1 / 15

2 / 15

3 / 15

4 / 15

5 / 15

6 / 15

7 / 15

9 / 15

8 / 15

10 / 15

11 / 15

13 / 15

12 / 15

14 / 15

15 / 15

EN DRENG I ET SPIL KEGLER

... tryghedens holdeplads ...

DALSGAARD - HUSMANDSSTEDET

...var bagstopper på Sørens bekymringer, og trods stor sygelighed i mange år grundet hårdt slid og mange barnefødsler, hvoriblandt der også var en del aborter, lykkedes det hende sammen med børnene at holde humøret i familien oppe så meget, at alle børn kom godt i vej og kunne skabe deres egne familier. Sine var som Søren kommet af små kår, men hvor Søren allerede som stor dreng havde knoklet for at bidrage til trygheden omkring sig. Da havde Sine i sin ungdom og som "pige i huset" både i by og på land formået også at blive en dygtig gymnast og aktiv i det der blev den Socialdemokratiske ungdoms- bevægelse i hvilken forbindelse hun som nær eneste kvinde (sådan fortalte hun mig det), på sin 17års fødselsdag den 20. april 1908 i et stort telt ovre på sin fars fødeegn i Bjerregrav ved Randers, havde deltaget i fejringen af den, den dag vedtagne nye lov om kvinders valgret ved lokalvalg som til sogneråd og byråd.

Sikken historie, min bedstemor havde været aktivist under kvindesagens opblomstring! Hvabehar? Det var en overraskelse for mig, og min respekt for min bedstemor havde ingen ende! Elers var- og er jeg ikke nogen feminist... feminisme er i mine øjne en omgang forvirret overklasse dekadence! Men er der noget jeg går ind for og forstår, så er det når nogen går ind i en vedkommende kamp for bedre levevilkår til sig og sine. Sådanne folk fortjener al den solidaritet man er i stand til at mobilisere! Ja og så min bedstemor, altså!

FAMILIEN

Familiens medlemmer indgår også i webstedets afsnit om slægterne, og nærværende tekster skal derfor ses som en kortere præsentation af hver enkelt med fokus på deres position i familien og min oplevelse af dem.

Overskrifterne for de enkelte fungerer også som link til pågældende under Slægterne og så primært under Jakobsen & Nielsen.

Oprindeligt startede jeg med at skive mine erindringer i en slags prosa! Det forsøger jeg stadig, med risiko for i nogen udstrækning, at jeg her i webudgaven vil komme til at overlappe og gentage mig selv! Der kan imidlertid være op til en snes års forskel på de yngste og ældste tekster, så måske kan der findes en kvalitet ved dette (eller det modsatte)! Bortset fra dette kommer måske, at dispositionen og formen er vidt forskellig! Lad det komme an på en prøve!

Den tekstarkæologiske og nørdede læser finder nok ud af det.

I givet fald skal man downloade:

Selvbiografien for Begyndelsen og Barndommen.

Gå til det relevante stof vedrørende emnet Dalsgaard side135 -165 eller led selv i indholdsfortegnelsen!

Angående selvbiografierne for Ungdom, Manddom og Alderdom henvises til websiden "Biografien som bog".

...men her og nu... videre til en kort intro om familiemedlemmerne:

...var min mors ældste søster, og hun havde sammen med sin Villy fået tre drenge hvoraf de ældste Kristian og Søren var tvillinger 7 år ældre end jeg, og den yngste Ole var 2,5 år ældre. Flinke fætre alle tre som jeg lærte under fælles besøg i Dalsgaard og senere var sammen med under ferier hos dem i Ballerup. Vel ikke så overraskende var det især Ole og hans venner jeg fik tættest kontakt med, og uden at ane det fik jeg på den måde en god fornemmelse af en københavnsk forstad og livet der. Ballerup station var åbnet for s-tog bare en tre år før mit første besøg.

Moster Meta talte sin egen udgave af sjællandsk, hvad jeg syntes var rigtig sejt. Min onkel Villy talte rigtig sjællandsk, og så var han en forhenværende landarbejder der var rykket til byen via et job som betonarbejder! Han kunne noget med hænderne og lavede hængeskabe til de fleste af familiens køkkener, og for mig var han indbegrebet af en rigtig mand, og både han og moster var rare og flinke over for mig.

