1 / 10
2 / 10
3 / 10
4 / 10
5 / 10
6 / 10
7 / 10
10 / 10
9 / 10
8 / 10
SKITSERNE OG ARBEJDSTEGNINGERNE
Forslag til et parabelhus på Altiplano
HUSTEGNEREN
...at få noget til at ligne!
Som godt 40årig, efter et både fagligt og menneskeligt kæmpe eventyr i 4 kilometers højde i Leh, Ladakh oppe i de indiske Himalaya bjerge, slog jeg mig ned på arkitekt Nils Madsens tegnestue på Klostertorvet 4 i Aarhus!
Tegnestuen var en kæmpestor tagetage, et forhenværende krudtdepot, der strakte sig med en 3-400 m2 over den store hjørneejendom! Her sad Nils med sit team og knoklede med, at få bygget et nyt hus til byens avis, Aarhus Stiftstidende og allehånde andre projekter og konkurrencer, og midt på gulvet stod i årevis en stor lækker motorcykel parkeret og skinnede lækkert.
Midt i dette lejede jeg et tegnebord og satte mig til at sortere i mine notater og billeder fra Indien. Det var en lang historie som beskrives nærmere både her og der! Resultatet var endt med at blive "opfindelsen" af et såkaldt "parabelhus" hvor jeg havde haft fat i den lange ende! Altså hvis vi ser bort fra det nubiske folk i Ægypten, der for mindst 6.000 år siden havde konceptet på deres rygrad, og ser på de omstændigheder der førte til, at jeg i 1985 fik opgaven at udvikle et byggeri kun med anvendelse af lerjord som byggemateriale! Altså, var det ikke et spørgsmål om hvem der havde royalties, men om hvem der havde erfaring..! Og det var så den jeg nu stod med... og som jeg gerne ville afprøve en gang til!
Der havde været uro i Ladakh undervejs med træfninger mellem Indien og Kina, så det var ikke muligt at forestille sig at komme tilbage dertil. I stedet kiggede jeg mig derfor rundt på verdenskortet for at finde et alternativ... et sted oppe i højden hvor der ikke gror træer men er masser af lerjord, glohed solskin og iskolde nætter samt udbredt fattigdom! I givet fald ville dette sted have lige det sæt af problemer, hvortil jeg netop stod med "løsningen"! Glemte jeg at nævne at parabelhuset også er udstyret med et passivt solvarmesystem!
Længe efter fandt jeg så ud af, at man i udviklingsbrancen ellers aldrig begynder med løsningen, men altid først ser uhildet på problemerne... for så først at udpege én eller et par årsager som så straks, på logisk vis, kan lede direkte frem til det nødvendige sæt af tilpassede løsninger i den givne situation. Sådan en sympatisk løsning kendte jeg selvfølgelig godt, også ved skabelsen af god arkitektur! Men jeg var jo også lidt af en støvsugersælger, der drog ud for at sælge støvsugere og, som sådan, ikke var interesseret i folk der mere mente at de havde brug for en kost eller et sprinkleranlæg! Ikke sådan at forstå, at jeg hellere ville prakke dem noget på! Nej, jeg ville skynde mig videre til jeg fandt en der vitterligt havde brug for det jeg kunne sælge, og i mit tilfælde et "parabelhus". Altså ledte jeg efter en pendant til Himalaya-bjergene, og hvad andet kunne jeg finde på end Andes-bjergene... med Bolivia som de mest oplagte land jo! Der var der allerede godt gang danske miljøprojekter centreret på Det Andinske Højland, Altiplano!
Med tanke for at tilslutte mig lavede jeg et hurtigt udkast og et primitivt perspektiv på den anden side af servietten, og bang sagde det, og der stod jeg med svaret på de aller fattigste familiers boligproblemer på det golde Altiplano.
Et selvopvarmeligt hus som enhver ejer af en skovl og en spand selv kunne grave op af jorden lige på stedet hvor det ellers skulle bygges!
Isometri og snit af et parabelhus.
