, men da Jakob først, og senere søstrene, var rejst kom han tættere på... især sine to brødre, og det var ham de altid insisterede på at have med til bal og den slags sammenkomster! Det var jo ikke ualmindeligt dengang, at der opstod slagsmål når der var mange mennesker samlet, og med Søren i baghånden undgik de to små rigtig mange klø... for Søren var stor og stærk.
Senere, da Søren var en halvgammel mand i 60årsalderen fik han grå stær som endte med at gøre ham blind på det ene øje, og under de lange sygehusophold der fulgte, var det broren Niels der trådte til som husbondafløser. Niels var aldrig blevet gift, og kunne derfor fleksibelt hoppe ind som joker når noget knirkede i familien. Han var meget vellidt, men jeg fornemmede også en ensomhed omkring sådan en ugift mand. Skønt rar, ordentlig og velklædt var der ligesom tomt omkring ham, og selv som lille barn så jeg det som en god ting... også for ham, at han havde sine søskendes familier at hjælpe og høre til hos.
I Funder Nørhede fik Andreas ellers god fodfæste, det gik godt med mureriet og samtidig havde han godt gang i handlen med især kvæg, som han opkøbte på markeder og fedede op på sine marker før de blev solgt videre til slagtning eller eksport... og så ramte ulykken. Ane Marie døde efter den tiende barnefødsel, hvilket jo nu minder os om de helt urimelige vilkår kvinder levede under i de tider, hvor alt var fuldt ud så katolsk som vi stadig ser det i religiøst dominerede lande! Som tidligere fortalt kunne mænd og slet ikke mænd med børn leve uden en kone, og Andreas giftede sig da også snart igen og fik yderligt tre børn.
Andreas efterlod sig altså 13 børn plus alt hvad der var kommet af børnebørn da han døde 75 år gammel den 5. april 1934 præcist 11 år før min fødsel.
Nede i billedet i anden række nr. 2 fra venstre ses en særlig smuk kvinde! Hun er med på det oprindelige billede her, med en gruppe unge mennesker omkring år 1910. De er nok enten unge socialdemokrater eller en del af en gymnastik- forening, og kvinden er min bedstemor... Sørens Sine. På sin 17års fødselsdag deltog hun i et politisk møde og en fest i et markedstelt ovre på sine forældres hjemstavn omkring Bjerregrav ved Randers. Det var en historisk dag den 20. april 1908, for den dag vedtog Folketinget en ændring af valgloven, der for første gang gav valgbarhed og valgret til kvinder i Danmark. I første omgang dog kun i forbindelse med kommunalvalg! Men hermed var en bevægelse sat igang, således at det 10 år senere gjalt alle politiske valg.
Sine var altså social bevidst og tidligt politisk interesseret, men hun har næppe haft drømme om større politisk aktivitet, det varede nemlig længe endnu før end en tjenestepige realistisk kunne forestille sig noget sådant. I stedet fandt hun sig selv fem år senere gift med den udkårne bondekarl og teglværksarbejder Søren. Ja, og derfra var det børnepasning og hjælpende hånd i stald og på mark i de næste 46 år, medens sangene blev fundet i den røde husmandssangbog og med Jeppe Aakjær som yndlingsforfatter. Søren var ikke så let i det som Sine, og jeg tvivler på hvor meget han var med på denne linje! Mine mostre var i hvert fald ikke i tvivl om, at det var deres mor der holdt familiens politiske og kulturelle fane højt, hvorved jeg så konstaterer, at Søren i det mindst ikke forhindrede det... og han var jo også den der var tynget af det økonomiske ansvar for familiens overlevelse, og der kan jo være grænser for personligt overskud i den hårde tid de levede i.
Fem af deres voksne børn blev i det mindste socialdemokrater livet igennem. En datter, Gerda, døde som 10årig... og min mor var så den eneste der prøvede, at komme i alvorlig social nød! Antageligt, efter at have afsluttet en slidsom dag og aften som køkkenpige på et lille uanseligt spisested "Up Town" i Frederiksgade i Aarhus, med et "Happy Houer", der resulterede i min fødsel det næste forår... og det uden det mindste spor efter den glade sæddonor, min far! Han havde ganske vist givet hende et navn, men det kunne bare ikke opspores, og hun så ham aldrig siden... og hun blev aldrig socialdemokrat. Ikke alene stod hun nu som enlig mor, og det var slemt nok, men det at hun ikke kunne oplyse om en barnefader på det tidspunkt var rigtig rigtig slemt. Alle døre var lukket og end ikke en spædbarnspakke fra Mødrehjælpen var hun berettiget til!
Muligvis havde hun misforstået noget, men efter tvangsindkaldelse til i en faderskabssag følte hun sig så fornedret og så rasende, at hun svor, aldrig mere at sætte sine ben på et offentlig kontor, og det gjorde hun så heller ikke!