Moster Anna

...var min mors nærmeste søster, når der ses bort fra afdøde moster Gerda. Det er nok Anna der har inspireret min mor til at flytte til Aarhus i sin tid, for der arbejdede hun, og som søstre blev de gensidigt en god støtte for hinanden der. På et tidspunkt forelskede Anna sig dog i en soldat tror jeg! Han hed Martin og tog sin elskede med til hjembyen Løkken.

Der blev mit forhold til denne herlige by og dens smukke strand således grundlagt længe før min fødsel, for da Anna snart blev frugtsommelig smittede det min mor, der var blevet efterladt alene nede i Aarhus! I hvertfald nedkom min mor med mig kun fire måneder senere end min kusine Tuttes fødsel i december 1944. Og vi to blev straks gode venner, da også vi mødtes de første gange i Dalsgaard.

Siden flyttede min mor og jeg også til Løkken, men dog først da jeg gik i 2. klasse. Vi flyttede ind hos Anna og Martin som vi flere gange havde besøgt før, og jeg var fortrolig med Anna som var rigtig rar over for mig... og så var der jo Tutte og nu også en lille søster Gerda. Ja, og deres far Martin var der jo også og han har selvfølgelig også accepteret min mor og mig, men det var ikke noget han jublede over, han var jo ikke blot jyde men også vendelbo, og den slags pjatter ikke med tingene! Men han kunne da spille "den lille nisse rejste" på banjo.

Morbror Erik

...var min mors yngste bror knap 5 år yngre. Han havde spillet en mindre rolle i min mors barndom og han havde sit eget at slås med da jeg ankom. Han var rapkæftet og var derfor faldet i unåde hos far Søren! Erik ville ikke ud og tjene hos bønderne, og hvad fanden bildte han sig ind syntes Søren at mene! Var de vilkår som han selv og langt de fleste på den tid var budt ikke godt nok for hvalpen! Så skulle han ikke komme til ham, Søren, om hjælp.... og hvad værre var! Det gjorde Erik så heller ikke. Han klarede det selv og fandt en læreplads som gartner helt nede i Østbirk langt fra Dalsgaard, så han også var nødt til at anskaffe sig en motorcykel, så han kunne komme hjem og besøge sin mor, der hele tiden støttede ham i baggrunden.

Det var under sådanne besøg jeg lærte ham at kende, og han blev min helt store helt. Erik kunne svinge mig i de mest fantastiske koldbøtter og han kunne lære mig at danse ved at lade mig stå på sine fødder, medens vi hoppede rundt på køkkengulvet til musik fra radioen inde i stuen. Da jeg lige blev lidt større var jeg ikke i tvivl om, at Erik sammen med motorcyklen var en tro kopi af James Dean, som jeg havde oplevet i mit parallelle liv uden for Dalsgaard... i Kino i Struer.

Erik og motorcykel forsvandt pludselig til Fyn hvor en dejlig pige Ellen havde samlet ham op og installeret ham i et hyggeligt bindingsværkshus i landsbyen Kappendrup hvorfra de senere flyttede til Nislevgård ved Otterup..

Morbror Henry

...var min mors ældste bror. I barndommen havde han og min mor i særlig grad udgjort et team hvor de på mest godt, men også ondt, har holdt af- og har bekæmpet hinanden. I det spil har det nok betydet en del, at der kun var et par år mellem dem og at de derfor konkurrerede om den samme form for omsorg. Mit indtryk er, at de begge er blevet bedt om ikke at skabe sig, og det har de så rettet sig efter. I hvert fald rykkede min mor og jeg ca i 1949 ind på hans lille bondegård i Marsvinslund nær Demstrup hvor hun så fungerede som husbestyrerinde en kort tid, hvor hun formentlig har søgt andre jobmuligheder... det ved jeg ikke præcist, men resultatet var jo da, at jeg også opbyggede et tilhørsforhold til Marsvinslund hvortil der både var tørvemose og lidt skov og en kæmpehøj, formentlig fra bronzealderen.

Senere boede jeg der også alene i små perioder. Da havde Henry giftet sig med sin Anna og de havde fået deres første datter Annette, som jeg især husker stående i en kravlegård i bryggerset. Henry var en sindig bonde og sagde ikke så meget, men han gav da udtryk for, at jeg når jeg blev lidt ældre gerne måtte komme og være karl hos ham! Det var stort og blev straks indarbejdet i mine fremtidsvisioner, og så gjorde det jo ikke noget at Anna var flink og rar. Snart kom der så en kusine Margrethe mere til, og så opstod der noget jalousi mellem min mor og Anna som betød lange pauser mellem besøgene derude for mig, og jeg fik da heller aldrig startet den der landbrugskarriere op.

