1 / 13

2 / 13

3 / 13

4 / 13

5 / 13

6 / 13

7 / 13

9 / 13

8 / 13

10 / 13

11 / 13

13 / 13

12 / 13

Fødselsanstalten i Jylland var bygget smukt som et slot,

men under krigen også afmærket med et rødt kors på taget, antageligt som et værn mod luftangreb.

Vennelyst pavillonen i parken på den modsatte side af gaden var ikke tilsvarende afmærket!

Måske de skulle have haft sat et Tuborg Logo på taget!

Kl. 21.30 torsdag den 5. april 1945 blev Krista, også kaldet Nutte, mor til

et velskabt drengebarn på 3.700 gram og 51 centimeter...

og det var mig.

KAMPEN FORTSATTE

Hvor lang tid Nutte blev på fødselsanstalten er uklart. Der opstod nogle komplikationer efter fødslen der foregik i kulde og træk i anstaltens kælder på en madras på gulvet. Sandsynligvis af den grund pådrog hun sig en underlivsbetændelse der for altid satte en stopper for flere barnefødsler og dette formodes at kunne have krævet et længere ophold end end ellers.

Et par måneder før fødslen havde der været et schalburgtage angreb der lagde det tæt beliggende forlystelsessted Vennelyst i ruiner... og som krigen i mellemtiden havde spidset yderligt til, herskede der nu mere og mere nervøsitet.

Dette kunne måske have været grund til trængslen i kælderen, men situationen kunne også godt, helt eller delvist, skyldes at klientellet på Fødselsanstallet i forvejen var delt i et A og et B hold!

Anstalten var i sin tid opført med det primære formål, at være et tilbud til ugifte ubemidlede gravide inklusive fødsel og ophold i op til et år...og, når omstændighederne tillod det, også gifte kvinder... eventuelt mod betaling!

Ja og så gik det som det altid går når penge er involveret! De som havde kunne "få", og resten kunne "gå". Her ville det sige, at de sidste kunne få... i skrabet kvalitet og i videst mulige omfang med selvbetjening. Dette var generelt ikke nogen attråværdig situation, og som ugift var det ofte endnu mere ydmygende.

I den situation handlede det derfor normalt om,

hurtigst mulig at komme videre.

Nutte hørte klart ikke til i betalingsklassen, men af de få bemærkninger hun har kommenteret opholdet med så vurderes det, at det have været en god oplevelse for hende, og hun brevvekslede endda også længe med såvel en ansat som en medklient på stedet... men et længere ophold, ud over at få ro på underlivsbetændelsen indgik ikke i planerne. Ej heller bukkede hun under for påtrængende tilbud om bortadoption af den lille Lars Jørgen.

Allerede torsdag den 12. april, var der "hjemmedåb" på anstalten, og efter yderligt knap et par uger rejste Nutte med sit barn under armen i en taxa hjem til familien i Dalsgaard. Her vidste hun jo, at begge ville være elsket... og det blev vi. Taxaen betalte bedstefar Søren, medens jeg lå på køkkenbordet og blev beundret af min bedstemor Sine og min næsten 14årige moster Bodil, som fra samme øjeblik også blev mit livs mentor.

Krista, til højre, sammen med kollegaerne på Folkets Hus eller Kroen i Krogen

På længere sigt denne konstruktion nær Dalsgaard dog ikke tilfredsstillende. Nutte ville skabe sin egen familiesammenførelse, og det skulle om muligt ske i Aarhus, og efter et halvt års tid lykkedes det hende igen at få et ønskejob som kokkepige, nu på Folkets Hus i Amaliegade. Det var en god platform for afslutningen af retsagen som endnu kørte, og i næste omgang også som grundlag for at få sit barn til byen.