Til gengæld endte hun som en særdeles holden erhvervskvinde der bad banken sende en kompetent medarbejder når hun skulle gøre bankforretninger, og da hun mange år senere besøgte sit barnebarn Ole der arbejdede som altmulig- mand på en moderne restaurant på den spritnye Marselisborg havn, var hun også "mand" for at markere sig, da hun blev præsenteret for værten. Hun så venligt på Ole og på manden, og spurgte med et glimt i øjet til begge, om Ole blev behandlet ordentlig...! Ja for ellers kan vi sku købe butikken sluttede hun af... til alles store fornøjelse. Det er min mor Krista der på billedet står skråt neden for sin bedstefar Andreas og skråt oven for sin far Søren og omgivet af Ole, der nu er TV-producer, og dennes søn Eskil, samt af min anden søn Jacobs datter Margueritte.
Nå, jamen når jeg nu også er kommet til mine børnebørn, så vil jeg da lige udpege de øvrige tre som faktisk står lige til højre for Margueritte, set fra beskuerens side. Det er Mads, Thor og Ellen. De har alle fem fuld drøn på som skoleelever eller studerende inden for teologi og filosofi... nåe ja, Thor er endda færdiguddannet datalog, så alt tegner lyst og godt! Men deres fortælling vil jeg vil jeg resumere under temaet "Familien" og ellers overlade til dem selv at hoste op med når de synes, at tiden er moden til den slags! Det vil sige, jeg kan da tilføje at Margueritte da har begavet familien med en lille henrivende datter Sol som kan anes længst ude til højre. Længere oppe i armene på min kusine Gerda, kan man desuden se familiens allerseneste knopskud... Thors nyfødte søn Sal! Jeg har altid syntes at mine børnebørn har fået overraskende navne, men efter et øjeblik har det jo altid været indlysende, at de har fået det navn de nu har fået, men alligevel har jeg da lige præcist gnækket om ham her så ikke kunne have hedet, Salomon! Nå, uanset hvad, så er mine børn og børnebørn samt begyndende tilgang af oldebørn mit livs helt store rigdom, og jeg er meget stolt af dem og deres vidt forskellige måder at takle livet på, og jeg har da oven i også opnået den lykke... selv at være blevet helt uden betydning for slægtens viderebringelse! Depechen er i nye hænder, og det skal nok gå!
Udover at min mor, der i sine velmagtsdage, nok arbejdede sig til døde for at få sig selv og mig oven på i livet, hvorefter hun nedtrappede midt i sine 50ere og kun blev 67 år gammel, så har jeg også haft hendes yngste søster Bodil som min mentor. Forud for min fødsel havde min mor "Nutte" haft en meget hård tid hvor hun, for at komme helskindet igennem graviditeten havde gemt sig i et diskret ophold som kartoffelskræller bag flyvepladsen i Karup... indtil hun ved hjælp af lastbiler og hvad transport der på hasarderet vis ellers bød sig på en 2 døgns slingretur ned omkring Skanderborg og op til Aarhus og Fødselsanstalten for Jylland! Her havde hun så bare måttet tage til takke med et leje på en madras på kældergulvet hvor hun fødte under kulde og træk og samtidig pådrog sig en underlivsbetændelse, der oven i det hele, nok satte en stopper for at jeg siden kunne få søskende! Eller var det en sterilisation man gav hende!
Der var mange forhold omkring min tilblivelse og fødsel der virker uoplyste! Det var i en meget vanskelig tid det skete! En ung bondepige i min mors situation havde nok lavest mulige status i det daværende samfund. Den sociale forståelse og støtte var absolut ikke på sådanne pigers side, og landet var besat af tyske soldater som ikke gjorde situationen nemmere. Min mor valgte at tie om det hele samtidig med, at hun tog sin egen og min skæbne på sig som sit eget ansvar!
Bodil kendte næppe noget som helst til den slags pulveriserende kendsgerninger og deraf de bekymringer, der kunne ramme unge piger der var kommet i "ulykke", hun vidste bare, at hendes søster ville komme hjem med et barn, og da min mor så kom og lagde mig midt på køkkenbordets voksdug, da stod den 13 årige pige bare himmelfalden og rørt sammen med resten af familien, klar til at modtage mig! Hun var solgt på stedet og var resten af livet en uvurderlig vejleder for mig såvel da jeg var barn og senere også som voksen.
Om det havde noget med min mors og min situation ved jeg ikke, men det kunne godt være nærliggende at tro, for ud over at følge os fra sidelinien, så blev Bodil den første i familien der gik i skole længere end til syvende klasse. Hun tog realeksamen med topkarakterer og endte efter en kontoruddannelse som en stridbar og i mange år ledende socialrådgiver, med kvinder og småbørn som speciale hos Dansk Mødrehjælp og siden hos amtet. Alt medens hun også lod mig flytte ind under min læretid som murer i Holstebro, hvor jeg så samtidig også lige fik banket noget social forståelse og kulturel oprejsning og dannelse ind i hovedet.