Imidlertid døde tante Anna i en ung alder som 57årig, og derefter blev Henry gradvist mere vendt mod familien Jakobsen, og personligt havde jeg et godt samvær med ham omkring vores fælles interesse for vort slægtskab til kartoffeltyskerne.

Moster Bodil

...var min mors yngste søster. Som broren Erik og 8 år yngre var hun heller ikke så stor en del af min mors barndom, men det blev hun så fra nu af, og hermed ikke mindst i mit liv også! Det er vist skrevet før, men ved vort første møde hvor jeg var måske en uge gammel blev det kærlighed ved føste blik! Bodil var lige knap 13 år, og hun faldt pladask for den nuttede lille dreng, som måske brugte sine instinkter og smilede tilbage til hende for at fyre op under hendes omsorgsgener... ja jeg ved ikke helt hvordan den slags foregår, men det endte altså med, at Bodil lige til sin død 60 år senere aldrig forsømte at tage sig af mit velbefindende.

I de første år boede hun stadig hjemme i Dalsgaard hvor hun altid tog sig af mig og det stoppede end ikke da hun ellers meget ung giftede sig med sin Georg der var elektriker. De boede mange år i Søborg hvor jeg jævnligt var på ferie hos dem. Hun var da uddannet kontorassistent og havde nu kastet sig over et studie som socialrådgiver. Hun sagde det aldrig selv, men jeg har en mistanke om, at min eksistens som barn af en enlig mor og de udfordringer ved dette, som hun havde oplevet på nærmeste hold, har været stærkt medvirkende for hendes studievalg som iøvrigt førte til en stærk karriere inden for Mødrehjælpen hvor hun også arbejdede i et kontor der lå nabo til Arbejdsformidlingen i Holstebro! Der besøgte jeg hende som nybagt realist, og i ventetiden på, at hun kunne holde fyraften gik jeg ind til "naboen" og læste i deres kartotek over "Hvad kan jeg blive" ak ja! Dagen efter var jeg murerlærling og flyttede ind hos Bodil og min kusine Rikke. Georg var blevet i København.

Moster Gerda

...var min mors nærmeste knap 3 år yngre lillesøster. Gerda var en hun kunne trøste sig med når Henry drillede! I det hele taget var de som tætte veninder hvorfor katastrofen var desto større da Gerda døde efter kort tids sygdom som 10årig. Dette tab satte et voldsomt præg på min mors ungdom, som hun nærmest gik helt glip af! Når andre unge gik til fest gik Nutte på kirkegåden i Hørup hvor hun satte sig og græd!

Da gamle Søren sad som 94årig alene på plejehjemmet i Kjellerup og syntes at han fik alt for lidt besøg, bandede han og udbrød, at havde Gerda som var så sød da bare levet! Hun ville helt sikkert have besøgt ham og været hos ham hele vejen!

Mor Krista

...var min mor. Hun var den mellemste af søskendeflokken og hun fik hurtigt kælenavnet Nutte fordi hun var så køn! Det var de andre så vidt jeg kan se da også, men hun havde brune øjne som sin mor hvilket Sine skønnede på, medens de store søskende omvendt fortalte hende at hun var én familien havde fundet på vejen bag en sigøjnervogn... forstå, hun skulle i hvert fald ikke tro hun var noget særligt.

Nutte var meget kreativ hele livet igennem. Det var begyndt med, at hun samlede de flotteste og farverigeste hønselort op for, at lave de flotteste dekorationer hvor hun anbragte dem på et gammelt frønnet bræt eller en stor sten og lignende.

Den evne beundrer jeg i dag, ligesom så meget andet hun gjorde for at drive og forskønne tilværelsen... også i min tid. Ellers er det ikke fordi jeg dånede over hendes bedrifter... tværtimod kunne vi godt indimellem have et had- kærlighedsforhold som opstod allerede da jeg vel som 4- 5årig begyndte at fatte skævheden i ikke at have en far... og hel klart, da jeg kom i skole og oplevede de andre børn klippe det ud i pap for mig! Altså, jeg vidste det jo godt... hunde og hvalpe, katte og killinger, høns og kyllinger, heste og føl og køer og kalve og jeg skal komme efter dig! Det var jo indlysende... og derfor vreden over, at ingen havde fortalt mig noget som helst... jeg var rasende og ulykkelig.