Dette kom til at ske allerede et halvt år senere. Da havde Krista opnået ansættelse som souschef, også kaldet "2. jomfru" for køkkenet på Kroen i Krogen på Banegaardsplads i Aarhus. Igen havde hun smurt godt på i sin ansøgning og hun steg til det dobbelte i månedsløn og fik i samme åndedrag sit barn flyttet til et nyt børnehjem i Aarhus, hvilket dog hurtigt blev udskiftet til fordel for en privat anbringelse hos en familie på Ternevej i Risskov.

Familien og husmandsstedet i Dalsgaard var fast helle og holdeplads for både Nutte og jeg, til venstre, i de kommende års noget nomadeprægede tilværelse.

Til højre er det Nutte med lillesøster Bodil, et par kusiner og lillebror Erik med mig på skødet, der poserer for fotografen

Livet som Mor og Søn

Få dage efter indtoget i Dalsgaard, Fik Krista mig tirsdag den 1. maj anbragt på et børnehjem i Kjellerup mod en betaling af 60 kroner per måned ud af en mulig månedsløn på i bedste fald måske 180 kroner... med en arbejdstid på mindst 48 timer om ugen.

(Som faglært kok ville hun antageligt kunne have tjent 500 kroner om måneden).

Bedstemor Sine ville gerne have passet mig, men hun var endnu svækket efter langvarig sygdom og min mor ville, i den situation, for alt i verden ikke være årsag til at overbelaste sin mor. Men med adresse i Kjellerup kunne hun trods alt hente mig med hjem til Dalsgaard på hendes fridage

Børnehjemmet "Børnely" var i Nørregade og var i 2005 blevet menighedshus.

Til højre ses forstanderinden, legendariske frk. Poulsen med ansatte og børn.

Muligvis kan min mor også have drømt om selv at passe mig, sådan som alle gifte mødre jo gjorde dengang, men den tilgang var udelukket! Helt afgørende var det jo, at det ikke var lykkedes hende at sikre sig en forsørger... hverken helt eller delvist! Ikke alene havde hun ikke en daglig partner med de praktiske og økonomiske fordele dette giver... det var slemt. Men det havde jo heller ikke lykkedes at udpege en barnefader og dermed rede en lille smule økonomi!

I lighed med andre enlige forsørgere søgte Nutte hjælp i form af en småbørnspakke fra det offentlige system i Mødrehjælpen, men det kunne hun godt have sparet sig! For grundet den manglende udpegning af en barnefader kunne hun end heller ikke modtage en sådan form for støtte! Dette lyder horribelt, men sådan forklarede Nutte det mange år senere! Så ved jeg bare ikke om hun havde ret!

Det var simpelthen lovgiven forudsætning for at modtage Mødrehjælpens støtte, at hun anlagde en faderskabssag, hvad hun jo ganske vist også havde gjort. Men da sagen tidligt så ud til at ende resultatløs og nøden så ville være størst, da ville der tilsyneladende ikke være anden hjælp at hente end hvad Nutte betegnede som fattighælp og nej tak... ikke tale om!

I sig selv var hele retsforløbet en plage, med retsmøder i Viborg og Aarhus i nær et par år. Det hele var meget kompliceret af, at hun jo reelt ikke vidste hvem der var faren. Det faste forhold hun havde haft havde været ustabil i perioden og på grundlag af blodprøver blev den mand da også udelukket, og så vidt så godt!

Den mand hun selv antageligt vidste var faren, men som hun ikke kunne dokumentere det mindste om... om ham fortalte hun selv, at han ikke havde oplyst sit eget navn og dertil nærmere havde udlagt et blindt spor, der kun gav anledning til langvarige frugtesløse eftersøgninger! Således, at sagen endte som den kun kunne, at Nutte stod alene tilbage... forsmået og rasende på det juridiske og sociale system! Hun glemte aldrig den nægtede småbarnspakke og den fraværende økonomiske støtte!

