1 / 13
2 / 13
3 / 13
4 / 13
5 / 13
6 / 13
7 / 13
9 / 13
8 / 13
10 / 13
11 / 13
13 / 13
12 / 13
...fra før skolealderen til konfirmationen...
... fra fødslen og når det var muligt og nødvendigt var jeg på ferie hos Sine og Søren. Det er lidt demonstrativt at jeg sætter Sine før Søren, for dengang og i hvertfald i Dalsgaard sagde man Søren og Sine, Peder og Laura, Margrethe og Kristian og så fremdeles... det var manden der var i centrum, og det var ham der havde ansvaret for familiens ve og vel... og måske var det derfor, at der ikke var meget sjov ved mænd! De var næsten altid alvorlige og ofte deprimerede, alt som prisen på deres afgrøder faldt og steg! Nåe ja, når den steg eller det på anden måde gik godt med bedriften, stedet, husmandsstedet eller gården som den nu kaldtes. Det sidste var det nu kun udenforstående så som svigersønner og den slags der kaldte den! Hørte man til på vidste man godt, at titlen "gårdejer", det var der kun Jens Laursen henne på Dalsgaard der kunne kalde sig, og så ophøjede personer kendte jeg kun at se på. Instinktivt holdt jeg mig til "husmændene" og det vil nok sige... deres koner. Det var konerne der overhovedet så og tog sig af børnene, også selv om de fleste var bedste- mødre... ja, og så var de jo min bedstemors veninder eller i det mindste nabokoner.
Det jeg forsøger at fortælle er, at trods den patriarkalske tidsånd, så foregik barnelivet i Dalsgaard i et matriarkat! Ikke sådan at jeg ikke var elsket af min bedstefar Søren og at jeg elskede ham... slet ikke, men det foregik mere stille og mest ved lejlighedsvise knus, hvor jeg kom til at kunne lide duften af skrå! Men altså, i det daglige var det matriarkatet der rådede... et meget kærligt, men også opdragende matriarkat, min bedstemor Sine og moster Bodil i spidsen, og med mine andre mostre Anne og Meta og min mor Krista eller Nutte som akkompagnementer... og det i en grad der hele mit liv har vakt min undren over den ofte fremsatte frase "...det svage køn!" Sikke noget sludder, for så kender man ihverfald ikke min mors søstre.
Min bedstemor elskede jeg højt og hende frygtede jeg aldrig, hun var den kærligste og aller mest trofaste coach man kunne ønske sig, og hvad min mor angik så vidste jeg, at jeg havde hende på min side til verdens ende, men jeg tillod hende ikke at opdrage på mig. Hun kunne ikke stille med en far til mig, og det tilgav jeg hende nærmest aldrig! Muligvis var det ikke så meget fordi fordi jeg savnede en far, som det var den manglende fortrolighed mellem os om spørgsmålet der nagede mig!
Trods det, at jeg bar stor kærlighed til hende så behandlede jeg hende alligevel skurkagtig og uden taknemmelighed for alt det gode hun også gjorde for mig. Eksempelvis kunne jeg nægte at følges med hende på gaden på vej til en butik for at købe ting jeg ønskede mig! Altså ville jeg gerne have, at hun købte ting til mig, men så vidt muligt ville jeg sikre mig, at det ikke kunne skinne igennem i gadebilledet at jeg ikke havde en far. Engang handlede det om en dolk med et hjortetakshåndtag jeg begærede, og jeg syntes det var forsmædeligt, at stå der i butikken sammen med en mor og ikke en far, sådan som alleandre drenge ville have haft det! Sandheden var nok bare sådan, at de sku aldrig fik så flot en dolk.
Hov, det var en smutter! Denne gang til Struer langt væk fra Dalsgaard, hvor Sine måske en uge senere oplærte mig i at rense æg som kunne sælges til Dansk Andels Ægeksport via mælkekusken der tog dem med til købmanden eller var det til Andelsmejeriet i Nørskovlund!
Hjemme ved bedstefar og bedstemor mødte jeg verden! Og besteg den.
I de første år fornemmede jeg gradvist livet og i Dalsgaard traf jeg resten af familien.
Det kunne ligne en forudanelse om murertilværelsen og kunstens idé!
Lille sorte Sambo havde en dejlig mor der kunne bage pandekager i tigersmør, og Ferdinand havde en kone som minder om hende jeg fik og Knold og Tot var mine helte!
En dreng i hjemmestrik og meget af hans familie inklusive Bedstefar.
Som 14årig var det forbi! Bedstemor skulle flytte og en ny kusine var kommet til.
Længe efter at dette "møde med mig selv" (min selverkendelse i Dalsgaard!), og mindre end en uge efter fødslen kom jeg til Dalsgård og blev lagt frem til fri beundring på køkkenbordet, hvor mine bedste- forældre nok med nogen sindsro tog imod det nye familiemedlem, medens min 13årige moster Bodil var ved at gå midt over af benovelse og vedblev at være min fortrolige resten af livet, der for hende sluttede 60 år senere ved havet i Fjaltring.
I mine to første år kom jeg jævnligt til Dalsgård, når min mor tog cykelturen fra Aarhus og hentede mig på børnehjemmet Børnely i Kjellerup. Det kunne der godt hver gang komme en lille fest ud af... især når min moster Anne samtidig ankom med min jævnaldrende kusine Tutte. Tutte, eller Zita som hendes døbenavn er, og jeg nød meget hinandens selskab og fortrolighed op gennem barndommen og ungdommen.
Ellers fungerede husmandsstedet i Dalsgaard som rasteplads for mig op gennem hele barndomen, herunder ikke mindst når min mor skiftede fra det ene arbejde til det næste hvor hun gerne brugte lidt tid på at komme ordentlig på plads før min ankomst, og så kom alle skoleferierne etc...