Den aller første vision af ideen om at introducere parabelhuset i Bolivia er den tegning der kan ses øverst på forsiden af nærværende webside, og et af de bedste fortolkninger af lige netop denne tegning er ovenstående landarbejderbolig i Llallagua, et lille landsogn i Sica Sica kommune syd for landevejsbyen Lahuachaca.
Forud for huset i Llallagua og de mange andre tilsvarende- og forskelige huse rundt omkring på Altiplano og tilstødende dalområder begyndte vi med at lave et pilotprojekt i Lahuachaca, og det er nogle af tegningerne til disse forsøgsbyggerier som kan ses på forrige blad... Isometrien og snittet af et de første parabelhuse i Bolivia, hvor selvbyggere og håndværkere hurtigt døbte byggekonceptet til at hede "Lak'a Uta".
"Lak'a Uta" er et aymaraord og det betyder "Huse af Jord" og det er derfor også det ord jeg benytter for byggekonceptet i Bolivia og omegn, medens jeg dog bevarer betegnelsen "Parabelhuset" i generelle sammenhænge og andre steder end i Bolivia.
Se evt. også her Sundhedscenter og der Parabelhuset! ...samt
Lige nu ved jeg ikke hvor jeg skal begynde og ende med tidernes skitser og arbejdstegninger! Mange af dem vil alligevel blive repræsenteret under mine meritter som arkitekt, bygmester og projektudvikler, så hvorfor ikke lige ryste op med et af de fedeste som aldrig blev til noget! Det er et hus på Aage Bergsvej i Risskov som jeg lavede for en damefrisør Kirsten som havde gjort det rigtig godt i flere år inde i Aarhus, og så var hun søster til min forhenværende nabokone ude i Hesselballe. Nu ved jeg ikke om det var fordi, at huset var for ambitiøst eller om hun og gemalen bare ikke brød sig om det!
Under alle omstændigheder blev det aldrig til noget... og det minder mig så om, at jeg alle dage har været en ekstrem dårlig sælger! I mit "lønkammer" forlanger jeg simpelthen at modtageren skal være begejstret, for ellers kan de skubbe sig selv skråt op og glemme alt om en videre forhandling, hvilket indtil flere så også har gjort. Ja, og det er jeg så ikke blevet overvægtig af, så for at overleve satsede jeg gang på gang på selv at købe byggegrunde og så bygge mit yndlingshus en ad gangen på dem, og så sælge det færdige hus uden den kommende husmors lyserøde marmor på badeværelsesvæggene.
Det seneste nybyggeri fra min hånd er en co-produktion sammen med min søn Ole som er producer, fotograf og klipper... fortrinsvist af dokumentarfilm med fokus på miljø- og klimabalance hos TV2.
På billedet her ser man hans og familiens nuværende bolig som i første omgang blev bygget som et nyt filmværksted der bare blev så fedt, at han og familien flyttede ind og endnu, efter nær et tiår, ikke er kommet videre med stuehuset, men dog har fået revet ruinerne ned efter den gamle bondegård, der kan skimtes i baggrunden, dr hvor det nye stuehus er tiltænkt at komme til at stå.
På fotoet på næste side kan man se det samlede anlæg ved købet omkring år 2004, hvor det nuværende foreløbige stuehus har overtaget den gamle svinestalds plads. Det er murstenene fra den gamle stald der er anvendt til den indbygning af den nye støbejernsbrændeovn og dens skorsten. Ellers er alt nyt og topmoderne og tidssvarende varmeisoleret.
Der blev tænkt på at bevare den gamle gård, men den var meget ringe, og nye byggelove giver ikke reelle muligheder for genbrug af gamle bygninger.
Der måtte her, som generelt i 2020erne, tegnes noget nyt!
Den gamle gård måtte falde, men den hidtidige bebyggelsesstruktur søgtes gentaget! I første omgang med udskiftningen af svinestald med filmatelier/bolig.
Murermesterens Træhus: Først glæde over købet! Så opmåling! Så fri tegning
og så det færdige midlertidige resultat og resterne af ruinerne i baggrunden.
Under alle omstændigheder blev der bygget med top-isolering svarende til hvad der første gang blev indført ved lov i 1962 ca.
Siden ændredes planen til en "midlertidig" bolig!
Først var det planen at bygge til filmproduktion!