I selvopretholdelsens navn lovede Nutte derfor sig selv, aldrig nogensinde igen at træde ind på et offentlig kontor... og trods sin ellers ærkesocialdemokratiske baggrund havde hun resten af sine dage kun et fnys tilovers for alt hvad det offentlige ellers havde gang i... svindel var det, det hele, og hun skulle nok vise dem, skulle hun!

På rekordtid havde hun i denne ånd... og straks, længe før elendighedens fulde omfang var kendt, fundet et job i køkkenet på en efterskole i Levring tæt på Dalsgaard. Med drengen velanbragt på børnehjemmet i Kjellerup betød dette, at hun nu allerede fra begyndelsen, på én gang, kunne holde både børneværnet stangen og betale enhver sit! Det var vigtige forudsætninger for at få ro på situationen, som så oven i købet kunne finde sted i behørig nærhed til familien i Dalsgaard med de fordele det kunne give og gav.

Tilbage står så bare lige, om min mor over hovedet har fortalt den rigtige historie. Man kan godt få den tanke, at denne, netop i 1945, ikke kunne fortælles uden for store omkostninger for både hende og jeg! Stærkt!

Medens sagen stod på rykkede Krista, kvinden længst til højre ind på den nærliggende Levring Efterskole som kokkepige. På den måde sikrede hun økonomien

Egentlig havde Nutte forsvoret at kaste sig ud i et job som husbestyrerinde for en enlig mand på landet! Det var den tids mest almindelige og næsten eneste udvej for ugifte kvinder i bestræbelserne på at kunne have sit barn hos sig!

I Frederiksdal passede Krista husholdningen for en Vognmand der også havde en datter i konfirmationsalderen. Huset lå midt i landsbyen og der var en bager, brugs, smed og en skole med forsamlingshus samt søde naboer... og havde Nutte spurgt sin søn, så var de nok bleven boende der!

På Afholdshotellet i Fasterholt nær Søby brunkulslejre lugtede der lidt mere af kogearbejde hvor Krista på en gang kunne være i køknet og samtidig passe hotellets reception og krostue, hvorfra man kunne følge livet omkring stationen lige over for. Blandt kunderne var der en lastbilchauffør der gjorde kur til Krista og nok derfor tog sønnen ved hånden og med på ture til de store udgravninger kun godt et par kilometer borte i sin lastbil.

Pludselig tog Krista igen et nyt job. Denne gang som oldfrue på Hotel Himmelbjerget hvor hun nok har følt mere luft under vingerne! Hun har næppe tænkt meget over, at det var her hendes oldefar Søren Eriksen fra Hauge havde været til folkemøde da han på hjemturen til fods var blevet dårlig og havde opsøgt sin datter Maren der boede i Funder hvor han døde samme nat. Men hun kunne lide at være på hotellet hvor sønnen også havde god kontakt til de mange kioskejere, der på en måde udgjorde den sociale ramme.

Efter sæsonen på bjerget måtte Krista videre og en dag blev hun og sønnen hentet på stationen i Kibæk af en mand der godt kunne minde om de kendte brunkulschauffører. Han var lige så snavset af sit arbejde, og han kørte også i lastbil! Det var Kjerstein Jeppesen fra Silstrup ved Skarrild, og han var formbrændselsfabrikant, radioforhandler og altmuligmand... og allervigtigst var han jordens rareste mand med det gladeste og hvideste smil midt i det sorte ansigt der altid var mærket af hans omgang med det støvede tørvesmuld, som han pressede til briketter i en gammel dieseldrevet kompressor.

Briketterne og andet forefaldende salgbart som radioer, legetøj og røgede ål af egen produktion kørte han ud, og solgte til folk i de fjernest liggende kroge på heden omkring Skarrild... og han tog gerne drengen med.

Samtidig var han en frisindet arbejdsgiver der gladeligt lod Krista supplere sin indtægt med "arbejde ud af huset" såvel som kartoffeloptagerske og kogekone.