TRYGHEDENS HOLDEPLADS

Det faste og sikreste holdepunkt i mine første 14 år blev husmandsstedet og mine bedsteforældre og familien på Dalsgaard Mark. Det daglige liv og trygheden på stedet, og de der herskende værdier omkring arbejdsomhed, nøjsomhed og hæderlighed satte sine gode præg på mig, og dertil ikke mindst fordi at jeg også følte et ubrydeligt fællesskab her, hvor alle ville mig det godt. Min mor Nutte var den midterste af syv søskende… en var død, men fyldte alligevel på sin egen måde meget, og resten... to morbrødre og tre mostre fungerede alle som flinke og engagerede reserveforældre ligesom både ældre og yngre fætre og kusiner tilsvarende fyldte ud som en stor søskendeflok.

Bemærk lige linksammenhængen mellem personernes ansigter på forsiden her øverst og så de følgende præsentationer af hver enkelt!

Et par år senere blev Anna gift med sin Martin fra Løkken. Min kusine Zita (Tutte) blev født først i december 1944, og da de fleste førstefødte sædvanligvis ankom rimelig kort tid efter brylluppet antager jeg, at billedet er fra 1944.

De første billeder fra før min tid!

Der skulle store ting til før der blev til et familiefoto på Husmandsstedet. Herunder vises et af mine ældst kendte af slagsen fra ca. 1943. Det er fra venstre Bodil og Nora (Metas svigerinde, Aarhus), Sine, Meta, Søren og Erik med mine fætre Ole og Kristian forrest. (Kristians tvillingbror mangler).

Muligvis boede Metas endnu i Hindbjerg før emigrationen til Sjælland

Krista (Nutte), Meta, Henry, Erik, Bodil og Anna omkring Sine og Søren april 1951

Vi er nu fremme ved, at eneste hjemmeboende barn var Bodil og det at de andre kan have haft svært ved at komme hjem, kan være forklaringen på, at der kun er tre af Annas søskende med på billedet. Det er Henry, Krista (Nutte) og Bodil stående og halvt siddende som nr. 2, 8 og 12 fra venstre.

Omkring Metas bryllup kan lige nævnes, at der havde været noget ballade med Kirken, hvor en indremissionsk præst ikke ville vie parret fordi gommen, Metas Villy, havde været gift før. Det var ikke gået stille af sig, og min ellers milde men handlekraftige bedstemor var trådt i karakter og havde sagt fra over for den missionske dominans i kirken og havde i stedet meldt familien ind i den grundtvigianske Valgmenighed for Hørup Sogn, der iøvrigt benyttede samme kirkebygning.

Efter 65 år i 2010 mødtes nogle af samme stamme igen til et fætter kusine træf hos Eriks datter Inge og hendesmand Lars nær Kerteminde på fyn.

Vi er ikke fuldtallige, men det er muligt at studere billedet i sammenhæng med et slægtsdiagram der kan downloades HER, bemærk forstørrelsesmuligheden.

Bedstefar Søren

...var ubeskåret hovedpersonen i familien, og for de fleste var han en gnavpot og kun de aller flinkeste, som min moster Bodil kunne nøjes med at betegne ham som tungsindig... det var før der var noget der hed diagnoser, og tak for det, for det eneste Søren "fejlede" var nok, at han måske bekymrede sig lige rigeligt om familiens økonomi... og i det spørgsmål var der ikke så meget at grine af! Med 11 tønderland havde han skullet brødføde syv børn én kone og sig selv... og det kunne ikke umiddelbart lade sig gøre, så derfor havde han i al tiden, ca. 23 år hvor der var et eller flere børn hjemme, suppleret indtægterne fra de daglige gøremål i stald og på mark med hvad der var at tjene som mælkekusk fra kl 5 om morgnen... hver dag året rundt.