Som sidegevinst førte det nære forhold til, at jeg på det nærmeste fik en søster med i købet, for ved siden af karrieren var det også lykkedes Bodil selv at få en lille datter Rikke, 13 år yngre end jeg og reelt min kusine. På billedet kan man se Rikke oppe mellem Ole og den gamle Andreas, og Bodil sidder nede ved bruden og med min kusine Tutte mellem sig og bedstefar Søren. Tutte og jeg var lige gamle og var nok hver især hinandens først rigtige fortrolige i dette liv. Mor Nutte eller Krista og Tuttes mor Anne var jo søstre og nærmest også veninder, så vi så jo hinanden ofte både i Løkken hvor de boede, og i Dalsgård hos vore bedsteforældre. På et tidspunkt i begyndelsen af anden klasse gik jeg endda i skole i Løkken, medens min mor passede et job på Badehotellet. Det var dengang, at Tutte, der ellers er døbt Zita, og hendes lillesøster Gerda og jeg dagligt løb ned til stranden og badede i vesterhavet! Det var pragtfuldt, men en dag skete der det... at vi ikke kunne bunde da vi ville i land! Det var ikke så godt, for ingen af os kunne svømme, og pigerne gik straks i panik! Gode råd var dyre, men så fattede jeg, at vi nok havde bevæget os langs kysten på en revle! Helt enkelt så skulle vi jo bare gå tilbage samme vej vi var kommet! Ja, og aldrig så snart vi begyndte at gå i den retning, før der kom en langbenet mand løbene og tog os alle tre op under armene og løftede os i land selvom der nu kun var en halv meter dybt. Nå skidt, for min onkel Martin, Annas mand og pigernes far syntes om historien og gav mig en daler (en tokrone) for min livrederindsats... dengang hvor en is kostede 15 ører! Det var en formue.
SLÆGTERS GANG
Stammerne Jakobsen og Nielsen
SLÆGTEN
Nu om dage er der mildt sagt nogle andre bade- og legeregler! Det glæder mig ikke at skulle være barn i vort nuværende hysteriske curlingsamfund, men jeg er glad for at konstatere, at de fleste børn alligevel ender som initiativrige og selvstændige voksne... og for mine egne efterkommeres vedkommende endda væsentlig bedre end jeg selv har formået! Ikke fordi! Men jeg har da taget mig af den så godt jeg kunne, og så har jeg efter bedste evne forsøgt ikke at stå i vejen for deres fremdrift. Nå, men tilbage til billedet hvor jeg også gerne vil præsentere min ældste søn Jacob, som i dag er en moden mand bedstefar til to og arbejdsgiver for et større antal dataloger og den slags i sit eget firma i Aarhus! Var vi alle blevet ude på landet havde han muligvis været herremand! Det behøver ikke at have været helt umulig! I det mindste var en af hans oldefædre på mødrende side herremand på et gods nær Horsens, men han blev dog sat tilbage som vestjysk proprietær under krisen i 1930erne. Manden med det flotte skæg foran brudeparret er Jacob. Oppe foran Andreas mellem min kusine Rikke og barnebarnet Ellen står Grethe, hans viljestærke mor. Hun var den smukkeste kvinde jeg nogensinde havde set, dengang jeg mødte hende for over 60 år siden, og jeg har forgæves forsøgt at finde en endnu smukkere lige siden. Det er så bare aldrig lykkeds, så vi er stadig gift med hinanden og nyder nu tilværelsen som pensionister hvor vi har vor daglige gang i Risskov, langs Stranden og rundt i Skoven.
Selv er jeg forøvrigt ham med brillerne der sidder let tilbagelænet ved siden af oldebarnet Sol til højre midt i billedet. Umiddelbart ser jeg mig selv som en bondeknold, gadedreng og fritænker der har famlet sig gennem tilværelsen så nogenlunde oprejst og med held nok til, som murer, arkitekt og projektudvikler, at have ført mig frem både herhjemme og rundt i verden. Se eventuelt min Selvbiografi!
Siden ovenstående gennemgang har jeg tilføjet nogle flere slægtninge i form af min morbror Henry som var den der såede slægtsinteressen, og så er den Sine ældre tilføjet omgivet af sin far ude til venstre, og sin svigerinde Maren til højre for Jacob. Nede i forreste række ser vi nu min moster Anne, Sines mor Mette Marie Sine selv og Sørens mor Ane Marie! Manden til højre med briller på er en navnebror og nevø til vores gamle stamfar og indvandrer Johan Georg Breuner.