Sønnen, jeg, begyndte at gå i skole inde i Skarrild og han blev snart kaldt Jørgen Kjerstein, og det passede ham fint... og igen! Havde Nutte spurgt ham, så var de aldrig flyttet videre fra Silstrup.

Men som den gamle cirkushest der vågner op til dåd når den lugter savsmuld, så betød de skiftende kogekonejobs nu også, at Nutte "måtte" ud i noget mere og større... og det i første omgang et par sæsonsvipture til Løkken, med intensiv kokketræning på byens berømte badehotel. Og mon ikke dette gav hende fornyet blod på tanden, til igen at kaste sig ud i et passende fuldtidsengagement i hotel- og restaurationsbranchen? Noget kunne tyde på det. Hendes erfaringer havde jo nu fået et boost fremad, og hendes faste følgesvend... jeg, var nu en rimelig stor og selvstændig skoledreng der gik i anden klasse... og sådan en kunne jo nemt passe sig selv, når mor arbejdede! Ikke mindst når både hun selv og han kunne bo hos søster Anna der nu boede med sin Martin og sine to piger Zita og Gerda i et stort hus i kanten af byen, ude ved Furebyvej ad vejen til Hjørring... ja, og forhåbentlig syntes de også at det var spændende med lidt selskab... for vi flyttede rigtig ind for hele sæsonen i 1953.

Tilbuddet var ganske vist ikke fra Løkken men fra Lemvig... og nærmere fra det daværende Jespersens Hotel i Søndergade. Lemvig var en dejlig lille by, indtil da holdt oppe af kvægeksport og fiskeri og de fortrin det havde givet, at det også var en gammel købstad! Det måtte kunne gå, at tage springet nu og hertil. Tilbuddet var måske ikke økonomisk lukrativt, men det rummede store faglige udfordringer! Det var således Kristas første job som regulær køkkenchef på højt niveau og så hørte der en lille toværelses lejlighed med til stillingen. Lejligheden lå i en gade der hed Svirrebommen... for første gang havde hun og drengen nu en selvstændig familietilværelse med egen gadedør.

Muligvis havde hun nogle begynderproblemer, for hun måtte i en tid tage nogle vældige bråvallaslag med en sur overtjener, men så gik det ellers derudaf. Hotellet var et traditionsrigt et af slagsen og der blev holdt en del selskaber hvor køkkenet blev fyldt af vildt som ænder, ederfugle og gæs med farverige fjerdragter der blev plukket, tilberedt og serveret i fantastiske opsætninger. Nuttes speciale var fuglereder med waldorfsalat! Waldorfsalaten var et lokalt hit, og ideen til fuglerederne havde hun fundet i en af sine kogebøger... de blev lavet af kartoffelstrimler revet på et rivejern og puttet i som en sandwich i et halvkuplet dobbeltnet der kunne fastholde formen der blev fikseret straks det blev puttet i en frituregryde, og vupti havde man de fineste "fuglereder" til at samle den flødeholdige lækre salat!

På den måde gik det i hvertfald til, at Nutte uden videre meldte fra hos Kjerstein i Skarrild, samt hos hendes gode venner og naboer Marie og Elvin! Marie og Krista havde ellers længe dystet med tilbringelse af de mest fantastiske kager, hvor Marie nok vandt da hun præsenterede en marengskage med indbagt stivfrossen vanilleis! Det var jo næsten som at ophæve tyngdekraften. At drengen også var faldet godt til i skolen kom så heller ikke til at spille en afgørende rolle... for Krista havde endvidere fået et godt tilbud!