Personligt beundrede jeg min bedstefar hele vejen, og han var jo altså også min overordnede mandlige rollemodel. Dog undlod jeg i 30 år at fortælle ham om da jeg i den stille middagspause hvor de gamle sov til middag, kom til at skyde en høne med min hjemmelavede flitsbue! I stedet for at give den til min bedstemor, så hun ville kunne have kogt suppe på den... så skjulte jeg "forbrydelsen" ved at grave hønen ned i møddingen... og især dette frygtede jeg ikke at få ros for.

Bedstefar Søren var på én gang mælkekusk og husmand.

Det var en helt almindelig konstellation som opstod i den helt store omstilling indenfor dansk landbrug i slutningen af 1800tallet. Omkring 100 år tidligere havde man ophævet hoveriet og stavnsbåndet og givet de tidligere fæstebønder adgang til selvstændig landbrugsdrift, hvilket i stort omfang havde ført til en fremgangsrig dansk bondestand, som nu så bare havde nået loftet for en fortsat dynamisk udvikling!

I princippet var de fleste gårde endt som små "kongeriger" hvor den ældste søn helt naturligt overtog gårdene som derfor nu efter 100 år i stort omfang havde udviklet sig til slægtsgårde, og med måske syv børn i gennemsnit for hver generation på de fleste ejendomme opstod derfor nu et stort pres for modernisering og forøgelse af folkelige erhvervsmuligheder.

Søren kørte i sin barndom med stude ude omkring Hauge Sø nær Pederstrup og herover ser vi ham som bondekarl på de jorde i Almtoft hvor hans barnebarn og Henrys datter mange år senere dannede bo med sin Verner. På det andet billede ser vi ham som teglværksarbejder på Vinderslev Teglværk lige syd for Almtoft.

Søren var født i 1888 og "revolutionen" var på det tidspunkt allerede godt igang. I tusindvis var landbefolkningen rejst ind til byerne for at søge arbejde ved de mange nye små og store industrier. Den udvikling blev Søren selvfølgelig en del af! Som en af tretten søskende var der ikke nogen slægtsgård der stod og ventede på ham, og allerede som tiårig døde hans mor hvorefter han blev anbragt hos sine morforældre ved Hauge Sø. Morfaren var husmand og murermester og Søren kom straks til at gøre nytte ved landbruget hvor der altid var plads til et par raske hænder, men ved konfirmationen var det ikke tilfredsstillende at gå bag bedstefarens stude, og da slet ikke hvis man kunne øjne et hestespand som det viste i Almtoft.

En tilværelse som teglværksarbejder fristede heller ikke, men her kunne der tjenes bedre penge, og Søren ville gerne spare op til sit eget!

Søren fik held med sin drømmepige! Om det så også var heldigt for den livsglade Sine, at blive forgabt i den ellers noget melankolske kusk... det gjorde deres børn af og til deres tanker om! Sine ses herover med sin førstefødte Meta.

Det forekommer mig, at Sine ser lidt træt ud, men hun bor også på daværende tidspunkt i et lille landarbejderhus yderst i Almtoft, og det var så sparsomt, at der end ikke var en brønd med vand! Det hentede sine i en spand i en nærliggende mose. Nu var gymnastik og politik lagt på hylden. Sines sociale forståelse "sovende" kampvilje bar dog tilsyneladende frugt gennem hendes børn, udviklede og bevarede en veludviklet social tilgang til- og gennem livet.

Sine eller Nielsine Jakobine Nielsen ser ud til, at have haft en mere glorværdig ungdom end de fleste den gang! Her ses un sammen med nogle unge venner fra før giftermålet med Søren. På et tidspunkt havde hun været ung pige i huset hos en lærd familie i Viborg. Det var i perioden hvor hun deltog i gymnastik og politiske socialdemokratiske møder.

Siden var hun pige eller husbestyrerinde på en gård i Astrup, nabo til Dalsgaard. Det var her hun mødte Søren, der da var karl på en gård der hed Rotterdam. Han kørte i grøften med et spand heste da han drejede hovedet af led for at se på den kønne Sine, da hun hængte tøj til tørre nær vejen.

Sines far hed Kresten, han havde været arbejdsmand og daglejer, blandt andet på Aunsbjerg. Han havde hjulpet Sine og Søren til deres første hus, og Sine takkede ved at lade ham komme på aftægt hos hende og Søren. Kresten og Sine ses her på marken i Dalsgaard i 1936 sammen med Bodil og min mor Nutte, døbt Krista. I 1937 kom Kresten på alderdomshjem i Kjellerup og døde få måneder senere.