Billedet er som oplyst en fiction medens fortællingen sådan stump for stump er sammensat af virkelige hændelser, som et tilfældigt snapshot af...
Slægternes gang.!
Herunder er indsat en gentagelse af forsidebilledet tilsat de enkelte personers navne og familiestatus i forhold til Sine og Søren.
Kortet nederst er en udgave af Sine og Sørens Hjemstavn, som vil gå igen flere steder! Her er kortet forsynet med de udvalgte slægtninge fra forsidebilledet.
Det er karakteristisk, at udvandringen fra området har taget særlig fart i børnenes generation og næsten alle i børnebørnenes (min) generation.
Min salig morbror Henrys to døtre Anette og Margrete er nu eneste repræsentanter i området for vor gren af slægten.
Senere som ung mødte jeg ham da også som en ensom gammel mand der færdedes i Silkeborgs centrum og blandt andet omkring rutebilstationen, hvor jeg af og til skulle skifte mellem tog og rutebil etc.
Øverst på billedet, som altså mere er et abstrakt billede af slægternes gang, end det er et billede af et bryllup, ser vi brødrenes far og min oldefar, Andreas Jacobsen. Ham har jeg, uden hensyn til bryllupsvirkeligheden, anbragt øverst for at give ham det store udsyn over flokken på billedet, der mere eller mindre er fyldt med hans gener, lige med undtagelse af bruden og min Grethe.
Andreas selv kom fra kanten af det jeg kalder Kartoffeltyskerland som fjerde generationsefterkommer blandt de tyske migranter der omkring 1759 indvandrede til Frederiks Sogn på den store Alhede. Hans far, bedstefar og oldefar stammede fra den indvandrede Johan Georg Breuner og dennes anden hustru Anna Rosina Löfler. De slog sig ned i Havredal, hvor Johan Georg endte med efter tre ægteskaber i først Tyskland og så Danmark, at have fået 18 børn før han vist nok rejste tilbage til Heidelberg for at dø!
Anna Rosinas sjetteældste søn Johan Jacob Breuner og to andre brødre brød op fra Havredal og byggede hver deres egen gård i Trehuse. De omtales i afsnittet om Alheden. Den sjette af Johan Jacobs 11 børn, sønnen Johan Wendel (Breuner) forlod Trehuse for at gifte sig med en 16årig pige fra Skræ, Anne Kirstine Rasmusdatter... De havde fået tildelt et stort stykke hede længst ude på Thorning Vestermark, hvor de begyndte forfra med deres eget hedeprojekt, hvor de også fik 9 børn hvoraf det femte, sønnen Jacob (Wendel) Johansen der blev den der overtog den nye hedegård. Han blev sandsynligvis døbt af digterpræsten Steen Steensen Blicher og så blev han far til min oldefar Andreas Jacobsen og 3 andre børn.
Alle mennesker på landet dengang i 1800tallet udfyldte en plads i bondesamfundet, men med den voldsomt ekspanderende bondebefolkning var der brug for supplerende beskæftigelse, og Andreas der i stort omfang havde været med til den evige opbygning af gården på Thorning Vestermark var blevet god til at arbejde som murer. Som sådan opsøgte han så i sin ungdom en anden tusindkunstner Søren Eriksen ovre ved Hauge Sø! Eriksen drev noget landeri derovre, og så var han handelsmand og kampestensmurer! Det var det sidste der havde lokket Andreas til... han ville gerne prøve det der kampestens- byggeri, og han blev budt velkommen og trådte ind i husholdningen hos murer- mesteren. Det gik godt, og få år senere drog han videre øst på til Gjern-egnen, medbringende sit murerværktøj og mesters datter Ane Marie Sørensen der var sjette af syv børn hos Søren Eriksen og fru Maren Sørensdatter.
Det viste sig, at Andreas også havde fået sans for at handle såvel med dyr som med ejendomme, og før han og familien vidste ad det, var de tilbage på hedeegnen igen, men nu lidt sydligere på Funder Nørhede hvor deres tredje barn af 10, og min bedstefar Søren Erik Jacobsen, blev født... som man kan se fik han sin fars efternavn fremfor hvad der tidligere var reglen, at man fik farens fornavn med et -sen hægtet på. Dertil fik han så sin morfars fulde navn minus -sen som fornavn... Søren Erik!
De sorte markeringer er for nogle af de personer der er med på gruppekollagen.
Her har vi så sognene som de fordeler sig og hvad de heder!
De røde markeringer er Sine og Sørens boliger, fra begyndelsen i Almtoft og så tiden i Dalsgaard som også blev min faste ankerplads gennem barndommen.
De lilla markeringer er andre direkte slægtninge.
De brune markeringer er slægtsrelaterede steder.