I Hotel Struers køkken fik Nutte nu sin sag for, og hun opholdt sig der... nærmest i døgndrift. Hun havde et lille kontor på størrelse med en telefonboks hvor hun kunne ordne sine skriftlige opgaver og opbevare sin lille samling af kogebøger samt ugebladet Familiejournalen, som drengen så kunne snige sig til at sidde og læse i, samtidig med at han fik serveret sin hofret... havregryn med mælk. Det var så stort set også det familieliv der kunne blive til... og så gjorde det jo mindre, at der i Struer ikke fulgte en selvstændig lejlighed med til stillingen. Oppe på hotelets loft, rådede de dog over et rigtig godt hjørneværelse med den flotteste udsigt ud over havnen, der begyndte lige på den anden side af gaden, Østergade... hvor en ophøjet togbane skilte by og havn fra hinanden som en installation med toge der, i én til én, passerede revy døgnet rundt...

...men hov, her bevæger jeg mig da vist ind på min egen historie, og det var ikke meningen! For den kan du læse selvstændigt under temaet Selvbiografien med flere! Og så tilbage på mor-sporet...

Billedet her er fra 1910erne, men motivet var ikke ændret først i 1950erne.

Ja og med nævnte kunstneriske virkemidler var Nutte jo klart kvalificeret til endnu større udfordringer... og gerne uden en sur overtjener! Så Krista søgte fortsat opad! Og pludselig en dag skulle drengen med til personlig samtale om et muligt job som en endnu mere selvstændig stilling som køkkenchef på et hotel i Struer, Hotel Struer... formentlig uden en dum overtjener!

Til venstre ses Folkets Hus / Teglgården på Tegltorvet og med Hotel Struer oppe til højre på hjørnet af Østergade og Søndergade.

Ellers var det nu, efter Struer, at der for alvor kom skub i Kristas karriere...

...nu som hotelfrue og krokone.

Kort fortalt mødte Krista på Hotel Struer... den fantastiske hoteldirektør Valdemar Jørgensen! Han var ude i en ægteskabelig krise der kort efter endte i en skilsmisse, som nok lagde op til nye udfordringer! Ham giftede Krista sig i hvertfald med senere! Først drev de dog lige det gamle Hotel Struer videre som det familiehotel med restaurant, dansant, slyngelstue og masser af personale, som det havde været længe… indtil Valdemar solgte hele molevitten, og sammen med Krista overtog forpagtningen af byens hensygnende forsamlingshus ”Folkets Hus”, på Tegltorvet. De døbte straks stedet om til ”Teglgården”, for også i samme åndedrag at peppe lokalerne op- og i øvrigt videreudviklede det med dansanter og diverse underholdningsprojekter af folkelig karakter, samtidig med at alle oprindelige aktiviteter som banko og danseskoler, udstillinger etc. fortsatte.

Teglgården blev til en kæmpesucces, både for det nye iværksætterpar, men allermest også for Struer by hvor stedet nærmest dannede midtpunkt for høj som lav i de næste mange år, frem til- og med år 1959.

Ikke nok med det! For dynamik avler som bekendt dynamik, og lige efter brylluppet i 1956 overtog de i samme ånd desuden forpagtningen af Kongenshus Hotel 40 kilometer borte, ude på den store Alhede. Ja, det projekt havde de faktisk påbegyndt forberedelserne på allerede tilbage i 1954, hvor jeg sønnen og nu stedsønnen, af praktiske grunde blev boende på Teglgården og fortsatte med at gå i skole i Struer, men med henblik på at flytte med, når der var kommet ro på... hvad der naturligvis kom! Men da insisterede knægten på at blive boende i Struer... og sådan blev det, indtil nytårsaften 1959 hvor familien ophørte med aktiviteter i Struer og han rejste på kostskole i Grindsted.

VIL DU GERNE VIDE MERE?

Man kan læse meget mere om folk og steder på

Nuttes / Kristas og sønnen / min, Jørgens

fælles vej gennem livet sådan som jeg oplevede turen.

Denne vinkel og meget mere uddybes yderligere i...

SELVBIOGRAFIEN

med blandt andre emner...

Dalsgaard, Risskov, Frederiksdal, Fasterholt, Himmelbjerget, Skarrild,

Løkken, Lemvig, Struer, Kongenshus og Sønderjylland